Kommunale kup og kontroverser

Kommunalvalget på Fanø har efterladt sig to rekorder. Den ene er landets højeste valgdeltagelse, nemlig 85,7 procent mod 70,8 på landsplan. Den anden er landets længste konstitueringsperiode – og et forløb, der har været præget af uro og intriger samt sidst, men ikke mindst noget, der minder om et regulært kup i kampen om borgmesterkæden.

Den første rekord taler vist for sig selv. Vælgerne på Fanø vil det bedste for deres ø, dens udvikling og fremtid. De møder op, når der bliver kaldt, de stemmer som de finder bedst, og resultatet blev helt som ventet: Et kludetæppe – men dog et tæppe, vævet af et engagement, både politikere og borgere bør være stolte af.

Den anden rekord viser, at Fanø er noget for sig selv. Vælgerne fik ’moslet’ repræsentanter for syv politiske partier og lister ind i et byråd, hvor der kun er plads til 11. Sådan er demokratiets vilkår. Det er vælgernes valg – ikke politikernes, og spørgsmålet er derfor, om ikke også der er grund til at være en bare en lille smule stolt over det politiske engagement.

Magtspillet i de seneste uger har ikke været kønt – bestemt ikke, og nogen på sidelinjen har sikkert spurgt sig selv undervejs, om der da ikke var voksne til stede i Nationalparkens lille Andeby – men er det ikke netop politikernes opgave at give hinanden kamp til stregen, at sikre sig mest mulig magt og indflydelse, at kæmpe for sin sag…?

Jo, det er – men derfor kan det godt ske med værdighed. Vel er politik ikke for svage sjæle, og især ikke, når det gælder valget af en ny borgmester samt fordelingen af formands- og udvalgsposter. Alle kneb gælder, enhver er sig selv nærmest og det må tage den tid, det nu ta’r. Alligevel er det ikke først når rollerne er fordelt, at diplomatiets kunst og viljen til at finde hinanden i frugtbare samarbejder skal i spil. Det har vælgerne ikke bedt om. Derfor kan det være lidt svært at være stolt over begivenhederne i de seneste uger.

Om der så er voksne til stede i det nye byråd vil vise sig, når bølgerne har lagt sig. Snart falder jule- og nytårsklokkerne i slag. Det er tid til eftertænksomhed og selvransagelse. Det kan også være tid til at række hånden frem, i erkendelse af, at noget nok kunne være gjort bedre.

Rigtig glædelig jul og godt nytår!

Top