Lauridsen-byggeriet på Nørby Pedersens Toft er i tegl, hvilket glæder de naboer i området, vi talte med.
På Nørby Pedersens Toft er Murerfirmaet Lauridsen ved at lægge sidste hånd på seks nye udlejningsboliger, kun to er tilbage. 10 er ledige i Haralds Have
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
BOLIGER – To større udlejningsbyggerier er i gang på Fanø, som vi tidligere har nævnt, dels Haralds Have med 20 boliger på 89 kvadratmeter i træ og zink og dels seks boliger på Nørby Pedersen Toft i traditionelle teglmaterialer. Her er der to størrelser i de tre dobbelthuse, 89 og 120 kvadratmeter.
Etape 2 er på vej
De sidstnævnte boliger på Nørby Pedersens Toft, der senere skal suppleres med seks flere i en etape 2, opføres af Murerfirmaet Lauridsen A/S i Årre og udlejes af ejendomsselskabet Lauridsen ApS.
Indehaveren, murermester Benjamin Lauridsen, fortæller, at udlejningen skrider fremad som ventet:
”Jeg synes, interessen er fin. Folk er lidt forsigtige, de vil gerne have solgt deres huse først, men der er kun to ledige tilbage nu, ét på 89 og ét på 120 kvadratmeter, og vi har venteliste, så vi går snart i gang med etape 2.”
Huslejen er 9.450 kroner om måneden for lejemålene på 89 kvadratmeter og 9.995 kroner om måneden for de store på 120 kvadratmeter, som er velegnede for par, oplyser han.
”Så ja, man kan godt sige, man får mere for pengene i de store. Der er jo det samme køkken i dem begge, derfor er prisforskellen ikke så stor. Men på grund af reglerne for boligsikring for par har vi lagt huslejen der,” fortæller han.
Carport er en mulighed
Det er muligt få carport, hvis to naboer kan blive enige. Carporten skal nemlig af pladshensyn og af økonomiske grunde opføres mellem deres to boliger. Merudgiften lægges på huslejen. Der er ikke indhentet tilbud fra tømreren endnu, så hvad det vil koste i ekstra husleje, kan han ikke sige endnu.
”Vi havde egentlig planlagt carporte, men kommunen frarådede det. Mange på Fanø cykler eller har bilen stående på Esbjerg havn, fik vi at vide,” tilføjer han.
Næste etape er nok klar i maj eller juni 2026, skyder han på. Han håber og tror på, at de lander på samme udgift og samme husleje.
Fælles orangeri
”Der opføres i øvrigt et fælles orangeri, som en del af etape 2, for at styrke fællesskabet i ejendommene,” fortæller han.
At han gik i gang med projektet, skyldtes et tip fra en person i hans netværk. Og da grundprisen var rimelig – det er jo ikke en sommerhusgrund – slog han til.
Haralds Have-byggeriet
I Haralds Have bag Haralds Toft 2 opføres der 20 boliger á 89 kvadratmeter, og 10 er udlejet, fortæller direktør Helle Bejstrup Bjerregaard fra Fanø Byg ApS, der har fire ejere.
”Udlejningen går støt og roligt fremad. 10 er udlejet, men mange på ventelisten vil godt se en prøvebolig først. Og det kan de komme til fredag den 12. september. Da står en prøvebolig klar. Indflytning vil ske 1. november,” fortæller hun.
Huslejen vil være differentieret, da det er forskelligt, hvor meget terrasse og have, der er om de forskellige lejemål. Den vil være fra 8800-9150 kroner om måneden. Hjemmesiden er i skrivende stund nede, men prøv haraldshave.dk, når dette læses.
På borger.dk kan man udregne boligsikring og boligtilskud. Der gives større tilskud til folkepensionister end til erhvervsaktive, så sæt alderen korrekt.
Tekst og foto: Finn Arne Hansen
