Ungdomsbo gør comeback på Storetoft

Illustr.: Ingeniørværket

BOLIGER – Boligmanglen på Fanø er nu på vej til at få en hjælpende hånd fra Ungdomsbo med 16 nye rækkehuse på Storetoft, hvor der også kan være endnu flere boliger på vej.

Ungdomsbo fik ellers sidste år et hørligt rap over fingrene fra kommunen, efter at selskabet måtte aflyse sit projekt i samme område på Storetoft, fordi budgettet stak af på grund af høje håndværkerpriser. Forløbet fik daværende borgmester Erik Nørreby til at kalde det ’uprofessionelt arbejde’ af Ungdomsbo, som han mente havde for dårlig føling med markedet.

Men nu er Ungdomsbo klar til at prøve igen med 16 nye almene boliger i et projekt, der er ændret lidt. Tidligere skulle boligerne ligge to og to, men nu drejer det sig om rækkehuse, der primært er tiltænkt børnefamilier og i næste række seniorer.

Og denne gang er der styr på budgetterne.

”Vi har fået priserne ind, så der skulle ikke komme flere overraskelser. Der er rigtig god søgning til projektet, så det er også derfor, at vi er blevet ved med at arbejde på en løsning. Vi var lidt irriterede over de priser, vi fik sidste gang,” erkender direktør Peter Sandager fra Ungdomsbo.

Måske flere på vej

De 16 nye rækkehuse placeres i den vestlige ende af området over mod Haraldstoft, men med indkørsel fra Storetoft. Der er plads til flere boliger i området, og det ser Ungdomsbo også positivt på.

 

”Det er jo jeres politikere, der skal beslutte det. Vi er i hvert fald klar til bygge flere, hvis det skal være, og efterspørgslen er der, så det ser interessant ud. Der er plads nok, og en afdeling er jo altid stærkere, jo flere man er om at betale de fælles udgifter,” påpeger Peter Sandager.

”Det ser også ud til, at det kan bære en portion boliger mere – måske med lidt mere varierede størrelser, så der både er til børnefamilier og seniorer, men også til enlige.”

Ungdomsbos tanke er, at man i den første pulje af boliger kan vælge mellem et ekstra værelse eller en større stue, og haven kan være lukket eller åben. Der arbejdes også med tanker om at gøre det mere fleksibelt for fremtidige lejere, så det ikke kun er de første, der har valget.

Fleksibel indretning

”Der er ikke endelig afgjort noget, men det forventer vi at indarbejde i det. Vi går op i, at der er noget elastik til fremtidige ændringer. Vi synes, det er en spændende proces at komme i lejerne i møde nu i stedet for bagefter,” siger Peter Sandager.

De 16 nye huse bliver på knap 104 kvm i ét plan, og byggeriet skal gå i gang midt på året med færdiggørelse primo 2019. Ifølge ansøgningen fra Ungdomsbos rådgiver, Kuben Management, er den månedlige husleje beregnet til 7.646 kr. plus forbrug.  Indskuddet bliver på knap 41.000 kr. for de nye rækkehuse med tre værelser – eller måske to værelser og en større stue.

 

Top