Fanø Dagbog føres videre

FOTOKUNST – Mere end 3.000 betalende gæster har oplevet fotoudstillingen Fanø Dagbog siden åbningen midt i august, så der er basis for flere sider af dagbogen.

Oprindelig skulle udstillingen lukke søndag den 18. november, men nu har arrangørerne fået lov at leje tennishallen ved Fanø Bad frem til foråret.

”Vi er utrolig taknemmelige for den kæmpe håndsrækning, vi har fået fra Fanø Bad Ferielejligheder med lån af hallen, og nu kan vi blive her til foråret, så udstillingen fortsætter,” forklarer Jørgen Seyfarth, der er en af bagmændene i Fanø Dagbog.

Indtil videre bliver det indtil 31. marts næste år, og i vinterperioden vil der være åbent hver søndag
kl. 11-16. Desuden er der mulighed for grupperundvisninger, og der bliver udvidede åbningstider i vinterferien, og når sæsonen for alvor tager fat i Fanø igen til foråret.

”Fanø Dagbog skal leve, og den skal leve videre.

Kis Sharasuvana og jeg har så mange idéer til nye billeder, og nu kan vi koncentrere os om at udvikle og bygge på. Nu skal vi have damerne i dragterne og have fundet kameraet frem igen”, siger fotograf Ole Joern.

Sammen med de øvrige arrangører håber han stadig på en mere langsigtet løsning, så udstillingen kan blive permanent.

Trods de flotte besøgstal kan Fanø Dagbog kun lige holde udgifterne hjemme, men nu er der basis for at arbejde videre.

Relaterede artikler

Top