SuperBrugsen er nu landsdelens største

2019 blev et fint år for Fanø Brugsforening. Overskuddet landede på 1,6 millioner kroner

HANDELSLIV – Fanø Brugsforening kom godt ud af 2019. Overskuddet blev på 1,6 millioner kroner mod kun 193.000 kroner året før. Omsætningen blev 146,2 millioner kroner, en stigning fra 139,3 millioner kroner i 2018. Og SuperBrugsen på Fanø er nu Syd- og Sønderjyllands største.

Formand Hans Mathiasen på talerstolen. Foran ham ses brugsuddeler Bent Kruse Madsen.

Formand Hans Mathiasen på talerstolen. Foran ham ses brugsuddeler Bent Kruse Madsen.

Det viser den beretning, som formand Hans Mathiasen aflagde torsdag aften i Fanø Hallen for cirka 270 medlemmer – hvis alt er gået efter planen. Årsmødet lå efter Fanø Postens deadline, så denne artikel bygger kun på hans skrevne præsentation.
Alle forretningsenheder undtagen OK-tanken gik frem i 2019.
Tankstationens salg lå stabilt på 11 millioner kroner i omsætning i både 2018 og 2019.
SuperBrugsen i Nordby solgte for 114,2 millioner kroner mod 108,4 året før.
Dagli’brugsen i Sønderho steg fra 15,5 til 16,2 millioner kroner fra 2018 til 2019 og var i ugerne 28 til 31 den fjerdestørste butik af sin slags i Syd- og Sønderjylland plus Fyn.

SuperBrugsen havde en fremgang på knap fem procent fra 2018 til 2019.

SuperBrugsen havde en fremgang på knap fem procent fra 2018 til 2019. Den solgte for 114,2 millioner kroner.

Fanø Blomster havde procentvis den største stigning, idet folk købte blomster, planter og gaver for 4,8 millioner kroner mod 4,3 året før, lig med 11,6 procent mere. Snakken om at lukke Fanø Blomster kan her have spillet ind og fået folk til at købe mere der.
Der er 2773 medlemmer i Fanø Brugsforening, en fremgang på 133. I Sønderho er der 344, hvoraf 325 er med i Coop Plus. Der er 148 med Coop-app’en.
I Nordby er 2429 medlemmer tilknyttet butikken. 2304 er med i Coop Plus, og 1280 bruger Coop-app’en.
Udgifter og udfordringer har der selvfølgelig også været. Igen har der været en stor stigning på koncern- og it-udgifter, nemlig 468.000 kroner, som skulle afleveres til Coop.
Vejen tørvarelager lukkede i 2019, det gav store leveringsproblemer. Der blev etableret en Clever-ladestation til elbiler til en udgift på 50.000 kroner, og der blev investeret 110.000 kroner i nyt komfur og ovn til slagterafdelingen samt 60.000 kroner til at få malet bygningen i Sønderho.

Mest medvind
Medvind var der heldigvis mest af, bemærker formanden. Der var en flot omsætningsfremgang i butikkerne, medarbejderne var dygtige og engagerede, sommeren gav godt, Spar-butikken var lukket i en måneds tid, og så var der en fantastisk opbakning fra medlemmerne.
Fanø Brugsforening var meget aktiv. I Nordby havde vinklubben seks smagninger i 2019, heraf to ’winemakers dinner’ afholdt på lokale restauranter. Der var vinfestival i uge 28 foran butikken. Vinbaren på Fanø Vesterland blev drevet af SuperBrugsen, og uge 42 var der græskarsjov foran butikken.
Der er også uddelt gratis reflekser til ved færgen og Fanø Skole
I Sønderho var der medlemsaften med vinsmagning, mens Fanø Blomster deltog i Late Night og Juleøen Fanø, hvor der solgtes juletræer og blev uddelt gratis gløgg og æbleskiver. Åbent hus med nyheder op til jul var der også.
Foodlab blev igen afholdt på skovlegepladsen i samarbejde med Marco Brodde, og der var tre fællesspisninger i SuperBrugsens stuvende fulde mødelokale. Fællesspisningerne genoptages, så snart det kan afholdes forsvarligt.

Sponsorgaver for 200.000 kroner
Brugsforeningen og OKs sponsorpulje var en flittige til at dele penge ud på øen og uddelte cirka 200.000 kroner. Markedsføring Fanø fik 50.000 kroner. Badmintonklubben, gymnastikforeningen, golfklubben og Fanø Boldklub fik 5.000 kroner hver. Der blev købt aktier i Martha af Sønderho for 10.000 kroner, Fanø Hallen fik 10.000, Natteravnene fik 3.500, Everten Rebecca 7.000 og Skovlegepladsen 22.486 kroner.
Fanø-musikken og Fanø-ballet fik varer for henholdsvis 3.000 og 2500 kroner, Late Night-toget kostede 5000 kroner og derudover blev der givet støtte til en afslutningsmatch i Fanø Golfklub, ferniseringer på Fanø Kunstmuseum, Fanø Sommercup, Fanø Vesterland i form af gratis husleje samt mange mindre sponsorater til festivaler, arrangementer, klubber, strandrensning.

Tilføjet efter generalforsamlingen, der reelt havde cirka 165 deltagere:

Kampvalg
Fem kandidater kæmpede på generalforsamlingen om tre pladser i bestyrelsen. Valgt blev Lene Gorzelak (genvalg), Mille René Larsen (nyvalg) og Torben Tobiasen (nyvalg). De to andre kandidater var tidligere bestyrelsesmedlem Niels Hvid og nu tidligere næstformand Bjarne Frøslee Ibsen.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Relaterede artikler

Top