Lillian og Leos nyder deres unikke grund

På Tovtvej 17 ligger Fanøs smukkeste sommerhusgrund. Det siger skorstensfejeren da. Vi måtte ud for at tjekke det

Hent hele artiklen som PDF

IDYL – Vi kan lige så godt advare journalister og andre med nyheder og drama i blodet: Dette er en ikke-historie, som vi siger i journalistfaget. Der er ikke noget nyt, ikke nogen skandaler, ikke nogen kendisser og absolut ikke noget som helst politik i de følgende linjer. Men når Søren Ryge kan på fjernsyn, så kan Fanø Posten vel også på skrift. Bare fortælle en historie om nogle lykkelige mennesker, stille og roligt.

Skorstensfejerens dom

Lillian og Leo Truelsen på broen, der går over søens smalleste sted.

Lillian og Leo Truelsen på broen, der går over søens smalleste sted.

I dette tilfælde er det om Lillian og Leo Tuelsen på henholdsvis 79 og 80 år, der i 19 år har boet på Tovtvej 17. Det er et sommerhus, men de har kunnet gøre det på grund af pensionistreglen. Og de har Fanøs skønneste sommerhusgrund.
”Det siger skorstensfejeren. Og han har jo set dem alle oppefra,” smiler Leo Truelsen, som dukker op, da den halvgamle redaktør har brugt den solide messingklokke på væggen for at annoncere sin ankomst. Egentlig er redaktøren lige så forstokket som sine kolleger og er ikke til ikke-historier – men Leos overtalelsesevner var store, vejret var skønt, og nysgerrigheden var stor.

Egen sø med egen ø

Leo Truelsen kan aldrig blive træt af at nyde synet fra broen over den lille sø.

Leo Truelsen kan aldrig blive træt af at nyde synet over den lille sø.

Og når man går rundt om hjørnet, forstår man Leo og Lillians lykke. En skøn sø med en ø i midten slynger sig rundt på deres grund, og i huset bag øen på søen er deres udlejningssommerhus, skråt over for deres eget, der er stort nok til at rumme de to børn og deres fire børnebørn også.
Nabohuset er lige nu lejet ud til at tysk par, der har besøgt Fanø 45 gange! En bro fører derover, og under den buede bro, som er bygget af tømrermester Paaskesen fra redaktørens fødeby Skanderborg, løber vandet videre til den anden halvdel af søen.
Den gode kaffe, kransekagen, småkagerne og de blå druer af egen avl er på bordet. Og de fortæller, at de er fra Hjerting, og at Leo var speditør på DFDS-bådene til England og Island. De flyttede hertil, da de gik på efterløn. De købte den store grund i 1968 og byggede første gang i 1972, sidste gang i 2001.
”Den gang var der frit udsyn helt ned til plantagen. Der var bare ingenting, det var fantastisk,” fortæller Lillian, der er uddannet klinikassistent, men som har arbejdet i forretning det meste af sit liv.

Træer og buske gav læ

I baggrunden ses deres udlejningssommerhus, som ofte lejes af samme tyske familie.

I baggrunden ses deres udlejningssommerhus, som ofte lejes af samme tyske familie.

De fik plantet træer og buske for at få læ, der kom masser af andre sommerhuse, og halvøen ude i søen blev til en rigtig ø med hjælp fra entreprenør Brinch, fortæller Leo. I dag må de intet gøre med søen uden at spørge kommunen. Søen eksisterer i øvrigt kun på grund af grundvand og regnvand.
Deres vinkelsommerhus er siden 1972 blevet udvidet i flere omgange, og nu er det på 154 kvadratmeter, hvis man tæller to disponible rum med. Naturen har i mellemtiden krævet sin adgang til søen. Især fuglene er glade for stedet. De har talt 53 forskellige fuglearter, deriblandt mange trækfugle, fiskehejren og isfuglen.
”De er de smukkeste med deres stærke blå farve. De er fantastiske at se på, når de kommer om eftermiddagen og suser rundt om øen,” siger Leo.

Drama og mord i søen
Men der opstår også dramaer, for eksempel plyndring af reder. Og mord:
”En krageunge sad på en kvist, som pludselig knækkede, så den røg i vandet. To blishøns kastede sig over den og druknede den,” fortæller Lillian, der især ikke bryder sig om at se helt små ællinger blive hapset af rovfugle.
Også når det er efterår, vinter og forår har de glæde af søen. Stuen er indrettet med et stort hjørnevindue ud mod den.
”Hver morgen sidder jeg og læser avis i tre timer og ser ud,” fortæller Leo, inden redaktøren vender snuden hjemad.
Det må være den skønneste måde at nyde sin pensionisttilværelse på, er der en stemme, der siger inde i hovedet.

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Tags

Relaterede artikler

Top