Leder: Økonomien skal løftes samlet

LEDER – Økonomien på Fanø skal have en opstrammer. Hvis forholdet mellem kommunens indtægter og udgifter fik lov til at køre uberørt videre, så ville vores lille kommune ikke overleve i særligt mange år.

Der er en række fordele ved at være en lille kommune. Vi kan hurtigt igangsætte gode idéer og initiativer. Bureaukratiet i kommunen er ikke lige så massivt som på den anden side af vandet, hvor det kan tage lang tid at få gennemført små ting.

At være en lille, adræt kommune har sine fordele, men også sine ulemper. Der er i al sin enkelthed færre til at betale for gildet. Faste og naturlige udgifter som forbedringer af veje og cykelstier, løn til personale og den slags.

Oven i det er der en række ting, der gør, at udgifterne i kommunen stiger. Det er i omegnen af fem millioner kroner, som kommunen skal ud at finde. Det skyldes blandt andet en national udligningsreform, hvor de stærke kommuner skal give til de svagere stillede.

Borgmesteren er ikke interesseret i, at de ekstra penge skal hentes ved at forringe den offentlige sektor, hvilket også ville være et brud på konstitueringsaftalen. Til gengæld lægger hun op til, at man skruer op for forældrebetalingen på dagplejetilbud. Der kan man være nervøs for, om det er den rette vej at gå i forhold til fortsat at kunne tiltrække børnefamilier.

I forrige udgave af Fanø Posten langede vi ud efter samarbejdsklimaet i byrådet, hvilket bar præg af mistillid og personligt fnidder. Der havde desværre sneget sig en enkelt fejl og et par sproglige skævheder ind i artiklen, som derfor rettes her på siden. Vi beklager unøjagtigheden.

Det tyder dog på, at byrådet har begravet stridsøksen under budgetforhandlingerne for de næste år. Så må vi se, om det bliver med et samlet byråd i ryggen, at Sofie Valbjørn på et snarligt borgermøde præsenterer det ændringsforslag, byrådet forhåbentlig er blevet enige om.

For der er ingen tvivl om, at et samlet byråd er bedst for Fanø. Også når det handler om at løfte økonomien.

Tags

Relaterede artikler

Top