Færgen slog alletiders trafikrekord i 2015

Færgetrafikken mellem Esbjerg og Fanø har i 2015 sat alle tiders trafikrekord, skriver rederiet Færgen i en pressemeddelelse.

Ø-ferie og indenlandsk turisme er populært, og det kan aflæses direkte i rederiet Færgens trafiktal for ruten mellem Esbjerg og Fanø. Her viser opgørelsen for 2015 således, at færgetrafikken mellem Esbjerg og Fanø aldrig har været større.

Sammenlignet med 2014 er der tale om en vækst på 4,7 procent på det primære trafikparameter i form af antallet af overførte personbiler. Samlet set blev der i 2015 overført 331.883 personbiler via FanøFærgen, hvilket altså er det højeste antal nogensinde. En udvikling der skaber glæde hos rederiet Færgens salgs- og marketingchef Lindy Kjøller.

Han peger på, at fremgangen er særligt bemærkelsesværdig set i lyset af, at også 2014 var et år med vækst for ruten mellem Esbjerg og Fanø.

”Trafiktallene er i høj grad udtryk for, at tyskerne er kommet tilbage til den danske vestkyst, hvilket har stor betydning for Fanø og særligt øens turismeaktører. Vi er også i den forbindelse meget glade for vores samarbejde med Visit Fanø, som har været dygtige til at fortælle historierne om, hvad Fanø har at byde på, og hvad der gør øen unik via blandt andet de meget populære guidede ture med sælsafari og østerssafari i Vadehavet,” siger Lindy Kjøller.

Også antallet af overførte busser på ruten mellem Esbjerg og Fanø er i vækst med en stigning på 11,8 procent sammenlignet med 2014. Derimod er der tale et mindre fald i antallet af henholdsvis passagerer og lastvogne. Således er passagerantallet i 2015 faldet med 0,3 procent, mens antallet af overførte lastvogne er faldet med 3,3 procent.

Færgen samarbejder med Visit Fanø om at promovere blandt andet Fannikerdagene, Fanø Dragefestival, Fanø Vadehavsfestival og Fanø Strikkefestival. Derudover samarbejder parterne om salg af endagsture, pakkerejser og andre tilbud via webportalen Dansk Ø-ferie. Endelig har Færgen i 2015 samarbejdet med Visit Danmark om at markedsføre Fanø via en større PR-kampagne på det tyske marked.

 

Relaterede artikler

Top