Taxigeneralen tabte sit hjerte til Fanø

Kirsten Poulsen, formand for Ældre Sagen på Fanø, har været ude med riven som general for det store taxislag. To gange har hun samlet hele Fanø til borgermøder om privat taxikørsel. Men hvem er hun? 

Hent hele artiklen som PDF-fil

PROFILEN Da vi skulle finde en profil til midtersiderne denne gang, var valget let. Kirsten Poulsen, der netop har rundet de første 19 år som formand for Ældre Sagen på Fanø, er takket være sin rolle som taxigeneral i det store slag for at få privat taxikørsel tilbage på Fanø, ikke til at komme uden om.

Hun har for alvor været ude med riven efter de politikere, der modarbejder en lokal taxiløsning, og to gange har Ældre Sagen samlet flere end 150 mennesker til to borgermøder for at påvirke byrådet, senest i februar. Og så skal man ikke glemme hendes rolle som formand for øens største forening med 1.045 medlemmer, næsten en tredjedel af øens befolkning. 20 nye er kommet til, siden taxisagen startede, i øvrigt. Som parti ville det give cirka fire mandater i byrådet!

Kirsten Poulsen blev født på Frederiksberg og voksede op i København, datter af civilingeniør Arthur Bahl og Dorthea Marie Bahl, født Svarrer. Moderen gik altid under navnet Didden, og det er det navn, der står på hendes gravsten på Vestre Kirkegård i Nordby – ”den ny kirkegård”, som Kirsten Poulsen kalder den. Diddens familie var fra Fanø, og det kom til at få en afgørende betydning for Kirsten Poulsen, der har sit efternavn efter sin mand. For det gav hendes fra barnsben tætte bånd til øen.

Sommerbesøg

”Vi boede jo i København, men hver sommer, hun kunne, lejede min mormor, Ane Jørgiane Svarrer, sig ind hos en kusine i Nordby. Ane var gift med Julius Svarrer, der blandt andet byggede møllen i Sønderho. Og jeg og min mor var med. I besættelsestiden kunne vi desværre ikke komme afsted, da tyskerne forlangte passérseddel for at komme over Storebælt”, fortæller Kirsten Poulsen.

Da Jørgiane, også kaldet tante Jane, var gået bort, havde hun sat et kraftigt aftryk på øen, idet hun havde givet et større beløb til missionshuset. For det fik hun et takkebrev fra borgmesteren.

Som barn oplevede Kirsten besættelsen i København som en alvorlig tid. Og en tid, hvor familien ikke så meget til faderen. Han fik nemlig i 1942 et job som direktør for Jyske Skærvefabrikker i Aarhus og måtte flytte derover uden familien.

”En onkel var med i modstandsbevægelsen og endte i Neuengamme, og min storebror deltog også sammen med nogle af sine gymnasiekammerater på Efterslægtens Gymnasium. Midt i eksamenstiden i 1945 sad de med maskinpistoler inde i klassen! Og en anden dag, da tyskerne kom, fordi de havde fået nys om noget, sørgede rektor for at gemme to eftersøgte elever nede i kulbunken i kælderen. Rektor sagde, de ikke var mødt op, og tyskerne måtte gå med uforrettet sag”, fortæller hun.

Efter befrielsen blev familien samlet i Aarhus. Da havde Kirsten Poulsens far købt hus i Højberg. Her tog hun en realeksamen. Hun begyndte også at spille klarinet i Det Danske Spejderkorps Aarhus-divisions symfoniorkester og lærte på den måde en gruppe østrigske spejdere at kende.

Første pige

I 1954 var hun sammen med sin mor Didden på Fanø for at besøge Diddens kusine Christine Martensen, hvilket fik en afgørende betydning for Kirsten Poulsens videre liv.

”Hendes mand, Christian, kunne fortælle, at der i radioklassen på Fanø Navigationsskole gik en pige! Hun var den første nogensinde på en dansk navigationsskole. Det var spændende, syntes jeg. Og det med det maritime var jo slet ikke fremmed for mig, jeg havde mange mandlige familiemedlemmer, der var stået til søs. Min onkel var for eksempel skipper i Mærsk”, fortæller hun.

Efter et år som au pair i Østrig, hvor Kirsten Poulsen fik lært tysk på højt niveau, kom hun i 1955 hjem, flyttede til Fanø og begyndte i radioklassen på navigationsskolen. De var tre piger, de tre eneste på hele skolen.

”Når navigationsskolebestyrer Arne Eskesen af pressen blev spurgt om, hvor mange, der gik på skolen, sagde han, at 97 mand og tre damer var lig med 100 mand”, griner hun.

På skolen mødte hun Poul Juhl Poulsen fra Hadsund, der var på vej til at blive styrmand. De flyttede samen i hendes lejlighed på Strandvejen. Det var dengang, der ikke var husnumre på Fanø. De kom først i 1970’erne. De blev gift i Aarhus i 1956, og samme år kom datteren Lisbeth til verden. I 1960 måtte de flytte til Esbjerg, fordi Poul havde fået arbejde hos Statens Vandbygningsvæsen, der byggede og vedligeholdt statshavne.

”Min morfar havde mange år tidligere haft samme stilling, og da ombord på førstedagen fandt ud af det, var Poul straks accepteret”, smiler Kirsten Poulsen.

Flytningen fra Fanø husker hun som en sørgelig dag:

”Både Lisbeth og jeg græd, da vi forlod Fanø”, fortæller hun.

Senere kom datteren Tone og sønnen Erik til. Og da Kirsten Poulsen i midten af 1960’erne begyndte at få lidt luft i sit skema som husmor, begyndte hun som Karolinepige for Landbrugets Afsætningsudvalg i fødevarekiosken på Englandskajen i Esbjerg.


Kirsten Poulsen i gang med sit Fanø-forklæde nummer 15.

Slag i slag

Og så gik det slag i slag for den ihærdige pige fra København. Hun begyndte at arbejde ulønnet i to år for Minor Andersen i World Tourist i Esbjerg, så var hun 12 år på FDMs Rejsebureau i Esbjerg, dernæst DIS Rejser og så sektionsleder med eget IATA-agentur hos DFDS Rejsebureau med adgang til de årlige nytårskure på Dana Anglia.

”Det var ikke alle officererne, der kunne kapere, at en kvinde havde den post”, husker hun tydeligt.

I 1987 dør hendes mand Poul som 52-årig.

”Vi var på vej med færgen fra Fanø til Esbjerg, og så var han pludselig bevidstløs. Da vi kom over på den anden side, var han borte”, fortæller hun.

I 1989 flyttede Kirsten Poulsen tilbage til Fanø og købte det hus overfor rådhuset, hvor hun bor i dag. Hun blev hurtigt accepteret, hun behøvede blot at fortælle, hun var Jørgiane Ane Svarrers barnebarn.

”Fanø har altid været hjem for mig. Når jeg er på vej med færgen, føler jeg, at jeg er på vej hjem”, fortæller hun.

Kirsten Poulsen bor i et dejligt, stråtækt hus overfor rådhuset i Nordby.

Hun fortsatte sin erhvervskarriere, først som receptionschef på Fanø Badeland, så efter nogle måneder som hotelchef på Hotel Højen Gran i Skagen, fordi koncernen manglede en ledertype som hende deroppe. Det tog tre år med bopæl både på hotellet og på Fanø at få rettet skuden op, men så kunne hun vende tilbage. Denne gang var det til et lederjob på Danland ved Fanø Bad. Da stedet skulle udstykkes i ejerlejligheder, benyttede Kirsten Poulsen sig af muligheden for at gå på efterløn i 1997. Hun blev med det samme i 1998 kapret til Ældre Sagen og har siden marts 2000 været dens formand. I den periode er der sket en betydelig vækst i medlemstallet. Og siden har Ældre Sagen fyldt hendes liv. Og på det seneste altså taxisagen. Hun har ikke giftet sig igen.

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Fem hurtige til Kirsten Poulsen

 ”Hvor ville du rejse hen, hvis penge ikke var noget problem?”

”Jeg har været i mange dele af verden, og de steder, jeg ikke har set og gerne ville se, som for eksempel Titicaca-søen, har jeg ikke kræfterne til at besøge. Nej, jeg ville tage til skønne Salzburg og besøge Walter, den sidste af mine gamle spejdervenner. Han bliver i øvrigt 85 år i dag, så jeg skal huske at sende ham en hilsen”.

”Hvem er din yndlingsforfatter lige nu?”

”Det er nok Tom Buk Swienty. Han er god! Og jeg er meget historisk interesseret.”

”Nu endte du jo som rejsebureauleder og hotelchef, men hvad drømte du om at blive som ung?”

”Det aner jeg ikke. Jeg er godt tilfreds med det jeg har lavet. Ikke to dage har været ens. Men jeg kan huske, at min klasselærer ville have, jeg skulle være journalist, fordi han syntes, jeg skrev godt.”

”Hvad vil du gøre, når den første taxi begynder at køre fast på Fanø?”

”Jeg vil foranstalte en festlig ankomst – og forsøge at lave en aftale med en lokal vognmand!”

”Hvor har du din stædighed fra?”

”Fra min far! Han var et utroligt velbegavet menneske, et multitalent. Han kunne bygge huse, udføre installationsarbejde, lave festmiddage, sy damekjoler og brodere. Han gik på skrædderkursus på sine gamle dage. Jeg har aldrig se ham stå overfor noget, han ikke kunne. Han sagde også tit, at man aldrig skulle betale nogen for noget, man selv kan. Det kunne godt være en belastning for min mor, for vi kunne ikke ringe til en håndværker, når der skulle laves noget. Vi måtte pænt vente, til han havde tid.”

 

 

 

 

 

 

Relaterede artikler

Top