Pumpen i museumshaven og de mange effekter i huset fortæller historien om skipperbyen Nordby.
KULTURELT – 2025 har været et stilfærdigt men velbesøgt år med næsten 4000 gæster. I sommerferien har der været rigtig mange børn på besøg med deres forældre. Vi oplever ofte, at børnenes interesse og lyst til fordybelse er mindst på højde med de voksnes.
Marco Brodde, som har været primus motor i samarbejdet mellem museet og skole og daginstitutionerne, har givet stafetten videre til personalet på skolen og i institutionerne. Og vi tager stadig imod besøgene med stor glæde. Forårs- og efterårsmånederne er lejrskole tid, og der er stadig skoler, der prioriterer lejrturene højt. Vi har en del skoler, der har det som fast indslag i deres tur til Fanø, at de skal besøge os, og de samme skoler kommer igen år efter år.
Når arrangementer bliver gentaget, får det hurtigt karakter af tradition. I forbindelse med strikkedagene har vi også i år haft lånt museumshaven ud til markedsfolkene; og markedet er meget efterspurgt. Vi har dog i år begrænset vareudbuddet til fødevarer og egne produkter. Vi vil gerne sikre os, at der også er en have efter strikkedagene. I år blev hele arrangementer dog alvorligt udfordret af meget dårligt vejr.
Julemander har også for længst taget bolig i museet. Børnenes iver for at få vækket julemanden er rørende, og Museumspladsen er fyldt til bristepunktet af nisseentusiaster. Nogle få fortsætter inde i museet med nissehistorier, det er sjovt og hyggeligt. Børnene er ofte mindst lige så optagne af museet og alle de gamle ting, så det er blevet nogle lange besøg for de frysende forældre, der venter udenfor.
I år kom vi endelig i hus med første halvdel af renoveringen af Museumspladsen. Den er blevet en fryd for øjet og høster megen ros. Så en stor tak til Rasmus Brinch og hans dygtige brolæggerhold. Og også megen tak til Inger og Jørgen Nygaard-Larsens Fond for donationen og ikke mindst deres tålmodighed. Vi har meget længe haft fondens midler til at ligge og vente. Vi drømmer dog stadig om at bilerne bliver flyttet et andet sted hen, så pladsen kan blive indtaget af mennesker.
I efteråret søsatte vi et lille projekt, som skal fortælle museumsbygningens historie. Gæsterne spørger ofte til bygningens alder og byggestil. Vi håber, at vi kan vise projektet frem til påske, når vi åbner igen.
Badevognen har vi igen i år fået lov til at vinterparkere hos Fanø Træ. Det er vi meget taknemmelige for.
Vi har stadig en dygtig og trofast stab af kustoder, som sidder der, når alle vi andre nyder sommerlivet. Vores beskedne tak til dem er en årlig tur og med lidt godt til ganen. I år gik turen til Frellomuseet i Varde.
Vores bog om fanøkvinden er næsten udsolgt! Hvis nogen vil nå at sikre sig et eksemplar, kan de henvende sig til formanden.
Fanø Museum lever og trives stadig, fordi så mange støtter museet. Så vi vil her udtrykke en stor tak til både fonde og private donorer og ikke mindst vores trofaste medlemsskare. Fanø Kommune skal også have tak for det årlige driftstilskud. Det er af væsentlig betydning for museet at være støttet af Fanø Kommune.
Bestyrelsen for Fanø Museum
Else-Marie Gejl Christensen