En lille bi-ting men stor oplevelse

Jørgen Pedersen giver bierne røg. Emilyt Zabell og Søren Vinding kigger nysgerrigt på.

HONNING – Ude mod nord på Midtbjergvej har otte af Fanøs biavlere lejet lokaler til produktion af honning og etableret en bigård.

Tirsdage i juli og august er der rundvisning for turister og andre af kyndige biavlere, der entusiastisk fortæller om bierne, deres betydning og giver smagsprøver på biernes mange produkter.

En sen sommer tirsdag tog biavlerne Jørgen Pedersen og Søren Vinding imod gæsterne, der havde købt billet til et besøg på bigården. En af de mange spændende oplevelser, som Fanø tilbyder turister, skoler og andre grupper.

På vej til bistaderne fortalte Søren Vinding om biernes store betydning for både plante- og frugtavlen i Danmark.

Værdien af biernes arbejde med bestøvning er betydeligt højere end værdien. af den honning, som bierne producerer om året.

Inden besøget blandt bistaderne fortalte Jørgen Pedersen og Søren Vinding, at det var yderst sjældent, nogen var blevet stukket af en bi under besøget.

Gruppen blev instrueret i, at hvis en bi skulle lande på én, så skulle den bare viftes væk med flad hånd.

”Hvis du vil have et garanteret bistik, er prisen 10 kroner,” oplyste Søren Vinding.

”Bien dør jo, og vi vil tabe penge på dens manglende honningproduktion,” siger han smilende.

Alle blev placeret bag bistaderne, så vagtbierne på flyvebrættet ikke blev forstyrret og Søren Vinding tændte røgsprøjten.

”Bierne opfatter røgen som en skovbrand og fylder sig med honning. Med fyldt mave er de rolige og kan ikke stikke,” forklarede han.

Både Jørgen Pedersen og Søren Vinding fortalte entusiastisk om biernes fascinerende liv.

Om arbejderbierne, der smides ud af stadet, når de er nedslidte. Om dronerne der kun har en opgave – at befrugte bidronningen. Om dronningen, der parrer sig med så mange droner som muligt og derefter lægger ca. 60.000 æg pr. måned og op mod en million æg i sin levetid.

Bitavle

Bistadet blev åbnet, og Jørgen Pedersen tog en vokstavle op. Blandt de besøgende var 6-årige Emily Zabell sammen med sine forældre fra Tyskland. Emily var meget nysgerrig og var ikke bange for at holde den honningtungeEmily smager på en bi-larve vokstavle med bierne kravlende rundt.

 
Da alle blev tilbudt at smage på en larve, var Emily ikke længe om at smage som den første. Andre i gruppen skulle lige samle mod til. Bi-larver smager faktisk godt, lidt som æggeblomme med honning.

 

Bi-larver smager af æggeblomme og honning.

Efter besøget blandt bierne blev honningproduktionen demonstreret. Vokstavler blev renset og honningen slynget.

2016 er ikke et godt år for biavlerne på Fanø, hvor særligt lynghonningen er hårdt ramt.

”Det bliver et rigtig dårligt honningår i år,” konstaterer Søren Vinding.

”Jeg mistede 40 procent af mine bier i foråret. De vågnede for tidligt og kunne ikke finde føde. Desuden er lyngen afblomstret meget hurtigt,” forklarer han.

 

Top