Bodil og Lars Forsberg, der stammer fra Ribe, har det tilfælles udover at være gift på 35. år, at de er to kreative ’legebørn’ både i deres jobs og som livspartnere
Hent den originale artikel fra avisen her
KREATIVITET – Lars er stenhugger af 4. generation og har haft mange spændende huggeopgaver, blandt andet en mindesten med en kopi af musikeren Hugo Rasmussens bas og en anden, hvorunder eventyreren og søfareren Troels Kløvedal er lagt til hvile.
Her i november er der rejst en prægtig mindesten i Sønderho for ’sørøveren’ Peder Hansen Brinch, som Lars har været med til at skabe, men den historie vender vi tilbage til. Lars kan noget ganske særligt med sine hænder, når det handler om at forme, forstå og arbejde i sten. Derfor blev han også spurgt til råds vedrørende grundstenen til fundamentet i Børsen, som blev genplaceret af Kong Frederik den 29 september med kongens monogram, som et evigt symbol og minde i forbindelse med Børsens genrejsningsdato.
Derfor Fanø
Bodil arbejder som boligstylist og designer, og indretter blandt andet butikker og restauranter. Lige nu på tegnebordet, ligger der en håndtegning af et sjovt møbel til børn udført som et lokomotiv, som skal pryde og fryde i Pakhuset i Ribe, der snart åbner som café og spillested.
”Jeg opdagede den gode atmosfære og smukke natur på Fanø, da jeg i 2022 fik en opgave med at indrette Fru Sørensens butik i Hovedgaden i Nordby,” siger Bodil, og fortsætter:
”Lars og jeg havde en rum tid overvejet af flytte fra Fløjstrup syd for Århus, nu hvor vi kigger ind i den tredje alder. Kriterierne var at bo i et velfungerende samfund, hvor man kommer hinanden ved, og hvor vi kan lade os inspirere kreativt i hverdagen af både natur og kultur og ikke mindst af vandet. Desuden lagde vi vægt på at bo med god infrastruktur tæt på, da vi begge arbejder i hele landet.”
’Sørøvermindestenen’
Lars er glad for at have fået en lokal og helt særlig opgave i sten, der nu kan ses på kirkegården i Sønderho. Her følger historien om vores lokale ’sørøvers’ prægtige mindesten.
Peder Hansen Brinch 1767-1826 var kaptajn og sejlede på de store verdenshave. Der er mange saftige historier om manden og myten med tilnavnet Sørøveren. Han deltog blandt andet i søslag i Egypten, sejlede forsyningsskibe under Napoleon, og smuglede franske aristokrater til England, der flygtede fra guillotinen under den franske revolution.
Nogle fakta om den ny mindesten
Det er tip-tip-oldebarnet Napoleon Brinch, der har fået stenen genopført med særlig tilladelse fra menighedsrådet på Fanø. Napoleon har været rundt i ind og udland på kirkegårde og fundet inspiration til stenen. Kunstner Thor Larsen fra Firenze i Italien har udført bronzerelieffet, og så har Lars ud fra Napoleon Brinchs vejledning og idéer skabt den prægtige mindesten. Kilde: Danske Stenhuggerier – minder & mennesker.
Huset på Vigensvej
Tilfældighederne ville, at Bodils bil en dag ikke kunne starte, da hun skulle køre retur til Aarhus i forbindelse med hendes arbejdsopgave i Fru Sørensens butik.
Bodil tog en overnatning på kroen, og gik en aftentur og sansede Nordby. Hun mærkede en fysisk forelskelse, da hun opdagede, at Fanø-huset fra sidste halvdel af 1700-tallet på Vigensvej 11 var til salg, hvor Åse og Søren Vig har boet i en menneskealder. Ringede straks til Lars, der var på opgave i Tyskland og ikke vidste noget om hendes planer om at flytte til Fanø, men han var frisk på forandring.
Respekt for husets ånd
”Lars og jeg har renoveret og sat vores præg på huset rum for rum de sidste to år med stor respekt for husets helt særlige ånd. Her er der plads til mit tegnekontor, Lars’ værksted og vores store familie. Vi har også udvidet med airbnb på loftet,” siger Bodil, der er meget glad for, at Åse synes det er fantastisk, hvad de har gjort.
”Jeg kan mærke at Søren holder øje med os deroppefra under renoveringen,” tilføjer hun.
Lars og Bodil kan alt sammen og gør det, om det så er at rive mure ned og sætte tapet op, en dans i ’jazzen’ på Strien eller er ude at samle bær og svampe.
”Folk er åbne og nemme at komme i kontakt med. Vi har et godt naboskab.
En maggiterning
Øen er ligesom en maggiterning, kompakt og lille, men fuld af god smag og velvillighed til mange ting, her sker så meget,” siger Lars med et glimt i øjet og Bodil fortsætter:
”Vi er især imponerede over den frivillighed, der er her på stedet, hvor man skaber kulturoplevelser sammen, og vi dyrker også det lokale fællesskab i foreningslivet, hvor vi går til funktionel styrketræning i hallen, og jeg går til yoga hos Mette Rexen på Realen, slutter Bodil.
Tekst og foto: Tatjana Johnsson