Redaktør arkiv: Finn Arne Hansen

Grunden på Bjerges Leje er planeret med plastikmåtter.

Plast på sommerhusgrund vækker vrede

Sommerhusejere ser med stor bekymring på plastikunderlag og planering af grund

SOMMERHUSE – Et nybygget sommerhus på Bjerges Leje 31 i Sønderho har sat sindene i kog hos lokalbefolkningen og Fanøs grundejerforeninger.
Grunden er totalt planeret og ligner mere en villagrund end et stykke Fanø-natur.
Og på grunden er der lagt hundredvis af hullede plader, formentlig af et slags plastikmateriale.
“En af de mest naturskønne grunde på Bjerges Leje helt ud til markerne og med en flot udsigt mod klitterne mod nordvest er ved at blive pakket ind i plastik. Op mod 1000 kvadratmeter plastikfliser og plastikbrædder er lagt ud på grunden, der desuden er planeret med hundredvis af kubikmetervis af jord. På nordvestsiden er anlagt græsplæne og selve huset er opført i plastikimiterede træbrædder,” fortæller Michael Lund-Larsen, formand for Foreningen af sommerhusejere ved Bjerges leje.
“Byggeriet har været i gang i næsten to år, og blev indledt med, at den lyngbeplantede og kuperede grund blev udjævnet, hvorefter ejeren blev pålagt af kommunen at genetablere den. Dengang blev det efterkommet,“ fortæller han.

Cricketplæne på heden
“Men her knap to år efter har ejeren så gennemført sin oprindelige plan og har hævet hele grunden med cirka én meter, lagt fliser og plastikmåtter rundt om huset, planeret grunden og lagt plastfliser ud med jord over, som derefter er tilplantet med græs. Man kan håbe på at det i det mindste er genbrugsplastik lavet af alt det vi indsamler på stranden! I hvert fald er resultatet en helt jævn cricketplæne midt i det gamle hedelandskab,” påpeger han.
“På Bjerges Leje undrer man sig over, hvorfor nogen kan få den idé at anlægge en friseret og plastikimiteret have midt i det naturskønne område. Heldigvis er kommunen klar til at tage sagen op igen, idet kommuneplanen ikke tillader en sådan ødelæggelse,” håber Michael Lund-Larsen.
Ejeren, entreprenør Kim Haahr Petersen, Holsted, afviser kritikken.
”For det første skulle de vente med at kommentere, til græsset er groet op. For det andet er der ikke noget forkert i det. Kommunen har været inde over,” forklarer han til Fanø Posten.
Han forklarer, at jordarbejderne har været nødvendige for at nedsivningsanlægget var lovligt. Det var nødvendigt at lægge 60 centimeter jord på nogle slanger for at de lå én meter over grundvandsniveauet, som det kræves.
Han afviser, at han og hans familie har noget imod den måde, naturen nu en gang ser ud på Fanø, og at det skulle være grunden til planeringen af grunden:
”Vi kan også godt lide naturen, men vi ligger lagt ude og skulle etablere en lang kørevej, 100 meter i op til fire meters bredde. Det er 400 kvadratmeter af grunden. Og plastikmåtterne var jeg nødsaget til at lægge ud. Når en vej er mere end 50 meter lang skal en lastbil også skal kunne vende, for eksempel når septiktanken skal tømmes”, forklarer Kim Haahr Petersen.

Regler skal følges
Fanø Kommune kender til klagen, men:
“Sagen har ikke været politisk behandlet, men forvaltningen arbejder med den, Viser det sig, at byggetilladelsen ikke er overholdt, så bliver der slået ned på det. Det er med dem som med alle andre lovhjemlede kommunale bestemmelser, det være sig kommuneplan, lokalplaner, retningslinjer og så videre, at de skal overholdes,” siger Christian Lorenzen (K), formand for Erhvervs-, Natur- og Teknikudvalget.
Den mulige overskridelse af naturbeskyttelsesloven og miljølovens bestemmelser vurderes af Esbjerg Kommunes forvaltning.

 

Tekst: Finn Arne Hansen
Foto: Michael Lund-Larsen

Hans Hedegaard Andersen skiftede livet på søen ud med en tilværelse som forfatter.

Sømanden gik i land for at skrive

Hans Hedegaard Andersen fra Nordby foretog et valg, der vendte op og ned på hans tilværelse

Hent artiklen som PDF her

FORFATTER – Hans Hedegaard Andersen, der blev sømand, men senere gik i land på Fanø for at skrive skønlitteratur, er godt i gang med sin tredje roman.
Den nu 57-årige forfatter debuterede i 2016 med romanen Manden i månen. Halvandet år senere kom Fem år for Rose, begge på forlaget Gladiator.
De to romaner handler om forholdet mellem mennesker og om, hvordan relationerne kan ændre sig, og hvad der kan få dem til at forandres. I begge bøger er det voldsomme begivenheder, der påvirker personernes liv, og store dele af handlingen i dem foregår til søs.
Hovedpersonen i Manden i månen, Lasse, bor i Esbjerg. Ligesom forfatteren er han også styrmand. Og selv om romanen ikke er selvbiografisk, har Hans Hedegaard Andersen selv oplevet mange af de historier, han fortæller i bogen, specielt fra arbejdslivet om bord på forskellige skibe.
Tsunami i Thailand
Omdrejningspunktet for handlingen i bogen er tsunamien i Thailand 2. juledag 2004. Da skal Lasse og tre af hans ungdomskammerater sammen holde ferie på øen Phi Phi. Deres oplevelser af katastrofen kommer på forskellig vis til at præge deres tilværelse fremover.
I Fem dage for Rose tager kæresteparret Simon og Laura på ferie i USA. I Florida møder de en falleret pilot og racerkører, der overtaler dem til at sejle sin båd, Rose, fra en havn til en anden. De har ikke nogen særlig sejlererfaring, og da de sejler ind i en storm i Den Mexicanske Golf, går det helt galt. Deres parforhold, som i forvejen kører på pumperne, bliver presset til det yderste af de voldsomme oplevelser.

Hans Hedegaard Andersen har indrettet kontor på førstesalen.

Hans Hedegaard Andersen har indrettet arbejdsværelse på førstesalen.

Vi sidder ved spisebordet i køkkenet i Hans Hedegaard Andersen og hans kone, Anette Andersens, finske bjælkehus i den nordligste ende af Nordby på Fanø. Hans Hedegaard Andersen har selv tegnet og delvis også selv bygget huset.
Han fortæller, at hans kommende, tredje roman, også handler om forholdet mellem mennesker og om situationer, der kan påvirke tilværelsen.
”Men også om muligheden for selv at ændre sig og om at foretage nogle valg,” siger han.
Selv om han helst ikke vil afsløre for meget om bogen, vil han dog gerne fortælle, at den ligesom de to forrige også i høj grad foregår til søs.
”Den berører noget, der er sømandens problem. Og havet bliver brugt til at opnå nogle ting,” siger han om romanen, som han netop nu er i gang med at gennemskrive, inden den bliver præsenteret for forlaget.

Hans Hedegaard Andersen nyder at gå ture i Fanøs natur.

Hans Hedegaard Andersen nyder at gå lange ture i Fanøs natur.

Opvækst i Hjerting
Hans Hedegaard Andersens opvækst i Hjerting i en villa ned mod vandet pegede mere i retning af et arbejdsliv til søs end på en karriere som forfatter. Han er søn af daværende fiskeskipper Ole Andersen og Nanna Andersen, der dengang var hjemmegående husmor.
”Min far lod mig sejle i en skydepram med ankeret kastet, fra jeg var ni-ti år. Senere fik jeg selv en jolle,” fortæller Hans Hedegaard Andersen, der allerede som 16-årig efter 9. klasse på Ølgod Efterskole tog sin første hyre som fisker på en Esbjerg-kutter.
Via omveje som mekaniker og maskintekniker begyndte han for godt 20 år siden at sejle i handelsflåden – først som matros, senere som styrmand. Han har sejlet world wide med de største containerskibe, med ro-ro-skibe i nordeuropæisk fart, på både skoleskibet Danmark og skoleskibet Georg Stage, på mindre træskibe, og han har såmænd også været overstyrmand på Fanø-færgen.
Selv om det fra begyndelsen i Hjerting altså ikke var oplagt, at Hans Hedegaard Andersen skulle være forfatter, har der dog altid været bøger i hans liv.

Katten Frede er en del af familien.

Katten Frede er en del af familien.

Bøger betød meget
”Mine forældre var medlem af en bogklub, og min far tog de bøger med hjem, som han havde haft med ud at sejle. Den brede vifte af bøger betød meget for mig. Min far elskede bøger, og min mor læste også meget. Jeg kan også huske, at vi som spejdere fik læst op af Røde orm. Og jeg har altid selv elsket Jørn Riel,” siger Hans Hedegaard Andersen om forfatteren, der fortæller skrøner fra Grønland og fra andre eksotiske egne af verden.
”Jeg har altid godt kunnet lide at skrive. Jeg har altid haft det dér med papir og blyant. Jeg kunne ikke lade være med at skrive, jeg begyndte at skrive ting, der bare skulle ud. Jeg begyndte med digte og essays, hvor jeg bare lod hovedet fare, efterhånden blev det til prosa,” fortæller han.

Tog en beslutning
Efter et kvart århundrede med skriverier til skrivebordsskuffen tog Hans Hedegaard Andersen så i 2013 en beslutning.
”Jeg sagde til mig selv, at det skulle være enten eller, og jeg valgte eller. Jeg tog nogle af sparepengene og meldte mig først på kortere og længere skrivekurser på højskoler og derefter på Hans Otto Jørgensens etårige forfatterskole.”
Forfatteren Hans Otto Jørgensen er tidligere rektor for Forfatterskolen i København. Han har siden etableret forlaget Gladiator og blandt andet den private, etårige forfatterskole.
”Jeg tror, at jeg valgte forfatterskolen på det helt rigtige tidspunkt i mit liv, og at jeg mødte Hans Otto på det helt rigtige tidspunkt. Jeg tror næsten, jeg kan finde den dato, da det gik op for mig, hvad det var, jeg skulle,” siger Hans Hedegaard Andersen.
Livet som forfatter og tilværelsen til søs kan synes som to vidt forskellige verdener. Men der er lighedspunkter.
”Jeg elsker at være alene. Forfattere er jo nogle sære enspændere, der sidder meget for sig selv. Og på samme måde har jeg heller aldrig haft noget imod at gå vagter om natten,” siger Hans Hedegaard Andersen, som har gjort sig mange tanker på vagterne under Afrikas stjerne­himmel.’

Tekst og foto:
Keld Nissen

Uddybningen af sejlrenden i Sønderho Havn er færdig i efteråret.

Sejlrende i Sønderho er klar til efteråret

Når sejlrenden i Sønderho er klar, er der et hav af ønsker om faciliteter på havnen

SØNDERHO HAVN – Når sejlrenden til og fra Sønderho Havn er klar i efteråret, mangler der ikke ønsker til faciliteter ved havnen, fortalte formand Anders Bjerrum på generalforsamlingen.
Etape 1 er fuldt finansieret med fire millioner indsamlede kroner. Og han oplyste, at de sidste to millioner kroner til etape 2 vil falde på plads i år.
”Uddybningsarbejdet startede i december 2018 med uddybning af Slagters Lo. På grund af tekniske problemer nåede entreprenøren kun at uddybe 1,7 km af den fem km lange sejlrende til Sønderho inden trækfuglesæsonen, hvorefter arbejdet skulle sættes på pause. Entreprenøren fortsætter arbejdet i september i år med nyt udstyr, når der igen af hensyn til trækfuglene må graves. Vi forventer, at uddybning af sejlrenden bliver færdig i år. Dermed er etape 1 gennemført og den sejlbare rende til Sønderho er blevet genetableret,” sagde formanden.
”Det bliver spændende at se, om vandskellet kommer til at ligge ved Fuglsand, hvor det ligger i dag, eller om det rykker længere nordpå, hvor det tidligere har ligget. Vi forventer, at gennemstrømningen nogle steder vil skabe erosion, som vil øge rendens tværsnit, mens der andre steder vil blive aflejret sandbanker i renden. Foreningen vil løbende pejle renden og sætte ind med vedligeholdelse, når det bliver nødvendigt.”
Sønderho Havn Støtteforening arbejder sammen med Fanø Kommune, der står som bygherre for projektet. Lige nu arbejdes der med planlægning af etape 2, som er selve havneområdet. Ved Sønderho skal sejlrenden uddybes i bredden, så bådene kan ligge for svaj. Der er forslag om at udlægge en del af det opgravede sand uden for diget, hvor det vil udgøre et forland i form af en ca. 30 m bred strandeng langs diget. Forlandet vil bidrage til at stabilisere diget under en stormflod. Desuden vil forlandet fremstå som et rekreativt område, hvor man kan færdes tørskoet, brede sit tæppe ud og lade børnene lege. Bestyrelsen er meget åbne for forslag til havneområdet. Der er ønsker om en anløbs-flydebro, et sted, hvor børn kan fange krabber, et slæbested, en plads til småbåde, joller og kajakker og surfbrætter, en rampe til søsætning af større både (redningsvej), et skab med redningsveste til børn, opholdsfaciliteter, bål og grillplads, trappestier fra p-pladsen til forlandet, beskyttelse af digekronen mod færdsel, eventuel anlæggelse af en sti foran diget samt toilet, vand og el.
Herudover er der også behov for at diskutere, hvor klub- og instruktions­aktiviteter kan foregå, og der er ønsker om shelters.
Foreningen beder alle interesserede om at indsende deres forslag og kommentarer til: info@sonderhohavn.dk. Foreningen vil senere afholde et informations- og debatmøde.

Den ny bestyrelse
Anders Bjerrum, formand, Helle Holm-Nielsen, næstformand, Stella Husted Krogager, kasserer, Kåre Traberg Smidt, bestyrelsesmedlem, Hans Fischer-Nielsen, bestyrelsesmedlem, Willy Morgenstern, suppleant og Svend Lauridsen, suppleant.

Tekst: Finn Arne Hansen
Foto: Arkiv

Der har været livligt i Nordbys gader denne sommer, og turismen har givet øget tilflytning af arbejdskraft udefra i år i forhold til i 2018. Men det reelle indbyggertal er også stigende.

Stort indbyggertal på Fanø i sommerperioden

Indbyggertallet på øen steg denne sommer på grund af tilrejsende, der vil arbejde her

INDBYGGERTAL – I det seneste år er der er flyttet 289 indbyggere til Fanø. Mange er døde eller er flyttet væk, så det giver en nettotilvækst på 62 indbyggere fra 30. juli 2018 til 29. juli 2019. Det lyder umiddelbart forrygende godt, men så enkelt er det måske ikke. Stigningen kan skyldes noget så banalt som flere sæsonarbejdere.
Kommunaldirektør Vibeke Kinch er positiv:
”Når vi kigger på tallene i registret kan vi se at der per 30. juli 2018 var en befolkning på 3433 i kommunen. Per dags dato den 29. juli 2019 er befolkningen vokset til 3495. I Statistikbanken kan man se, at Fanø har øget befolkningstallet gennem flere år. Der har såvidt vides aldrig været så mange indbyggere på øen som nu,” fortalte hun den 29. juli.
Vibeke Kinch har talt tilflytterne fra det sidste år manuelt og fordelt dem efter hvor de er i livet. Resultatet ser således ud:
0 -5 år: 44 (vuggestue og børnehavebørn – tallet afspejler også fødsler)
6 – 15 år: 20 (skolebørn)
16 -24 år: 28 (unge og studerende)
25 – 59 år: 119 (i den arbejdsdygtige alder
60 – 69 år: 42
70 – 79 år: 25
80 +: 11
”Konklusionen er at vi ser ud til at tiltrække en del børnefamilier. Det er dog også populært for de ældre at flytte til Fanø. Spørgsmålet er, om det også påvirker hussalget på helårshuse. Mange vælger nemlig at benytte sig pensionistreglen om at man efter have ejet et sommerhus i ét år kan bruge det til helårsbolig,” fortæller hun.

Tvivlsom økonomi
Om det økonomisk er en fordel med flere indbyggere, kan man ikke svare på.
”Selvfølgelig får vi flere penge når vi har flere borgere, men hele den kommunal udligning og bloktilskuddet er jo baseret på, at pengene flyttes rundt mellem kommuner med høje skatteindtægter til kommuner med lave skatteindtægter. Derudover får kommunerne flere penge, når det er små børn og ældre, da de er dyrere for kommunerne end midaldrende.
Det er klart, at flere borgere giver flere skatteindtægter, men mange små børn kræver daginstitutioner som det koster at drive,” forklarer Vibeke Kinch.
”At lave en enkelt regnestykke på den baggrund er ikke muligt,” slutter hun.

Skal ses om vinteren
Og måske er regnestykket mere drilsk end som så. Viceborgmester Erik Nørreby (V), der var borgmester i 12 år og er en dreven statistiklæser, er mere nøgtern.
”Man kan ikke aflæse befolkningstallet om sommeren. Det stiger altid i turistsæsonen, fordi mange borgere fra hele Europa bosætter sig her for at arbejde i turistindustrien. Stort set alle, der gør rent i sommerhusene, er fra udlandet, for eksempel. Det eneste, vi kan sige med sikkerhed, er, at flere er flyttet hertil i denne sommer end i sommeren 2018. Men det er jo også godt,” siger han.
Skal man se på det reelle befolkningstal, skal man tjekke det per 1. januar, mener han. Da er der kun ‘rigtige’ fastboende på øen. Og det tal har også ændret sig positivt, idet det er gået fra 3345 ved udgangen af 2017 til 3401 ved udgangen af 2018. Det er et plus på 56 borgere på et år.
”Og set over tid har der også været en positiv udvikling,” bemærker han.
Ser man på tallene for perioden ultimo 2008 til ultimo 2018, er indbyggertallet da også steget støt, fra 3192 til 3401, altså med 209 borgere, svarende til et plus på 6,54 procent.

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Perry Stenbäck spiller i Sønderho Forsamlingshus fredag den 13. september.

Godtfolk vender tilbage

Nye kræfter vil genopfinde Fanø-festivalen Godtfolk

MUSIK – Efter et sabbatår vender folkemusikfestivalen Godtfolk på Fanø tilbage med fornyet energi. Festivalen måtte sidste år aflyses af økonomiske årsager, men med et lettere ændret koncept vender festivalen tilbage i år. Der er blandt andet indledt et samarbejde med Fanø Bryghus, Fanø Krogaard og Cafe Nanas Stue. Det er arrangørernes overbevisning, at et der er genskabt et bæredygtigt økonomisk fundament. Godtfolk 2019 løber af stablen den 13.-15. september.
Intim festival
”Det er vores opfattelse, at der fortsat er et ønske om og et behov for intim festival på Fanø med fokus på såvel den lokale tradition som nationale og internationale navne, udvalgt efter mottoet om kvalitet og originalitet. Derfor kommer årets festival også til at stå på skuldrene af den tradition der er opbygget igennem 16 Godtfolk festivaler,” fortæller medarrangør Anders Frey.
Programmet byder stadig på koncerter i både Nordby og Sønderho. Blandt de medvirkende kan nævnes Mikael K & Klondyke fra Danmark, svensk-danske Perry Stenbäck & Dekadansorkestern, danske Søren Krogh & Janus Beckmann samt Floating Sofa Quartet med såvel danske som svenske og finske bandmedlemmer.
”Godtfolk har altid haft dansen som et centralt element, ikke mindst de traditionsrige og populære Fanøballer. I år sørger fire af de absolut førende Fanømusikere i balorkestret Jæ Sweevers for, at den del varetages med højeste kvalitet,” fortæller han videre.

Forynget styregruppe
Festivalleder gennem alle årene, Nils Thorlund, har overladt roret til en forynget styregruppe, som med Godtfolk 2019 har indledt en videreudvikling af konceptet. En udvikling, som ikke er afsluttet med årets festival. Nogle af de nye tanker og ideer skal afprøves i år, mens andre vil blive tilføjet over de næste år.
Det er arrangørernes målsætning, at Godtfolk består som årligt tilbagevendende begivenhed, så længe publikumssøgningen viser, at festivalen er ønsket. Sådan har det været indtil nu.
Billetter og fuldt program er på www.godtfolk.dk

-fina

Foto: PR.

Lad os alle vise et godt eksempel i trafikken.

Lad os alle være gode eksempler i trafikken

Vær et godt eksempel i trafikken

Det er skrevet før på denne plads, men som politinoterne i dette nummer af avisen vidner om, så kniber det stadig med trafikkulturen på Fanø. En af de slemme den gang er kørsel med 85 kilometer i timen i bymæssig bebyggelse, lige til en betinget frakendelse og en tur til kørelæreren for at få genopfrisket kundskaberne.
Det burde man for øvrigt fra lovgivernes side indføre for alle bilister. Hvorfor skal biler synes hvert andet år, når de er fyldt fire år, mens vi andre kan køre med hoved
et under armen, glemme at blinke, glemme at se os over skulderen, undlade at stoppe ved fodgængerovergangene og meget mere af samme skuffe? En tur på skolebænken hvert 10. år uden risiko for at miste kortet kunne gavne meget.
Måske skulle vi selv begynde at være gode eksempler for hinanden til at starte med. Tag for eksempel de tyske turister. De er tydeligvis ikke vant til at gå på veje, kun på fortove. De går gladeligt med ryggen mod bilerne. Det har kun én fordel: Du slipper for at se, hvem der kørte dig ihjel.
Argumenterne imod at gå med ryggen til trafikken er derimod mange. Man kan ikke få
øjenkontakt med bilisten, man kan ikke springe til side i nødtilfælde, og når der både går folk i højre og venstre side på en vej som Vestensvej, er den helt gal. Så kan bilerne hverken komme forbi i vestgående eller østgående retning, og så opstår
der farlige situationer.
Så skulle vi ikke starte aktion ’gå i venstre side imod bilerne’? Og sige høfligt til turisterne og børnene, at det kan redde liv.
Og kan man gå på Hovedgaden i stedet, selv om det er lidt længere, så er det jo også en overvejelse værd. Vestensvej er potentielt en farlig vej.

Fortsat god august.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fanø Posten den 17. august 2019

Læs som e-paper

Læs bl.a. om:

  • Sømanden gik i land for at skrive
  • Sejlrende i Sønderho er klar til efteråret
  • Plast på sommerhusgrund vækker vrede
  • Mange arbejder på Fanø om sommeren
  • Godtfolk-festivalen på Fanø vender tilbage
  • Leder: Lad os alle være gode eksempler i trafikken
  • Flere biler med Fanølinjen i første halvår
  • Den glemte Johanne Bork

– og meget, meget mere!

Brudedans på Sønderhodagen 2019

Den dag dansede hele Sønderho

Download hele artiklen som PDF her

Sønderhodagen 2019 var et tilløbsstykke. Hovedtaler Miriam Florez hyldede åndsfriheden på Færøerne og på Fanø

Børn i hestevogn på Sønderhodagen.

For børnene bød dagen på hestevognskørsel.

SØNDERHODAGEN – For en tilflytter, der kun har hørt om Sønderhodagen, var det en betagende oplevelse at overvære den 21. juli. Fra den fuldt besatte festgudstjeneste i Sønderho Kirke, forestået af en veloplagt sognepræst, Dorte Pedersen, til optoget og det store arrangement ved møllen, der i al sin færdigrestaurerede pragt bare drejede og drejede i den friske vestenvind. Alt var perfekt. Hvis deltagerne næste år undlader at stille sig foran plejehjemsbussen, så udsynet for plejehjemsbeboerne ikke spærres, er den også i hak.

’Brudeparret’ Isabella Exner Lenzing og Johan Beyer dansede ind og ud af Sønderho Kirke ved festgudstjenesten.

’Brudeparret’ Isabella Exner Lenzing og Johan Beyer dansede ind og ud af Sønderho Kirke ved festgudstjenesten.

I kirken var der i dagens særlige anledning brudedans på sønderhoningvis både før og efter gudstjenesten, og det viste sig, at Dorte Pedersen på ingen måde brugte sin tid på prædikestolen på at kede tilhørene, tværtimod lød latteren ofte, mens hun talte.­
”Man siger, det er synd, at der så ofte er så få, der kommer i kirke. Jeg synes, det er for sjældent, der er nogen, der danser ind i kirken! I er alle velkomne til at danse ud. Med den rigtige partner kan man danse ekstatisk rundt som en mølle. Man ved bare, når den er der. Sådan er det også med en gudstjeneste. Nogle gange går man helt lettet ud! Dansen her slutter ud på de lyse timer på Børsen, og jeg kan godt forstå, at dansen og sommeren kan gøre én høj. Det kan en god gudstjeneste også,” sagde hun.
”Livet er lidt som en sønderhoning. Det ser let ud, men det kan også ende med et brag. Det kræver modenhed at se Gud, menighedens liv kan være krævende, men der er plads til alle – også dem med store fødder, der går ud af takt,” sagde hun.

Peter Plys i prædiken
Hun fandt også anledning til at tage afsæt i den aktuelle udstilling med Peter Plys-tegninger på Fanø Kunstmuseum. Hun fortalte om Peter Plys og Grislingen, der ledte efter Væseldyret, og jo flere gange, de gik rundt om træet, jo flere mærkelige og farlige fodspor var der i sneen.
”Den historie fortæller mig, at man ikke skal fortabe sig i at skabe problemer for sig selv, der ikke findes,” pointerede hun.
Efter gudstjenesten, hvor ’brudeparret’ Isabella Exner Lenzing og Johan Beyer også dansede ud, var der nogle timers pause til optoget gennem byen klokken 14. Hundredvis af dragtklædte sønderhoninger førte an, fulgt af tilskuerene.

Møllen i baggrunden er færdigrestaureret og drejede, så det var en lyst.

Møllen i baggrunden er færdigrestaureret og drejede, så det var en lyst.

På Møllebanken var der festtale ved sognepræst Miriam Florez, prolog ved skuespiller Maria Malling, opvisning af brudedansen og fremvisning af fanø­dragter med Claus Fischer som kyndig ’sprechstallmeister’. Han fortalte blandt andet om forskelle mellem dragter fra Sønderho og Nordby.

Herefter var der fællesdans, og om aftenen var der bal i forsamlingshuset.
Den dag dansede hele Sønderho.

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Sognepræst Miriam Florez’ tale

Sognepræst Miriam Florez

Miriam Florez

Tak til Fonden Sønderho for invitationen at holde festtalen her ved møllen i dag. Min tale Sønderhodag plejer ellers at være i kirken, ved festgudstjenesten. I dag er det så en tale her under åben himmel.
Om Sønderho.
Om hvad der gør Sønderho til Sønderho.
Og for mig at se er det i høj grad det samme, der gør Sønderho til Sønderho, som der gør kirken til kirke: en åndelig arv – det immaterielle, som det hedder med et fint ord, alt det man ikke kan måle, veje eller prissætte. Sønderho er indbegrebet af en immateriel kultur og kulturarv.
Det er en udfordring, oplever jeg i kirken, at formidle det immaterielle, da det betinger erfares og opleves. En immateriel kultur er en levende kultur, som bygger på tidligere generationers erfaringer, men fordrer at blive levet – Sønderhos kultur får i dag leve igennem os, den nuværende generation i Sønderho. Lad os bare tage denne begivenhed, vi tager del i lige nu – tag denne scene, vi er trådt ind på: Sønderhodag her ved møllen. Det er en scene, som er sat og er befolket allerede, ligeså meget af dem der er gået forud for os og som har siddet her gennem tiden, som af os der sidder her nu; vi træder ind på denne scene og en fortælling bliver fortalt igennem os: fortællingen om Sønderho. Selv møllen tager del i denne levende fortælling; brudefolkene, musikken, sønderhodansen, sangene, fanødragterne. Ordene. Men vigtigst af alt, det ordene ikke kan beskrive, det immaterielle, det du godt kan mærke, når du sidder her. Kald det stemningen, jeg kalder det en fornemmelse af Sønderho.
Det er både opgaven og glæden ved at bo i Sønderho, at vi har en ældgammel kultur at læne os op ad, og vi har samtidig ansvaret for at række denne arv videre.
Til Sønderhos immaterielle kulturarv hører bl.a. sønderhomusikken og sønderhodansen, traditionerne. en viden og kunnen, de værdier og praksisser her er – og fortællingen om Sønderho. Den del af Sønderhos fortælling jeg vil fremhæve er byens storhedstid, da her var en havn og skibsværft og Sønderho var den mest betydningsfulde søfartsby på vestkysten. Det var med til at udvide Sønderhos horisont i mere end en forstand. Et stort udsyn, samt åbensind blev kendetegnet for Sønderho-kulturen. Udviklingen af søndermusikken og sønderhodansen hører til denne tid og som er så tæt forbundet med søfarten at skibets vuggen og duven på havet lader sig fornemme i dansen.
Til Sønderhos materielle kulturarv hører bl.a. de gamle huse, kunsthåndværk, arkitektur og billedkunst – og Fanø-dragten.
Alle de smukke Fanø-dragter I bærer – de bliver vist frem og præsenteret nærmere om lidt. Selv bærer jeg, som I nok kan se, en færødragt.
Fordi, til kulturen i Sønderho også hører, at man skal ære det man kommer fra. Også således bidrager man positivt til den levende kultur her er.
Som færing er jeg født dansker.
Men der er en stor kulturforskel – mellem Danmark og Færøerne. Til gengæld oplever jeg en del kulturlighed – mellem Fanø og Færøerne.
Begge steder er der denne stærke selvbevidsthed, om sin egen tradition med dragter, dans, sang og kvad/musik.
Man har en lang sejlertradition fælles, med mænd på langfart, og de stærke kvinder derhjemme, der styrede hjemmene.
Der er den stærke smukke natur – dog meget forskellig og en noget vildere natur på Færøerne end her.
Der er de små samfund og som man lægger en ære i at passe på.
På Færøerne vægter man højt retten til selvbestemmelse ude i bygderne. Erfaringen viser, at det er selve fundamentet for liv og trivsel ude i de små samfund.
Min hjembygd huser i dag blot 90 indbyggere, men er en selvstændig kommune og med egen skole.
Det får være en hjertesag for os alle, der bor her og ønsker at værne og fremme Sønderho-kulturen, at Sønderho har selvbestemmelse over egne anliggender.
Det er 18 år siden jeg kom til Sønderho og blev den første kvindelige præst og skulle det vise sig også den sidste præst i Sønderho pastorat og Sønderho sogn. Pastoratet blev nedlagt i 2012 og for nyligt blev også Sønderho sogn – efter menighedsrådets indstilling – nedlagt og vil, sammen med Nordby, gå under navnet Fanø sogn. Sønderho ejer således ikke længere, hverken sin kirke eller præstegård.
Hvordan det var for Sønderho sogn dengang – for 18 år siden: at skulle modtage, ikke bare en præst som var færing, men en præst, som var både færing og kvinde og havde en ægtefælle som var colombianer – ethvert sogn med respekt for sine ældgamle kirkelige – og danske – traditioner, ville da opleve det som en udfordring. Og man kunne ikke fortænke sognet i at have mange betænkeligheder og vi kunne forvente at blive mødt med mange forbehold.
Desuden talte det ikke til min fordel at vi kom hertil som dumpet ned fra himlen – og det skal ikke forstås så positivt som det kan lyde, når en præst siger det.
Men forstået på den måde, at vi intet kendte til Fanø og således ikke i første ombæring havde forstand på, hverken den materielle eller den immaterielle kulturarv her var.
Jeg krummer tæer ved tanken om første besøg i den gamle fredede præstegård fra 1749 og hvor jeg lod kritiske bemærkninger falde, til bl.a. ruminddelingen: ”som… den må man vel kunne gøre noget ved” eller til fliserne i stuen, at ”hvem har dog fundet på at sætte blå og brune fliser sammen?”
Når det kom til musikken og dansen – lad mig sige det sådan, jeg havde efter mødet med min daværende mand, som var salsadanser vænnet mig til en anden rytme end i den færøske kædedans, som hylder gentagelsen ligeså meget som sønderhodansen gør. Så det har bare været en tilvænningssag – igen.
Det første menneske, der møder mig og byder mig velkommen, da jeg flytter ind i præstegården, er min for-forgænger Hans Brinch. Han havde været præst i sognet i 34 år. Når jeg nævner ham her, så er det igen for at skildre betydningen af det/dem der gik forud.
Uden at skulle overdrive betydningen af præsters virke i et sogn, så vil jeg alligevel påstå, at de har en vis nøglemagt til at åbne eller lukke. Jeg kan godt komme til et sogn eller kirke og fornemme forskel på den ånd der hersker og som er dybt forbundet med den teologi der bliver drevet på stedet.
Jeg føler mig i stor taknemmelighedsgæld til mine forgængere her i Sønderho, ikke mindst Hans Brinch som repræsenterede en åndelighed med højt til loftet. Og en åndelighed synonym med folkelighed!
Et andet møde, jeg gerne vil nævne, fra dengang jeg flyttede hertil, var med Sigrid og Aksel, der hilste mig velkommen efter indsættelsesgudstjenesten i kirken. De præsenterede sig som ældste ægtepar i byen, og det var så smukt, som de tillod sig at repræsentere hele Sønderho ved deres velkomst. Det var tydeligt, at der trådte myndige sønderhoninger på banen og lagde en linje og afværgede alle forbehold, som en ellers ”udenlandsk” præstefamilie kunne være blevet mødt med. Her på den danske vestkyst.
Jeg husker den allerførste begravelse jeg skulle have i Sønderho. Det var Knud Thomsen, Sigrids lillebror, der var død. Jeg kendte, som nævnt, ikke synderligt til kulturen og forestillede mig at kvinderne i Sønderho, havde levet ligeså isoleret, som mine bedstemødre på Suderø og som altid græd utrøsteligt når man tog afsked med dem, for de forventede aldrig at se én igen.
Jeg var ved at falde bagover da gamle Sigrid ved begravelsessamtalen sagde: Ja jeg var i Afrika, da Knud blev født!
At mange kvinder her i Sønderho har haft den frihed at komme ud at sejle med deres fædre eller deres mænd, har ikke mindst haft betydning for kulturen og kvindelivet i Sønderho.
Flere af de ældre mænd i Sønderho og som havde sejlet med længere ophold i Latinamerika, kunne tale spansk med Carlos, min daværende mand.
Det åbensind, den respekt og accept, man blev mødt med, det var tydeligvis forbundet med det udsyn og de indsigter, man havde tilegnet sig gennem kontakten med den store omverden.
Når sønderhoninger rejste ud bragte de værdier med sig hjem. Mange af de værdier pryder stadig i vor by, i Sønderho kirke bl.a. som har fået nærmest alt sit inventar foræret af sømænd og skippere fra Sønderho. Heriblandt de 15 kirkeskibe som hænger i kirken. De fleste skåret at søfolk og foræret til kirken, to af dem modeller af skibe bygget i Sønderho.
Det var en måde at ære sin by på, ligesom man ærede sine traditioner. Og det er således vores by er blevet rig – på både en materiel og immateriel arv; fordi der var så mange der investerede noget af sit eget og sig selv i fællesskabet. I Sønderho.
Der er så mange mennesker, som har banet vejen for os der bor i Sønderho i dag og bidraget til kulturen, som vi nu er en del af og nyder godt af: en kultur kendetegnet ved ånd og frihed, fællesskabstænkning og samhørighedsfølelse. Og globalt udsyn.
Og vi må spørge os selv: Hvad vil vi give og ofre? For at bo her i Sønderho og hvad vil vi investere i kulturen? For at bringe den videre og bringe nyt til – ny udvikling, ny arv, ny kunst? For til kulturen i Sønderho hører i høj grad åbensind og nytænkning. Vi må huske, at det er en levende kultur, og som kun er levende i samme omfang den er nyskabende.
Det har ikke været konventionel og traditionsbundet tænkning, som har gjort Sønderho til Sønderho, men netop evnen til at være foran sin tid.
Der er de særlige Sønderho-værdier vi skal værne om og det er mit håb at vi altid gør: at vi altid i Sønderho sætter åndsfriheden højest og det brede udsyn – og som situationen er nu, at vi ikke mindst forholder os aktivt til de globale udfordringer, vi står i.
Det får være mit håb for Sønderho og ønske til os der bor her: at vi står sammen om at forvalte vores immaterielle og materielle kultur, så den både har en nutidig og fremtidig betydning for Sønderho og for verden.

 

God Sønderhodag
og -fest alle sammen!

 

Fanø kan tjene mere på turisterne

Fanø kan tjene mere på sommerhusturister, hvis flere begynder at leje ud

SOMMERHUSE – Fanø går glip af millioner, fordi mange sommerhusejere ikke udlejer deres sommerhuse. Det oplyser sommerhussøgeportalen Campaya.dk.
”Ud af ’vores’ 495 sommerhuse på Fanø, trukket fra vores søgemaskine, som rummer størstedelen af udlejningssommerhusene fra både bureauer og private, har ingen været ledige i højsæsonen, og der er dermed fuldstændig udsolgt. Den store efterspørgsel er selvfølgelig enormt positiv, men der er også en bagside af medaljen,” siger Jesper Kamp Kruse fra den ny portal.
”Det er ikke noget nyt, at sommerhusene er populære i højsæsonen. Det nye er, at sommerhusene i år er lejet ud langt tidligere end sædvanligvis, og det understreger behovet for at få gjort flere sommerhuse tilgængelig for udlejning i højsæsonen. Hvis det ikke sker, kommer Fanø til at gå glip af millioner i turismeindtægter hvert eneste år,” fortsætter han.
Ifølge Feriehusudlejernes Brancheforening giver ét udlejningssommerhus samlet en turismeindtægt på årsbasis på 300.000 kroner, når lejernes øvrige forbrug på ferien regnes med. Et gennemsnitssommerhus genererer 130.000-160.000 kroner i ren lejeindtægt årligt.

40.900 kr. er skattefri
Men hvad kan der så gøres, for at få flere sommerhuse til udlejning?
”Den forhenværende regering hævede det skattefri bundfradrag for udlejning gennem bureau fra 21.900 til 40.900 kroner om året, uden at det endnu har gjort noget nævneværdigt for kapaciteten. En analyse fra Dansk Kyst- & Naturturisme viser dog, at øget indtjening ved udlejning er det, flest sommerhusejere, der ikke udlejer lige nu, ønsker, hvis de skulle begynde at leje ud. Så måske mangler vi bare endnu at se effekterne af det forhøjede fradrag. Men ellers er mit bud, at vi mest af alt mangler at få fortalt, hvor meget et af de tomme sommerhuse faktisk kan gøre for lokalområdet, hvis det sættes til udlejning,” tilføjer Jesper Kamp Kruse.
”Sommerhusudlejningen bidrager enormt til indtjeningen i butikker, restauranter, attraktioner med videre. Mange sommerhusejere er stærkt lokalt forankret og har stor interesse i at støtte lokalmiljøet. Det er der i høj grad mulighed for at gøre ved at sætte ikke særligt brugte sommerhuse til udlejning bare lidt.

 

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Strikkefestival flytter til hallen

Fanø Strikkefestival afvikles for 14. gang fra den 19. til den 22. september

STRIKKEFESTIVAL –Så rykker Fanø Strikkefestival 2019 stille og roligt nærmere.
Nummer 14 af slagsen vil blive afviklet i dagene fra torsdag den 19. til søndag den 22. september.
Den flyttes fra eventpladsen ved havnen i Nordby og op til Fanøhallen og Fanø Skole. Arrangørerne Christel og Jørgen Seyfarth tør ikke stole på vejret længere efter storm og oversvømmelse i 2017 og 2018.

Godbidder til strikkere
Programmet er spækket med godbidder til alle de strikkefans, der kommer, så også i år ventes der tusindvis af gæster. Især Tyskland er der kommet mange bookinger fra i år, men der kommer også folk fra USA, Kina, Sydkorea og Israel, fortæller arrangørerne. Og gæsterne kan se frem til et omfattende program.
”Vi er heldige og har fået nogle fantastiske kulturelle arrangementer op at stå. Vi får blandt andet besøg af de norske strikkeguruer Arne og Carlos, vi får besøg af livsstilseksperten Christine Feldthaus, vi vil få indslag om Fanøs dragtkultur og historien bag, og så får vi nogle verdensklassemusikere fra Skotland, Blazin’ Fiddles, på besøg,”, fortæller Christel Seyfarth.

Mange workshops
Satsningen på mere end blot nogle udstillingsstande er helt bevidst. Når folk kommer langvejs fra, skal det være en oplevelse at komme på strikkefestival.
Så der er masser af workshops og masterclasses om emner så nørdede som skyggestrikning, brioche, strikkede dukker, monteringens ABC, opstart af sjaler, traditionel skandinavisk tvebinding og meget mere.
Der vil i år som i 2018 være 72 udstillere. Festivalen måtte skuffe 30, fortæller Christel Seyfarth.
Strikkefestivalen skaber efter arrangørernes egne beregninger 10 procent af Fanøs turismeomsætning.
Hver deltager bruger i gennemsnit 3187 kroner mod de cirka 600 kroner, en krydstogtturist bruger. Den er i øvrigt vokset til et internationalt foretagende ved navn Cold Water Knitting Festivals med strikkefestivaler i Danmark, Island, Skotland og nu også Norge.

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Top