Havnelisten klar til opstillingsmøde

En helt ny og uprøvet ’spiller’ har som tidligere omtalt i Fanø Posten meldt sin ankomst til efterårets stormløb på de 11 stole i byrådssalen – kommunalvalget. Det er Havnelisten, der ikke har skyggen af mur- og nagelfaste mål for hverken børnehaver eller ændrepleje. Listens eneste mission er at fremme ’det maritime miljø’ på Fanø, herunder ikke mindst lystbådehavnen i Nordby.

”Og nu er tiden inde til at holde opstillingsmøde, så vi kan få sat navne på de kandidater, der skal repræsentere os,” oplyser en af initiativtagerne til den nye liste, John Nielsen, der også er formand for Fanø Sejlklub.

”Mødet finder sted den 19. september i vores klubhus, hvor alle er velkomne,” tilføjer formanden.

Han slår fast, at Havnelisten er skabt i protest mod den politiske nedprioritering, der efter initiativtagernes mening alt for længe har ramt lystbådehavnen og hele det maritime miljø på Fanø.

”Det vil vi ændre på. Vi er en flok mennesker, der slet ikke kan forestille os Fanø uden en attraktiv og velfungerende lystbådehavn, der ikke mindst appellerer til de sejlende turister og som er med til at skabe både liv, aktivitet og omsætning på hele øen,” forklarer John Nielsen.

”Samtidig mener vi, at de lokale politikere har svigtet deres pligt til at vedligeholde den havn, der er ejet af kommunen selv. Resultatet er, at Fanøs egne sejlere begynder at søge mod andre havne med deres både. Vi har selv mistet medlemmer på den konto. Det vil vi gerne rette op på ved at skabe bedre forhold for alle, der bruger havneområdet”.

John Nielsen og de øvrige initiativtagere håber, opstillingsmødet fører til, at listen står klar med i hvert fald to-tre kandidater. Sejlklubbens formand vil heller ikke afvise, at han selv kan være en af dem.

”Jeg tror nu ikke, det bliver svært at finde egnede kandidater. Samtidig tror jeg dog heller ikke, at vi får mere end én periode i byrådet. Vi har kun den ene mærkesag. Til gengæld har vi fire år til at få den løst,” mener John Nielsen.

Han kan i øvrigt fortælle, at både han og andre fra initiativgruppen allerede er blevet kontaktet af andre lokale partier og lister, der ønsker at indgå valgforbund med Havnelisten.

”Men alt det har vi slet ikke taget stilling til endnu. Efter opstillingsmødet har vi et par uger til at få formaliteterne på plads. I den forbindelse tager vi stilling til, hvilke alliancer og aftaler, vi eventuelt skal indgå,” slutter John Nielsen.

Relaterede artikler

Top