Østersfestival vil sætte ny standard

FESTIVAL – Der bliver østers i lange baner, når Foreningen Fanø Østersfestival i efterårsferien for tredje år i træk afholder Østersfestival. Festivalen har udviklet sig til lidt af et trækplaster for øen, og i år er det meningen, at alle rammer skal sprænges.

”Det bliver helt vildt i år. Vi har den traditionelle kokkekonkurrence, men på et endnu højere niveau. I år vil man både kunne opleve østerskonkurrence i det salte og søde køkken,” siger Lindy Kjøller, formand for festivalen, og nævner, at man især er stolt af at kunne præsentere tv-kokken Mette Blomsterberg som dommer i det søde køkken.

10.000 østers åbnes

I år regner festivalen med at åbne omkring 10.000 østers – og hvis man ikke er så vild med østers, så bør man alligevel lægge turen forbi festivalen.

”Der vil være champagne- og vinbar og smagsprøver af rigtig mange andre ting,” siger Lindy Kjøller.

Lige nu sponserer Færgen cirka 75 pct. af festivalen. Det har gennem årene været med til at lære festivalen at kravle – nu er det dog snart tid for festivalen at stå på egne ben.

”Vores ambition er, at det bliver lokalforankret, og at festivalen kan overleve uden Færgen. Vi opfordrer derfor til, at folk melder sig ind i foreningen og være med til at sikre, at festivalen overlever i mange år endnu,” siger Lindy Kjøller.

Top