Redaktør arkiv: Jens Bytoft

Kaas Krog forundret over postyr efter avisartikel

VALG – ”Jeg er noget forundret over det postyr, der er kommet ud af mine udtalelser til Esbjerg Ugeavis.”

Sådan lyder meldingen i dag fra Kristine Kaas Krog fra Fanø Lokalliste til Fanø Posten efter de seneste dages turbulens om den konstitueringsaftale, der umiddelbart efter kommunalvalget i sidste uge blev indgået mellem Lokallisten, Det Konservative Folkeparti, SF og Alternativet.

”For mig er det ganske udramatisk. I konstitueringsgruppen har vi været enige om, at vi gerne vil afsøge mulighederne for at gøre fundamentet for byrådets arbejde lidt bredere. Vi ønsker et grønnere og mere bæredygtigt Fanø. Det er vi også enige om. I den forbindelse har vi talt om, at hvis et eller flere af de tre øvrige partier – Venstre, Miljølisten og Socialdemokratiet – vil være med i det projekt, skal vi ikke på forhånd afskrive os den mulighed”, fortsætter Kristine Kaas Krog.

”Derfor er der fra min side ikke tale om en ophævelse af konstitueringsaftalen, men derimod et ønske om at afsøge mulighederne for et potentielt bredere samarbejde”.

Hos både Det Konservative Folkeparti og SF blev hendes udtalelser til Esbjerg Ugeavis umiddelbart tolket som en ophævelse af konstitueringsaftalen – en vurdering, der dog tilsyneladende ikke bliver delt af det nyvalgte byrådsmedlem fra Alternativet, Sofie Valbjørn, der er den fjerde ’part’ i konstituerings- aftalen.

Borgmesterstolen vakler under Kristine Kaas Krog

VALG – Noget tyder på, at borgmesterstolen vakler under Fanø Lokallistes Kristine Kaas Krog, der for blot en uge siden blev udset til at være ny borgmester på Fanø fra nytår. Umiddelbart efter kommunal- valget blev der ellers underskrevet en konstitueringsaftale mellem Fanø Lokalliste, Det Konservative Folkeparti, SF og Alternativet – men den har Kristine Kaas Krog måske bragt i fare via et interview med en ugeavis på fastlandet.

I avisen giver Kristine Kaas Krog udtryk for, at hun nu fortryder den smalle aftale, der blot tæller et knebent flertal på seks mandater mod de fem, der er forankret hos Venstre, Socialdemokratiet og Miljølisten. Ifølge avisen vil Kristine Kaas Krog gerne gøre aftalen bredere, og ønsker forhandlinger med de tre ’mindretalspartier’ om en bredere konstituering.

”Jeg skal ikke påstå, at det er en dårlig idé – men det er en dårlig idé, at hun ikke har clearet det af med os andre først”, fastlår Christian Lorenzen fra Det Konservative Folkeparti.

Selv er – eller måske var – den konservative politiker udpeget til posten som viceborgmester samt til formand for det kommunale udvalg for Energi, Natur og Teknik. Nu vurderer han, at den første aftale om konstituering kan være ophævet – og selv om det viser sig ikke at være tilfældet, er han slet ikke begejstret for det seneste forløb, og betegner overfor Fanø Posten den måske vordende borgmesters udspil i ugeavisen som ’dårlig stil’ og ’uprofessionelt’.

Ifølge den oprindelige aftale vil Karen Jeppesen fra SF blive formand for Børne- og Kulturudvalget, mens der, ifølge Kristine Kaas Krog selv, så sent som onsdag formiddag, endnu ikke er sat navn på de menige udvalgsmedlemmer og ej heller på formanden for Social- og Sundhedsudvalget.

Det var onsdag aften ikke muligt at få en udtalelse fra Kristine Kaas Krog.

Kristine Kaas Krog bliver ny borgmester på Fanø

Kristine Kaas Krog fra Fanø Lokalliste bliver ny borgmester på Fanø fra årsskiftet. På posten afløser hun Venstres Erik Nørreby.

Konservative Christian Lorenzen bliver ny viceborgmester og samtidig formand for det kommunale udvalg for Energi, Natur og Teknik

VALG – Kristine Kaas Krog fra Fanø Lokalliste bliver ny borgmester på Fanø fra årsskiftet. Sådan er brikkerne faldet på plads efter tirsdagens kommunalvalg. Listen kan, sammen med Det Konservative Folkeparti, SF og Alternativet, mønstre et flertal på seks mandater i det 11 mand/kvinde store byråd i Danmarks næstmindste kommune, og er netop blevet enige om en konstitueringsaftale.

Med aftalen bliver Christian Lorenzen fra Det Konservative Folkeparti ny viceborgmester. Han skal samtidig overtage posten som formand for det kommunale udvalg for Energi, Natur og Teknik, mens Karen Jeppesen fra Socialistisk Folkeparti bliver ny formand for Børne- og Kulturudvalget.

Hvem der bliver formand for det kommunale Social- og Sundhedsudvalg er endnu ikke oplyst. Heller ikke sammensætningen af det magtfulde Økonomi- og Planudvalg er endeligt på plads.

”Vi arbejder fortsat med konstitueringsaftalen under overskriften ’En grønnere og mere bæredygtig udvikling for Fanø’, oplyser Kristine Kaas Krog.

Hun tilføjer, at konstitueringsgruppen desuden vil invitere de øvrige valgte lister og partier til et bredt samarbejde i den forestående byrådsperiode.

Efter valget går Kristine Kaas Krog og Fanø Lokalliste altså et mandat frem – til to, mens Venstre taber et og får tre pladser i det nye byråd. Alternativet får et enkelt lod på den politiske vægtskål, hvorimod Miljølisten må nøjes med det ene sæde i byrådssalen, der er en naturlig udløber af, at listen kun havde en kandidat med på stemmesedlen.

Valgets resultat

De valgte er Kristine Kaas Krog og Inger-Merete Engsted fra Fanø Lokalliste. Fra Det Konservative Folkeparti er det Christian Lorenzen og Frej Kofoed Petersen, mens Karen Jeppesen er valgt til endnu en periode for SF. Sofie Valbjørn bliver det nye ansigt i byrådet for Alternativet.

Venstre gik et mandat tilbage og må sige farvel til Emil Hoffmann Madsen, mens der er genvalg til Erik Nørreby, Marius Nielsen og Dennis Feldberg. Hos Socialdemokratiet er der genvalg til Johan Brink Jensen og hos Miljølisten fortsætter Niels Heinel. Her bliver det samtidig et farvel til Else Møller, der ikke ønskede at stille op til en ny periode.

Se alle fakta om kommunalvalget på Fanø HER

Venstre mister et mandat Lokallisten dobler op til to

Socialdemokratiets Johan Brink Jensen (t.v.) og Venstres Marius Nielsen tager imod en vælger i Sønderho Forsamlingshus.

Alternativet kommer ind i byrådet med et enkelt mandat – Miljølisten mister det ene af sine, men havde også kun en enkelt kandidat i spil

VALG – Fra årsskiftet kan Venstres byrådsgruppe på Fanø kun spille whist med blind makker ved festlige lejligheder – men fest var der nu ikke meget af, da stemmerne fra kommunalvalget sent i aftes var talt op. Partiet mister et af sine fire mandater. Dermed kan det blive svært for Erik Nørreby og byrådsgruppen at fastholde borgmesterposten.

Fanø Lokalliste fordoblede derimod sit enlige mandat til to. Samtidig bliver Alternativet repræsenteret i det nye byråd med et mandat, mens Miljølisten mister den ene af sine nuværende to pladser. Det sker dog helt ’efter bogen’, da listen kun havde en enkelt kandidat med på stemmesedlen denne gang.

For de resterende opstillede partier og lister resulterer tirsdagens valg i et status quo. Socialdemokratiet vil fortsat have et enkelt mandat. Det samme gælder SF, mens Det Konservative Folkeparti fortsætter med to pladser i byrådet.

Samtidig betyder det, at der ikke var stemmer nok til hverken Dansk Folkeparti, Vadehavslisten eller Sammenhold. Derimod nåede valgdeltagelsen nye højder, nemlig 85,74 procent – 85,5 procent i Nordby og 87,8 procent i Sønderho.

I første omgang var valgresultatet ventet allerede ved 21-tiden, men da antallet af afgivne stemmer ikke umiddelbart stemte overens med antallet af afleverede valgkort, måtte der en omtælling til. Resultatet forelå derfor først meget sent tirsdag aften, og da var de personlige stemmer endnu ikke klar.

De optalte stemmer fordeler sig med:

Venstre: 548 stemmer – tre mandater.

Fanø Lokalliste: 385 stemmer – to mandater.

Det Konservative Folkeparti: 345 stemmer – to mandater.

Socialdemokratiet: 275 stemmer – et mandat.

Socialistisk Folkeparti: 207 stemmer – et mandat.

Miljølisten: 124 stemmer – et mandat.

Alternativet: 175 stemmer – et mandat.

Vadehavslisten: 101 stemmer – intet mandat.

Dansk Folkeparti: 86 stemmer – intet mandat.

Sammenhold: 71 stemmer – intet mandat.

 

 

 

Trafik-bombe fra Venstre og Socialdemokratiet blev en fuser

Sjældent har der været så mange tilhørere til et byrådsmøde om tilfældet var mandag aften. I forgrunden ses byrådsmedlemmerne Christian Lorenzen fra Det Konservative Folkeparti og Karen Jeppesen fra SF.

Kirstine Kaas Krog antydede, at de to partier lagde op til en ulovlig beslutning, mens borgmester Erik Nørreby på sin side betegnede det som en katastrofe for Fanø, hvis øen mister sin taxa

TAXASAG – Søndag eftermiddag kastede Venstre og Socialdemokratiet en regulær bombe ind i valgkampens vel nok mest debatterede emne, nemlig fremtiden for den kollektive trafik på Fanø. Det skete på et højspændt vælgermøde i Sønderho, men allerede på byrådets møde mandag aften måtte de to partier sande, at bomben blev en hvinende fuser – der ikke blev budt velkommen af byrådets flertal.

Dermed ligger det fast, at Esbjerg-virksomheden De Blå Busser fra årsskiftet overtager rute- og skolekørslen efter Sydtrafik, mens Esbjerg Taxa skal stå for den visiterede kørsel med ældre og handicappede – en opgave, der hidtil er blevet løst af Fanø Taxi.

De to opgaver har været i udbud, og resultatet af den offentlige licitation er nok den væsentligste grund til hele miseren. Byrådet havde nemlig håbet at kunne spare en million kroner om året på den offentlige transport. Det sker ikke. Besparelsen bliver kun på knap 560.000 kroner. Af samme grund bliver det nødvendigt at hente en tillægsbevillig på cirka 400.000 kroner i kommunekassen.

Samtidig kan en udløber af hele affæren blive, at der ikke vil blive tilbudt almindelig taxakørsel på Fanø efter årsskiftet.

Venstre og Socialdemokratiet mødte op til byrådsmødet med et forslag, der ville bemyndige borgmester Erik Nørreby til at skære i antallet af rutebilafgange med De Blå Busser, for i stedet at give plads til at indsætte en taxabus mellem Nordby og Sønderho i aftentimerne. Borgmesteren skulle desuden bemyndiges til at opsige den allerede indgåede kontrakt med Esbjerg Taxa, ligesom eventuelle udgifter i den forbindelse skulle dækkes af kommunekassen.

De to partier var desuden parate til at reservere en større sum penge fra kommunekassen, såfremt besparelsen på den visiterede kørsel ikke kommer i hus.

Taxavognmand Fritz Quistorff (t.h.) var blandt tilhørerne – her i selskabet med Jeppe Wille, der stiller op til kommunal- valget som kandidat for Vadehavslisten.

 

 

Flertallet sagde nej

Men nej, lød det meget kontant fra byrådets flertal på seks medlemmer, nemlig Kirstine Kaas Krog, Fanø Lokalliste, de to konservative, Christian Lorenzen og Kjeld Nielsen, SF’s Karen Jeppesen samt Miljølistens Niels Heinel og Else Møller.

Kirstine Kaas Krog hævdede, at der ville være ulovlig ophævelse af en indgået kontrakt, og at Fanø Kommune ikke kunne tilbyde kommunens ældre og handicappede visiteret kørsel på lovlig og legal vis, hvis forslaget fra Venstre og Socialdemokratiet blev vedtaget.

Hun mindede samtidig de fire Venstrepolitikere og den enlige socialdemokrat bag ’kup-forslaget’ om, at det var et enigt byråd, der i sin tid besluttede at gå efter den store besparelse og samtidig melde sig ud af Sydtrafik – samt et enigt byråd, der stod bag beslutningen om at sende opgaverne i udbud.

Niels Heinel lagde vægt på, at det hele handler om den kommunale troværdighed – både indadtil og udadtil, mens konservative Christian Lorenzen slog fast, at punktet på dagsordenen slet og ret var en bevillingssag og ikke et spørgsmål om taxa eller ej.

”Selvfølgelig skal vi arbejde med de udfordringer, der er, men jeg tror på, at vi finder en løsning på taxa-spørgsmålet”, lød den fra den konservative lejr, ligesom både Lorenzen, Kaas Krog og flere andre hos flertallet fremhævede, at der er en ny taxalov på vej.

”Og den lov lægger op til, at kommuner kan yde tilskud til taxakørsel i udkantsområder”, påpegede Kirstine Kaas Krog, der, ligesom Christian Lorenzen og SF’s Karen Jeppesen antydede, at nye regler på området måske kan indeholde en løsning for Fanø.

Mindretallet fremførte på deres side argumenter om, at deres forslag ville være til gavn for hele Fanø, såvel borgere som erhvervsliv og turisme – men måtte notere et fem stemmer for ikke er nok, når der er seks stemmer imod.

Taxavognmand kalder licitation en katastrofe

TRANSPORT – ”På Fanø behøves hverken Banedanmark eller DSB’s IC4-tog til at lave transportskandaler. Vi kan godt selv”.

Sådan har indehaveren af Fanø Taxi, Fritz Quistorff, skrevet i et åbent brev til de 11 medlemmer af Fanø Byråd – og han mener faktisk, at der er en katastrofe under opsejling, efter rutekørslen og den visiterede kørsel har været i licitation.

”Brugerne af den kollektive trafik står fra nytår med en hverdag, der ikke kan hænge sammen – en hverdag, hvor ventetid, og endog meget langt mellem afgangene, vil skabe daglige frustrationer”, fortsætter Fritz Quistorff.

Han frygter samtidig, at den valgte løsning, hvor De Blå Busser overtager rute- og skolekørsel efter Sydtrafik, mens Esbjerg Taxa overtager den visiterede, kommunale kørsel med bl.a. ældre og handicappede, i stedet for at blive en ønsket besparelse på en million kroner om året, ender med at slå et hul i kommunekassen på op mod to millioner kroner.

”Udbudsprisen på rutebilen er så høj, at det bliver en af Danmarks dyreste. Samtidig har Fanø Kommune ved at udbyde den visiterede kørsel som buskørsel, helt unødvendigt udeluket, at lokale kunne byde ind som taxi- eller OST-vognmand (Offentlig Service Trafik, red.),” lyder det fra Fritz Quistorff, der på det seneste har stået for den visiterede kørsel.

Den hårde kritik preller dog af på Kristine Kaas Krog, der er formand for det kommunale udvalg for erhverv, natur og teknik.

”Vi får ikke en af Danmarks dyreste rutebiler. Tværtimod får vi en besparelse på 466.741 kroner, når det gælder rutekørsel, samt en besparelse på 93.000 kroner på den visiterede kørsel. Desuden er den nye køreplan for rutebilen slet ikke på plads endnu – vi er ved at rette den til på baggrund af input fra borgere, skolen med flere. Men det er da rigtigt, at det samlede byråd havde ønsket sig en samlet besparelse på en million kroner”, oplyser udvalgsformanden.

”Den besparelse når vi ikke fuldt ud – medmindre vi skærer ned på antallet af afgange i den nye køreplan. Til gengæld får vi mere fleksibilitet og større indflydelse på køreplan og afgangstider, ligesom vi får en bus, der er handicapvenlig og som bedre kan komme rundt i byerne på Fanø”, fortsætter hun.

Kristine Kaas Krog bekræfter, at den visiterede kørsel er udbudt som buskørsel – og ikke som nu, hvor den foregår i en almindelig personbil.

”Intet har dog forhindret Fritz Quistorff i et få en buslicens. Desuden har han for længe siden meddelt, at han stopper som taxavognmand ved årsskiftet, ligesom han ikke har givet tilbud på den visiterede kørsel og på handicapkørslen, hvad vi ellers havde håbet på. Han deltog heller ikke i det spørgemøde, der fandt sted forud for den egentlige licitation”, oplyser hun.

Alligevel mener Fritz Quistorff, at Fanø Kommune er med til at lukke en lokal virksomhed med en god håndfuld medarbejdere.

”Det er helt korrekt, at jeg stopper som vognmand til nytår, men det er ikke ensbetydende med, at en eller to af mine ansatte ikke kunne have lyst til at overtage virksomheden. Det er udelukket nu, og når jeg ikke var med til spørgemødet, hænger det sammen med, at hele grundlaget for den offentlige licitation, efter min mening er forkert,” siger Fritz Quistorff.

Som den seneste udvikling i sagen har Fanø Kommune meddelt, at man stadig gerne vil indgå en aftale med Fanø Taxi om den fremtidige handicapkørsel. Den er fortsat i spil og har ikke noget med den visiterede kørsel at gøre. Umiddelbart mener Fritz Quistorff dog ikke, at det tilbud er interessant for hverken ham eller hans medarbejdere.

Peter Plys-tegninger kan blive internationalt scoop på Fanø

UDSTILLING – En unik udstilling med originaltegninger af alle børn – og voksnes – favorit bamsebjørn, Peter Plys, kan være på vej til Fanø Kunstmuseum. Dermed kan museets hjemby Sønderho blive den første danske by nogensinde, der får mulighed for at udstille den britiske billedkunstner Ernest Shepards oprindelige illustrationer til Alan Alexander Milnes berømte fortællinger om den brune bjørn i den røde trøje.

”Vi har kontakt med The University of Surrey, der har en stor samling af Shepards originale tegninger. De har taget godt imod vores henvendelse, og derfor tror vi på, at udstillingen kan blive en realitet fra næste sommer,” fortæller Birgitte Schack Rasmussen, der er formand for kunstmuseets bestyrelse.

Hun lægger dog ikke skjul på, at der venter mange udfordringer, inden museet kan invitere til fernisering.

Privatejede Shepard-tegning bliver i dag handlet for meget store beløb på internationale kunstauktioner, og det engelske universitet stiller da også store krav til forsikring, transport, alarmanlæg og vagter m.v.

Den slags koster, og Birgitte Schack Rasmussen regner med, at der skal hentes omkring en halv million kroner hos en række fonde, inden museet kan præsentere den originale Peter Plys i Sønderho.

”Vi skal have vagter på i åbningstiden, men heldigvis fik vi opgraderet vores alarmsystem i forbindelse med Storm P.-udstillingen tidligere i år. Alligevel skal der ske en yderligere sikring, ligesom der skal være en helt særlig sikkerhed omkring transporten af tegningerne,” oplyser hun.

Birgitte Schack Rasmussen er dog meget optimistisk med hensyn til at få pengene i kassen.

På forhånd har Fanø Kommune givet tilsagn om 130.000 kroner, men bestyrelsesformanden er også ret overbevist om, at flere store fonde vil være interesserede i at støtte projektet, der næsten med garanti vil vække opmærksomhed langt ud over Fanøs egne lavvandede grænser.

”Men selvfølgelig er jeg spændt. Det er jo helt fantastisk, at et lille museum som vores – der i høj grad er baseret på frivillig arbejdskraft og lokalt engagement – får mulighed for at vise disse tegninger.”

I øjeblikket viser kunstmuseet en udstilling, der er blevet til i forlængelse af Japan-udstillingen i juni måned og årets dragefestival. Her er der mulighed for at beundre i alt 13 drager, hvoraf de otte er malet af danske kunstnere, mens de resterende fem har japansk oprindelse og er i privateje.

De danske drager bliver senere udstillet på den danske ambassade i Tokyo og på Overtaci Museet i Aarhus, inden de bliver solgt til fordel for Overtaci Museet.

FAKTA:

Ernest Howard Shepard (1879-1976) var en britisk billedkunstner og bogillustrator. Han blev især kendt for illustrationerne til børnebøgerne ’Vinden i Piletræerne’ af Kenneth Grahame og ’Peter Plys’ af A. A. Milne.

Shepards varme og humørfyldte pennetegninger og hans menneskelignende dyreskikkelser lagde blandt andet grundstenen til Disneys visuelle fremstilling af Peter Plys og hans venner. Shepards illustrationer er i dag lige så klassiske som bøgerne. Shepard tegnede blandt andet også karikaturer og vittighedstegninger for vittighedsbladet ’Punch’ fra 1907 til 1953, ligesom han skrev to selvbiografier, ’Drawn from Memory’ fra 1957 og ’Drawn from Life’ fra 1962.

Fornøjelsen er også på gæsternes side

Fanø er et af de få steder i Danmark, der også tager sig godt ud i gråvejr. Som regel er det altid en fornøjelse at gå i land fra færgen som gæst på øen, men fornøjelsen har været noget større i de seneste uger. Ikke et eneste ansigt, i noget nær naturlig størrelse, har sendt deres skæve smil ned til én fra lygtepæle og standere – helt anderledes befriende end på det jyske fastland, hvor man hver dag bliver budt godmorgen af pletfri og lalleglade portrætter på stribe.

De lokale kandidaters stiltiende aftale om ikke at hænge sig selv til skue er prisværdig – og måske også lidt modig. De afskærer sig selv fra at lokke med ydre kvaliteter som sympatiske, kække smil eller alvorstunge, løftede øjenbryn. Men det er heller ikke dét, de skal måles og vejes på.

De skal vælges på deres holdninger, deres evne til at lytte og forstå, til at sætte sig ind i sagerne – uden forudfattede meninger – til at samarbejde reelt og ordentligt samt ikke mindst til at indgå de kompromisser, der kan være nødvendige, når det handler om fælles værdier og fremgang.

Det klæder ingen at stå stejlt på sit. Resultatet bliver ofte, at man kommer til at stå alene.

Udfordringer er der nok af – bosætning, turisme, ældreomsorg, økonomi og meget, meget mere. 40 kandidater, 14 kvinder og 26 mænd – 10 lister og 10 partier – bejler til de 11 pladser i byrådet. Det er et stort og imponerende lokalpolitisk engagement, der bliver lagt for dagen og for sagen. Af gode grunde er der ikke plads til dem alle. Derfor bør den enkelte vælger træffe sit valg med omhu og omtanke. Ingen bør lade sig lokke af tomme løfter om guld og grønne skove – eller trusler om det modsatte.

Fanø er kendt for sin høje valgdeltagelse, men her – som alle andre steder i landet – er der unge, der netop har modtaget deres livs første valgkort. Det er vigtigt at de også ’stemmer i’ og finder den kandidat, der vil dem det bedste. Det er nemlig de unge, der inden længe vil rejse ud som ambassadører for Fanø for at få en uddannelse – og det er dem, der forhåbentlig vender hjem igen med kompetencer og kvaliteter, der kan sikre en positiv vækst og fremgang.

Vi ønsker alle – kandidater som vælgere – et rigtig godt valg, hele øen rundt!

Vælgerne væltede ind til vælgermøde

POLITIK – Salen var stuvende fuld af veloplagte vælgere, og selv scenen blev befolket af publikum, da Ældre Sagen på Fanø satte de lokale, kommunale politikere og håbefulde kandidater stævne til vælgermøde i ’Striens’ teatersal. Til gengæld var ’forestillingen’ mere forudsigelig end spændende, uden dramatiske højdepunkter og med en iscenesættelse, der i høj grad byggede på gamle travere som færgefart, turisme, bosætning og økonomi.

Hvert politisk parti og lokale liste kunne stille med to kandidater – de fleste gjorde det – og fik to stramt afmålte minutter til at præsentere sig selv og deres lokalpolitiske program. Herefter var det Mogens Rieks fra Ældre Sagen, der med fast og kyndig hånd ledte politikere og publikum gennem en ’fler-akter’ på knap tre timer.

Mest opsigtsvækkende var et ’mellemspil’ om en energiplan for Fanø samt et konkret forslag fra Alternativet om, at den tidligere efterskole i den forbindelse bliver indrettet som et testcenter for nye projekter, eksempelvis nye, grønne løsninger i affaldshåndteringen.

”Vi har arbejdet med tanken i et stykke tid, og uanset valgets udfald vil vi fremlægge vores ideer for byrådet,” forudsagde partiets Julie Frey.

Ingen kom med direkte kommentarer til det konkrete forslag om at inddrage de ledige bygninger, men stort set alle var enige om, at Fanø bør have en energiplan. Miljølistens Niels Heinel manede dog til besindighed og ønsker et samarbejde med Esbjerg og Varde Kommuner, mens Kristine Kaas Krog fra Fanø Lokalliste slog til lyd for, at borgerne i videst muligt omfang bliver taget med på råd og inddraget i arbejdet.

”Til gengæld er der et rigtig godt udgangspunkt at arbejde på,” noterede Vestres Erik Nørreby, der pegede på, at Fanø allerede er den kommune i regionen, der har det laveste energiforbrug og den laveste udledning af CO2 pr. indbygger.

Lystbådehavnen i Nordby og den fremtidige taxa-situation fik også en del ord med på vejen. Endnu er der ikke sat et endeligt punktum i de to sager, men flere politikere – såvel siddende som måske kommende – mener, at lystbådehavnen ikke er blevet behandlet ordentligt.

”Jeg er parat til at ligge mig fladt ned og erkende, at vi ikke har gjort det godt nok,” fastslog Johan Brink Jensen fra Socialdemokratiet, mens Julie Frey fra Alternativet gik noget videre.

Hun betegnede sagen som et eksempel af værste skuffe, når det handler om samarbejde mellem det offentlige og civilsamfundet.

Vindmøller, byggeri i klitterne, mobning, kollektiv trafik og flere andre emner blev berørt i større eller mindre grad, men den egentlige debat og dramatikken udeblev, også selv om byrådsmedlem Kristian Lorenzen fra Det Konservative Folkeparti mindede tilhørerne om, at ’det er valgkamp – alt kan lade sig gøre…’

Rederi-direktør ønsker ikke færgedialog i avisen

FÆRGEFART – Rederiet Færgen ønsker ikke – via Fanø Posten og dermed overfor borgerne på Fanø – at svare på den kritik, borgmester Erik Nørreby har rejst af, at motorbåden ’Sønderho’ nu er indsat på flere afgange mellem Esbjerg og Fanø, mens den ene af de to bilfærger ligger ved kaj i Esbjerg.

Det meddeler forretningsudviklingschef, Kim Riis-Sørensen på vegne af rederiets kommercielle direktør, Jørgen Jensen.

”Jeg skal gøre opmærksom på, at Jørgen Jensen ikke har kommentarer til Fanø Posten, da dette er en dialog vi fører med Fanø kommune,” hedder det i en mail til avisen fra Kim Riis-Sørensen.

Så vidt Fanø Posten erfarer, er rederiet dog ikke til sinds at imødekomme borgmesterens kritik. Som en del af korrespondancen mellem rederiet og Erik Nørreby skriver direktør Jørgen Jensen i et brev, dateret den 25. oktober, at FanøFærgen ikke umiddelbart planlægger, at der sejles fast med to bilfærger om morgenen og om aftenen i lavsæsonen, samt at passagerfærgen ’Sønderho’ kun kan bruges i nødstilfælde.

I sin kritik peger Erik Nørreby på, at ’Sønderho’ ikke er indrettet til handicappede. Desuden er der kun plads til et begrænset antal cykler, hvilket har ført til, at kommunen har modtaget flere negative henvendelser fra pendlere.

Borgmesteren anker desuden over, at indsættelsen af ’Sønderho’ har ført til stigende ventetider for bilister ved færgelejet i Nordby. Det rammer nemlig ikke mindst håndværkere og leverandører med ærinde både til og fra Fanø. I det hele taget betegner Erik Nørreby sejladsen med motorbåden som uacceptabel og mener, at den kun bør benyttes i yderste nødstilfælde.

Fanø Kommune har tidligere undersøgt mulighederne for at få færgedriften sendt i udbud – eventuelt for selv at overtage driften. Det har vist sig at være en vanskelig affære, men på et offentligt vælgermøde har Erik Nørreby netop peget på muligheden for at bruge færgelovens bestemmelser om ’samfundsmæssig begrundet færgefart’. Det vil betyde, at Fanø Kommune selv kan stå for driften, som tilfældet er på Læsø, Samsø og Ærø.

”Her er de rigtigt glade for, at de har deres egen færgedrift. De bestemmer fuldstændig selv struktur og priser samt hvornår færgen skal sejle,” mener Erik Nørreby.

Top