Kristine Kaas Krog bliver ny borgmester på Fanø

Kristine Kaas Krog fra Fanø Lokalliste bliver ny borgmester på Fanø fra årsskiftet. På posten afløser hun Venstres Erik Nørreby.

Konservative Christian Lorenzen bliver ny viceborgmester og samtidig formand for det kommunale udvalg for Energi, Natur og Teknik

VALG – Kristine Kaas Krog fra Fanø Lokalliste bliver ny borgmester på Fanø fra årsskiftet. Sådan er brikkerne faldet på plads efter tirsdagens kommunalvalg. Listen kan, sammen med Det Konservative Folkeparti, SF og Alternativet, mønstre et flertal på seks mandater i det 11 mand/kvinde store byråd i Danmarks næstmindste kommune, og er netop blevet enige om en konstitueringsaftale.

Med aftalen bliver Christian Lorenzen fra Det Konservative Folkeparti ny viceborgmester. Han skal samtidig overtage posten som formand for det kommunale udvalg for Energi, Natur og Teknik, mens Karen Jeppesen fra Socialistisk Folkeparti bliver ny formand for Børne- og Kulturudvalget.

Hvem der bliver formand for det kommunale Social- og Sundhedsudvalg er endnu ikke oplyst. Heller ikke sammensætningen af det magtfulde Økonomi- og Planudvalg er endeligt på plads.

”Vi arbejder fortsat med konstitueringsaftalen under overskriften ’En grønnere og mere bæredygtig udvikling for Fanø’, oplyser Kristine Kaas Krog.

Hun tilføjer, at konstitueringsgruppen desuden vil invitere de øvrige valgte lister og partier til et bredt samarbejde i den forestående byrådsperiode.

Efter valget går Kristine Kaas Krog og Fanø Lokalliste altså et mandat frem – til to, mens Venstre taber et og får tre pladser i det nye byråd. Alternativet får et enkelt lod på den politiske vægtskål, hvorimod Miljølisten må nøjes med det ene sæde i byrådssalen, der er en naturlig udløber af, at listen kun havde en kandidat med på stemmesedlen.

Valgets resultat

De valgte er Kristine Kaas Krog og Inger-Merete Engsted fra Fanø Lokalliste. Fra Det Konservative Folkeparti er det Christian Lorenzen og Frej Kofoed Petersen, mens Karen Jeppesen er valgt til endnu en periode for SF. Sofie Valbjørn bliver det nye ansigt i byrådet for Alternativet.

Venstre gik et mandat tilbage og må sige farvel til Emil Hoffmann Madsen, mens der er genvalg til Erik Nørreby, Marius Nielsen og Dennis Feldberg. Hos Socialdemokratiet er der genvalg til Johan Brink Jensen og hos Miljølisten fortsætter Niels Heinel. Her bliver det samtidig et farvel til Else Møller, der ikke ønskede at stille op til en ny periode.

Se alle fakta om kommunalvalget på Fanø HER

Top