Trafikmillioner skal bruges nu

Erik Nørreby (V) fik en bunden opgave: Brug 13,2 mio. kr. på færgefart på to måneder

Hent hele artiklen som PDF her

TURISME – Aldrig tidligere har viceborgmester Erik Nørreby (V) prøvet at råde over 13,2 millioner kroner, som skulle ’brændes af, på højest to måneder. Men det har han prøvet nu. Det skyldes at han som fungerende borgmester i midten af juli sammen med turistchefen og kommunaldirektøren skulle tage stilling til, hvordan et ekstraordinært statstilskud skulle bruges.
Det blev til den rabatordning, vi har nu og frem til 30. september. Fra 10. august har bilister kunnet købe en returbillet til Fanø for sølle 50 kroner. Gående og cyklister kan desuden fortsætte med at komme gratis over. Det har fra dag ét skabt lange bilkøer i Esbjerg, og da vi har hedebølge, har det skabt en livlig strandturisme. Om det også gavner erhvervslivet, er det store håb. For pengene for ordningen, 13,2 millioner, kan ikke spredes over resten af året.
”Jeg får pludselig at vide, at der er en sommerpakke. Og Molslinjen kom hurtigt med et forslag om, at man skulle give en ukendt rabat, og så fik man pengene tilbage i oktober. Men den troede jeg ikke på, og da vi selv bestemmer, hvordan færgetilskud skal bruges, gik jeg sammen med turistchefen og kommunaldirektøren hurtigt i gang med at se på overfartstallene for samme periode 2019 og regne på tingene,” fortæller han.

Fanø får 26,4 procent
”Det er mange penge. Vi får 26,4 procent af det, som 53 danske småøer skal dele. Det var nærmest bibelsk: Den har der, skal mere gives. Vi var vildt overraskede. Generelt får vi 24 millioner kroner til takstnedsættelser for et helt år, så 13,2 millioner er meget. Og de skal bruges på to måneder. De må ikke gemmes eller overføres,” tilføjer han.
”Vi valgte først og fremmest, at taksterne skulle nedsættes den 10. august, for de skulle de alligevel ifølge sejlplanen. Det ville være fjollet at ændre den 1. august, da der ikke var kapacitet på færgen, og da vi så skulle ændre taksterne to gange på kort tid. Og så valgte vi at sætte biltaksten til 50 kroner. Vi forventer, at det vil øge trafikken med 20 til 30 procent, og vi forventer at bruge 55 procent af pengene. Ærø har sat deres biltakst til fem kroner, men vi kommer til at betale selv, hvis vi overskrider de 13,2 millioner, så det gør vi ikke,” fortæller Erik Nørreby videre.

Får testet landevejsprincippet
Der er også en anden grund til at lande på 50 kroner:
”På den måde kan vi få afprøvet landevejsprincippet. For det er cirka det beløb, man skulle betale, hvis vi havde landevejsprincippet, et grundbeløb på 20 kroner og så statens takst på 3,52 kroner per kilometer. Alle partier i Folketinget går jo inde for landevejsprincippet, men sjovt nok kan de aldrig lige finde pengene til det,” smiler han, mens vi ser de første dagsturister i biler rulle fra borde på havnen.
”Så nu kan vi få testet det, og bagefter kan vi så bruge det som evaluering,” tilføjer han.
Han er godt klar over, at nogle af hans politiske kolleger vil tage sagen om hans borgmesterbeslutning op på byrådsmødet den 17. august, men det tager han ganske roligt.
”De kan de jo gøre, men sommerpakken skal jo rulles ud, og jeg måtte som fungerende borgmester tage en beslutning på to dage. Og vi løber ingen risiko ved det,” slutter han.

Rabatordningen

1. august – 30. september: Handicap-rejsende, gående, gående pendlere, cyklister, knallerter og motorcykler rejser gratis
10. august – 30. september: Alle biler, Ø-kort, Grundejer/Fastliggere, autocampere og campingvogne rejser til 50 kroner.
Erhvervsrejser og godstransporter er ikke omfattet
Man kan se mere på fanoelinjen.dk/sommerpakke

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Relaterede artikler

Top