Nu er vi 3.426 fannikker

Helen Dörte Mähler med datteren Maya Fenja og hunden Karmel.

Helen Dörte Mähler med datteren Maya Fenja og hunden Karmel.

BEFOLKNINGSTAL – Det går stadig godt med befolkningstallet på Fanø. Pr. 31. december 2018 var der registreret 3.426 indbyggere, oplyser kommunaldirektør Vibeke Kinch. I 2017 var der ifølge de officielle nøgletal 3.401 indbyggere, med andre ord en fremgang på 25 eller 0,74 procent. Ser man helt tilbage på 2013, var der 3.264. Så er fremgangen siden da på hele 5 procent.

”Og i januar har vi her på rådhuset haft syv henvendelser fra børnefamilier, der overvejer at flytte til Fanø”, fortæller hun.

Det er særligt børnefamilier, der søger til Fanø, og det giver pres på især Bakskuld i Sønderho, der netop har fejret sin 20-års fødselsdag. Der er 18 børn, og to mere er sandsynligvis på vej.

Det blev fejret på byrådsmødet den 21. januar. Her skulle Johan Brink Jensen (S) vælge en sang, men i stedet for det havde han netop i den anledning inviteret Gertrud og Marie Louise Exner fra Sønderho til at synge to vintersange.

Fanø Posten drog dagen efter til Sønderho for at opsnuse en af de mange tilflytterfamilier og var så heldig at møde Helen Dörte Mähler med datteren Maya Fenja og hunden Karmel foran Bakskuld.

”Vi flyttede hertil fra Hamborg, fordi jeg har holdt ferie her på 30 år og blev meget glad for Fanø”, fortæller hun, inden hun går indenfor for at aflevere datteren Maya Fenja. Hun har gået i Bakskuld, fra hun var et halvt år for at lære dansk hurtigt.

 

 

 

Relaterede artikler

Top