Redaktør arkiv: Finn Arne Hansen

Christian Lorenzen (tv.) modtog underskrifterne, som Ole og Dorte Bay kom med.

Borgerprotest mod byggeri

35 personer har skrevet sig op til de 20 nye lejligheder på realgrunden i Nordby

Download hele artiklen her som PDF

BOLIGBYGGERI – Bølgerne er gået højt, siden vi kunne afsløre, at kommunen havde solgt grunden ved siden af Realen til Jensen og Jensen A/S.
For selv om de opfører 20 hårdt tiltrængte lejeboliger, er der kommet protester, blandt andet fra Dorte og Ole Bay på Vestervejen.
De afleverede i tirsdags 128 underskrifter imod byggeriets, især højden er de utilfredse med. De blev overrakt til Christian Lorenzen (K), der er formand for ENT-udvalget.
”Vi var også fremme i 2013, men da fik vi ikke lov at sige noget. Men nu har der været nabohøring, og så kan vi sige vores mening,” forklarer Dorte Bay.
Direktør Flemming Jensen, Jensen & Jensen A/S glæder sig over, at der allerede er skrevet 35 personer op til de 20 lejligheder. Han forklarer:
”Der står i lokalplanen, at man kan bygge i tre etager op til 12,5 meters totalhøjde. Hvis man havde fulgt vores første skitser med tagterrasser på et stort stykke, ville det meste af byggeriet have været seks meter lavere. Men fordi kommunen forlangte et sadeltag med rejsning på hele byggeriet, hvilket i øvrigt giver de øverste lejligheder skrå vægge, bliver det nu på 12,5 meter. Byggeriet bliver fortættet. Og det bliver højere, gennemsnitligt set.”
At der er blevet skåret ned på parkeringsarealet er også et krav fra kommunen, siger han.
Men naboerne ønskede jo nok ikke, at man skulle se ned i deres haver?
”Nu kommer der altaner og vinduer på tredje etage, dem kan man også kikke ned fra. Men set i bagklogskabens skinnende, hvide lys skulle der nok have været indkaldt til at orienteringsmøde for naboerne.”
”Kommunen har været meget imødekommende. Men at der kommer så meget ballade bagefter, kan den jo ikke gøre for,” slutter han.

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Dværgpudlen Rosie på fem måneder bliver børstet i hundesalonen.

Dværgpudler blev hendes skæbne

Melanie Brinch Bathum blev uddannet jurist og slog sig så ned som hundefrisør på Fanø i stedet for at blive advokat

Download hele artiklen som PDF her

HUNDEFRISØR – Da Melanie Brinch Bathum i 2012 flyttede fra Fanø for at studere jura på Aarhus Universitet, boede hun til leje hos en familie i Viby J, der havde dværgpudler til opdræt, og hustruen var hundefrisør.
”Jeg tænkte da mit, da jeg første gang så hundene i udstillings-outfit med elastikker og papillotter i håret. Men jeg lærte også, hvad en puddel er for en hund. En puddel er en meget aktiv, social og hengiven race, der indretter sig efter omgivelserne,” siger Melanie Brinch Bathum, 27 år, med et af sine mange smil.

Flokkens hvide Caprio med frisuren sat op til narrestreger.

Flokkens hvide Caprio med frisuren sat op til narrestreger.

Der er dækket op med kaffe og kage i stuen i den ene længe af gården, der også rummer butikken Kunstladen på Postvejen i Rindby på Fanø. Her må man gerne beholde gummistøvlerne på inden døre, for der er klinker på gulvet og et mylder af hunde af racen dværgpudler. I alt fem er der, en hvid og fire sorte, der er klippet i facon og lyder navnene Caprio, Leonardo, Rosie, Donna og Nova.

Har også kennel
For Melanie Brinch Bathums dagligstue med ild i brændeovnen og tre katte listende rundt fungerer også som Kennel Mystellas med opdræt af dværgpudler med Dansk Kennel Klub-stambog. Et andet sted i stueetagen er der indrettet hundesalon med klipperum og bad. Ovre på fastlandet driver hun også Rødding Hundesalon, og begge steder holder åbent efter aftale.

 ”Mine hunde er en harmonisk flok, og så er de møgforkælede,” siger Melanie Brinch Bathum, her med Rosie og Donna.


”Mine hunde er en harmonisk flok, og så er de møgforkælede,” siger Melanie Brinch Bathum, her med Rosie og Donna.

Uddannet i familieret
Så hvad skete der lige med den cand. jur.-eksamen med speciale i straffe- og familieret, som hun tog i 2018?
”Jeg troede jo, at jeg skulle beskæftige mig med familieret, som jeg godt kunne lide. Men jeg er havnet det rette sted. Jeg tror nogle gange, at det er skæbnen, der har spillet mig et puds. For var jeg ikke endt hos den familie i Viby, var jeg heller ikke endt med det her. Det er også enormt heldigt, at jeg kan så godt med den familie. Hustruen, Charlotte Lindberg, har oplært mig som hundeklipper, og vi er i dag hinandens kolleger og snakker tit sammen i telefon, når vi står og klipper. Det er rart at have nogen at vende det med, hvis man har en vanskelig klipning,” siger Melanie Brinch Bathum.
Sin første dværgpuddel, Leonardo, købte hun af Viby-familien, og så skulle hun lære at klippe den.
”Jeg fandt ud af, at det gav en ro, næsten en meditativ tilstand, at stå og klippe. Og det havde jeg brug for, fordi jeg var stresset af både at passe arbejde og studier. Til sidst brugte jeg al min fritid på at lære at klippe og hygge mig sammen med min læremester.”

 Når Melanie Brinch Bathum går tur med sine fem dværgpudler, sker det, at forbikørende sænker farten for lige at se, hvad det er, der går der.


Når Melanie Brinch Bathum går tur med sine fem dværgpudler, sker det, at forbikørende sænker farten for lige at se, hvad det er, der går der.

I 2016 købte hun Nova som hvalp og begyndte selv at klippe og udstille hunde. ”Hvorfor åbner du ikke din egen salon?”, lød det fra Charlotte Lindberg. Og det blev så salonen i Rindby på gården, som hendes tipoldefar på hendes mor side i sin tid byggede, og som har været i slægtens eje siden. Hvor hendes mormor og morfar i 1968 åbnede Kunstladen, som hendes mor i dag driver, og hvor Malene Brinch Bathum er vokset op.
”Jeg elsker det, og jeg nyder at have salon på Fanø, hvor alle kender alle, og der er højt til loftet. Når nogen ringer og bestiller klipning til Sofus, ved jeg, hvem Sofus er. Og folk er utroligt søde og villige til at lytte, hvis jeg giver et råd om for eksempel knuder og filter i pelsen. Jeg har også et godt samarbejde med en lokal dyrlæge, som jeg kan ringe til, hvis jeg er i tvivl om noget,” siger Melanie Brinch Batum.

Bedst uden mor og far
I Fanø Hundesalon kommer der både små, mellem og store hunde af alle racer, men deres ejere må ikke være til stede, når hundene skal bades og klippes.
”For hunde opfører sig lige som børn, og derfor går det bedre, når mor og far ikke er der. Jeg skal have en kontakt med hunden, og det får jeg ikke, når ejerne er med. At gå til hundefrisør er en tillidssag, og jeg forsøger at gøre mit ypperste for, at hunden får en god oplevelse, og at de ser pæne ud. Det er jo mit visitkort.”

Tekst: Dorte Remar
Foto: Keld Nissen

Katrine fra Nordby er Fanøs helt egen skræddermester

På Færgevej 2 i Nordby holder Fanøs helt egen skrædder, Katrine Bach til

Download hele artiklen som PDF her

HÅNDVÆRK – Vi er nogle heldige kartofler, her på Fanø. Vi har næsten ethvert håndværk repræsenteret, og nu har vi også en skrædder, nemlig Katrine Bach på Færgevej 2.
Hun er 44 år, er gift med maskinmesteren Kaare, som hun har Otto på 10 år og Asta på 13 år med.
Hun er uddannet dame­skrædder fra EUC Syd i Sønderborg, en teknisk skole, hvor man i hendes tid også havde egne retninger for modister (hattemagere, red.), herreskræddere og buntmagere, der arbejder med skind og pels.
”Jeg har altid været kreativ, og det kribler altid i fingrene for at lave noget, strikke, sy, lave smykker. Jeg kan ikke holde dem i ro,” fortæller hun, der er i kontorfælleskab med en sikkerhedsekspert og en lege­tøjsopfinder. Der er i øvrigt plads til én mere.
I det daglige arbejder hun mest med tilretninger, reparationer, omforandringer, puder til øens restauranter – alt, der kan sys. Redaktørens alt for lange bukser, der har samlet støv i skabet, skal hun også lægge op.

 Billede: Katrine Bach er dameskrædder og holder til i et kontorfællesskab på Færgevej overfor Café Nord. Den altid smilende Katrine Bach ved sin trofaste industrisymaskine.

Den altid smilende Katrine Bach ved sin trofaste industrisymaskine.

Kan lide genbrug
Det er meget, meget sjældent, der kommer en bestilling på en ny selskabskjole.
”Selvfølgelig er det sjovere at lave en kjole, men det er rart at kunne reparere folks yndlingstøj, at re-designe tøj og være med til, at ikke så meget skal smides ud. Jeg er ikke designer, jeg er håndværker,” slår hun fast. Og tilføjer, at det går godt, og at kundekredsen er stor og voksende.
Inden hun for 10 år siden kom tilbage til Fanø, hvor Kaare stammer fra, og hvor hun også er vokset op, arbejdede hun som modist i fem år i København.
”Men vi ville gerne give børnene den rolige og trygge opvækst, man kan få her på Fanø,” slutter hun.

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Gertrud Exner har skaffet over en halv million konerr til Sønderho. Foto: Fanø Posten

Sønderho får stor fondsgave

Nordea-fonden har doneret hele 579.000 kroner til Sønderho-forening

Download hele artiklen som PDF her

BOSÆTNING – Foreningen for bosætning af børnefamilier i Sønderho eller i daglig tale bare Sønderholiv er blevet bevilget et stort tilskud på hele 579.000 kroner fra Nordea Fondens Her bor vi-pulje, fortæller en af initiativtagerne, Gertrud Exner.
”Pengene skal bruges til at købe et specialsyet telt til byen med dansegulv samt borde og bænke. Derudover skal de bruges for forskellige kulturelle begivenheder som er rettet især mod børnefamilier, men alle er velkomne. På den måde ønsker vi at samarbejde med eksisterende traditioner som Sønderhodag, pinsefestival, fælles spisninger, baller med mere, men vi vil også udvikle på den eksisterede kulturarv, og rette den endnu mere mod børnehøjde. Derfor tænker vi også i retning af teaterfestivaler, koncerter, billedkunst og så videre,” fortæller Gertrud Exner.
Søndag den 22. november klokken 19 til 21 holdes der offentligt idémøde i Sønderho Forsamlingshus om, hvad der kan sættes i gang i kraft af den store donation. Der er plads til 60 personer, der skal sidde med afstand.
-fina

Vinterbaderne på Fanø er i gang igen

Der er taget hul på sæsonen hos vinterbaderne på Fanø, men isflagerne udebliver

VANDPLASKERI – Hver sin lyst. Mens redaktøren så afgjort foretrækker lunt havvand i Cypern eller Sydspanien, så har andre den trang, at de skal kaste sig i koldt vand. Her på Fanø har mange af dem samlet sig i Vinterbaderne Fanø, der holder til for enden af langtidsparkeringen på havnen i Nordby. Og de tog hul på sæsonen for nylig – selv om nærmeste isflage nok lå ved Grønland.

Så er vinterbadesæsonen i gang.

Så er vinterbadesæsonen på Fanø i gang. Vinterbaderne holder til for enden af langtidsparkeringen på Nordby havn.

Vandet var endnu lunt
”Så blev vinterbadesæsonen skudt i gang på behørig vis. Torsdag den 1. oktober mødtes 22 glade medlemmer for at markere den første vinterbadedag i sæsonen 2020-2021. Efter en herlig og forfriskende dukkert i det endnu ’lune’ vand, samledes vi til hyggeligt samvær omkring tønderne – naturligvis med covid-19 afstand og sprit – og livlig snak med snacks,” fortæller Jan Meinertz fra foreningen.
Ved at melde sig ind får man blandt andet det sociale og sauna-adgang med i købet.
-fina

Fanø Posten 21. november 2020

Læs avisen som E-paper her

Læs bl.a. om:

  • Dværgpudler blev hendes skæbne
  • Underskriftsindsamling imod Realen-byggeriet
  • Lokale penge i spil til Fanø-projekter
  • Klar til det kolde gys
  • Katrine Bach er hele øens egen skrædder
  • Gertrud Exner skaffer halv million til Sønderho
  • Fanø Natur: Havmågen, hvad er det?
  • Trap Danmark er nået til Fanø
  • Leder: Udvikling eller afvikling

.. og lidt mere om blandt andet Julemærkemarch-banko, julefrokost i grupper og ny destinationschef.

Klub Vadehavet tilbyder stadig fire flotte Mette Elimar-kunstpostkort fra Sønderho. De kan købes i Fanø Bolsjer i Sønderho eller bestilles her: hjertingposten.dk/klubvadehavet . Her kan du også bestille Esbjerg-biologen Carsten Mathiesens kommende pragtbog om floraen i Marbæk!

Husk: Du kan også sende kryds og tværsløsningen som et foto til mail@fanoeposten.dk. Men postkassen på Hovedgaden 75 i Nordby er der stadig.

Udvikling eller afvikling

2020 har i sandhed været et turbulent år for Fanø Kommune. Møgsag på møgsag er fulgt efter hinanden, stort set alle topchefer i forvaltningen er blevet udskiftet, kommunaldirektøren er gået på pension, og flere medlemmer af byrådet skændes offentligt, både på byrådsmøderne og i vores udmærkede kollega-avis, Fanø Ugeblad.
Det har også været tilfældet med den verserende byggesag om et stort boligbyggeri på grunden ved siden af Realen. Og ikke alene skader det Fanøs omdømme, det betyder også, at investorer, der vil bygge eller på anden måde vil investere i Fanøs udvikling, tænker sig om en ekstra gang eller to.
Vi skal have ro på, hvis vi vil have Fanø til at udvikle sig og ikke afvikle sig. Borgerne må informeres og inddrages bedre, når der for eksempel udarbejdes lokalplaner. Og det skal ske i et sprog, som borgerne forstår. Folk på Fanø er heldigvis meget interesserede i deres ø og det nærområde, de bor i. Og ja, mange er imod forandring, men nogle gange må man bare forklare, illustrere, holde borgermøder og lade være med at slås indbyrdes for at score hurtige point. Så vil borgerne lytte.
Den dårlige tone skader også demokratiet. Hvem har lyst til at gå ind i byrådet, når tonen er så hård, personlig og uforsonlig fra begge sider af spektret?
Der er et år til kommunalvalget. Man kan nok ikke sende et helt byråd i parterapi, men lad os få et år uden ballade, så flere nye kandidater får mod på at stille op.

Tak.

Elever tager til Fanø for at lære om strandaffald

Det var ’learning by doing’, da elever fra Esbjerg tog på besøg hos Ren Strand Fanø

Hent hele artiklen som PDF

BÆREDYGTIGHED – Politikerne og journalister står i kø for at besøge Ren Strand Fanøs ’hovedkvarter’ hos Peter Michélsen i Sønderho. Men det gør skoleklasser fra nær og fjern også.
På en af septembers mange solrige dage tog 9. klasse fra Aura Skolen Bryndum i Esbjerg på cykel via færgen til Sønderho på Fanø, hvor Peter Michélsen stod klar for at fortælle dem om sit livsværk.

Eleverne fra Bryndum lyttede intenst på, mens Peter Michélsen fra Ren Strand Fanø fortalte. På pallen ses et udvalg af strandaffald.

Eleverne fra Bryndum lyttede intenst på, mens Peter Michélsen fra Ren Strand Fanø fortalte. På pallen ses et udvalg af strandaffald.

Med en forening og to fonde i ryggen, Velux Fonden og Lauritzen Fonden, sørger han for at indsamle de rød-hvide poser, man for eksempel kan tage i en stander ved Fanø Bad og lægge et synligt sted på stranden, når man har fyldt med affald, især plastik, der ikke forgår.
Som den gode fortæller han er, fangede han hurtigt deres interesse.

1,2 millioner batterier
”Det her er resterne af en vejrballon af gummi og den faldskærm af nylon, der lod den svæve ned, da ballonen revnede. Og her er et hylster med en printplade med en sender, som ikke genbruges. Og på den sidder der to AA-batterier. De balloner opsendes der 1600 af hvert døgn året rundt, selv om de tusindvis af fly, der letter og lander hver dag, kunne levere de data uden problemer. Det er næsten 1,2 millioner batterier om året,” sagde han.

Dunke med bremsevæske, olie, kemikalier... alt smides i haves. For nylig gandt Peter Michélsen dunke fra 1966!

Dunke med bremsevæske, olie, kemikalier… alt smides i haves. For nylig gandt Peter Michélsen dunke fra 1966!

Han fortalte også om dunke med bremsevæske fra 1966, han for nylig fandt.
”Dem sporede jeg tilbage til BP. Det var de ikke stolte af,” sagde den stædige miljøforkæmper, der bruger masser af tid på at opspore, hvor balloner, dunke, gummihandsker og alt muligt andet strandaffald kommer fra.
Han fandt blandt andet ud af, at en bestemt butik i Holland var storleverandør af de gummihandsker, han finder på stranden. De var dog ikke meget for at indrømme det.

Fik en øjenåbner
”Og de oliedunke her fandt jeg en morgen. Så gik jeg på Vessel Finder og så, at en Esbjerg-kutter havde ligget stille derude i tre timer med slukket motor, nok for at skifte olie på motoren. Jeg tog så dunkene til Esbjerg, fandt kutteren og skipperen og spurgte, om det var hans dunke. Han blev meget gal. Men en dag kom han cyklende her forbi, standsede og sagde: ”Der gav du mig godt nok en øjenåbner.”
Efter besøget suste eleverne i høj hastighed ud til stranden og cyklede nordpå på deres cykler. Især nogle af drengene var meget hurtige og kørte nok 50 kilometer i timen, da de havde mest fart på.
På stranden gik William Lüthjohan som den første i gang med at samle op.
”Hvad der gjorde mest indtryk? Det var nok det med vejrballonerne. Men det er godt nok overraskende, at folk ikke tænker over konsekvenserne ved at smide affald i havet,” bemærker han.
De samlede affald i en times tid og blev så belønnet med et frokostbesøg på Stoppestedet i Rindby, inden de cyklede hjem, noget klogere end da de kom.

Tekst og foto:
Finn Ane Hansen

"I min version er det et forsøg på at riste en rune over en meget spændende politisk skikkelse, inden han går i glemmebogen," fortæller Jørn Henrik Petersen i dette interview i Bomholts hus.

Bomholt ville have blæst på corona

Professor Jørn Henrik Petersen er ved at lægge sidste hånd på en biografi om Danmarks første kulturminister Julius Bomholt, inden han går i glemmebogen

Hent hele artiklen som PDF her

Jørn Henrik Petersen var ved at gå bagover, da han første gang stod over for arkivet efter Julius Bomholt på Esbjerg Byhistoriske Arkiv. 65 hyldemeter fylder det efterladte materiale, som politikeren, digteren og Danmarks første kulturminister Julius Bomholt (1896-1969) havde testamenteret til Esbjerg Kommune.
”Arhh, det er for stort for en enkelt person, tænkte jeg. Men det var også provokerende, for gu’ kunne jeg så,” siger Jørn Henrik Petersen.

Siden har den 76-årige professor, dr. phil. og lic. oecon samt tidligere leder af Center for Velfærdsstatsforskning på Syddansk Universitet i Odense, været igennem arkivet to gange.
Dertil kommer andet skriftligt materiale, deriblandt otte store kasser med breve med mere, der stod på loftet hos Julius Bomholts barnebarn og hendes mand i Nordby på Fanø, avisartikler fra Bomholts tid samt hele hans forfatterskab.

I gang efter opfordring
Det er halvandet år siden, Jørn Henrik Petersen begyndte på opgaven med at skrive en biografi om Julius Bomholt på opfordring fra bestyrelsen for Digterhjemmet i Sønderho på Fanø. Huset, som Julius Bomholt har testamenteret til Esbjerg Kommune, fungerer som legatbolig for nordiske forfattere. I august flyttede Jørn Henrik Petersen og hans hustru, Birgit Klostergaard Petersen, ind i den stråtækte idyl, der er indrettet med en kitchet blanding af almuedøre og moderne kunst af Richard Mortensen, som Bomholt havde en forkærlighed for. Her er han i gang med at lægge sidste hånd på det 400-450 sider store værk, der får titlen ”Julius Bomholt. Fra idé til handling” og udkommer næste år på Gads Forlag.

Bomholts hus i Sønderho udlånes i dag til forfattere, der ønsker ro til at skrive eller forske.

Bomholts hus i Sønderho udlånes i dag til forfattere, der ønsker ro til at skrive eller forske.

”Jeg havde glædet mig som et lille barn til at komme herover. Nu har jeg siddet i halvandet år og været begravet i Julius, gået i seng med Julius og stået op med Julius. Så er det er pragtfuldt at komme ind i hans hus, og så må ånden jo komme over en. Det har været aldeles vidunderligt og en stor oplevelse at komme herover permanent og gå rundt på de små stier i det frilandsmuseum, som Sønderho i virkeligheden er. Og se bænken ved Børsen nede ved diget, hvor de gamle sømænd sad og kiggede ud over havet, og Julius stod sådan lidt undseeligt, og der så var en, der sagde: ’Slå nu røven i sædet!’. Det er sjovt at se, at nå, det var der, og det var der,” siger Jørn Henrik Petersen.
Der er udkommet biografier om andre ledende socialdemokrater som Hartvig Frisch, K.K. Steincke, Bodil Koch, Hal Koch, Viggo Kampmann og Jens Otto Krag, men ikke om Julius Bomholt. Og det er på høje tid, mener både Jørn Henrik Petersen og bestyrelsen for Digterhjemmet.

Vil riste en rune
”Jeg er bare kastet ud i det, men som du kan høre, er jeg lidt begejstret for det. I min version er det et forsøg på at riste en rune over en meget spændende politisk skikkelse, inden han går i glemmebogen. I Esbjerg er der kommet en Bomholts Plads, hvor hans buste fra Esbjerg Arbejderhøjskole, hvor han var forstander 1924 til 1929, er blevet flyttet hen. Jeg tror, at hvis man spørger folk under 50 år, hvem busten forestiller, vil ingen ane det. Her i huset er det velkendte fotografi af Julle og Viggo, der står i vand til brystet ud for stranden i Sønderho, hængt op i gangen, fortalte formanden for Digterhjemmet mig, fordi de folk, der kom her i huset, fordi de havde fået et arbejdslegat, ikke anede, hvem ham Bomholt var.”

Jørn Henrik Petersen nyder at arbejde med biografien om Bomholt i hans eget hus og at gå ture i de små gyder i Sønderho.

Jørn Henrik Petersen nyder at arbejde med biografien om Bomholt i hans eget hus og at gå ture i de små gyder i Sønderho.

I Sønderho har Jørn Henrik Petersen mødt og talt med folk, der kendte og kan huske Julius Bomholt og hans kone Anna Marie Bomholt (1904-1970). Det er blandt andet Lis Brink Jensen, der i dag driver ”Uldsnedkeren” i Sønderho. Hun var ung pige i huset hos parret og tog sig af Anna Marie Bomholt, der de sidste 10 år af sit liv var lammet i den venstre side, sad i kørestol og var sengeliggende meget af tiden. Han har også talt med den afdøde tidligere statsminister Viggo Kampmanns døtre, der har sommerhuse i byen.

Bomholts ensomhed
”Det har været nyttigt, når man skal danne sig et billede af, hvordan den mand var som menneske. Jeg har også læst hans dagbøger, og der begynder du at træffe på mennesket. Og når du så får lejlighed til at tale med nogle af de få, der husker ham, begynder du også at få den menneskelige dimension ind. Og der blev jeg lidt forbavset. Da jeg læste, at han i dagbøgerne skrev, ”jeg er ensom”, skrev jeg i en kommentar, at det kom han da godt nok ud af. Men det er jeg ikke sikker på, at han gjorde. Jeg kender det så godt, for jeg elsker også folk, men helst på afstand. Derfor kan jeg nikke meget genkendende til, at han også har haft den der lidt på en arms afstand. Og det har forbavset mig, for det stemmer ikke med det officielle billede, der er tegnet af Julius Bomholt.”
”Han var en lidt underlig snegl. Allerede i hans tidlige ungdom ser man, at han taler om sin ensomhed. Det har noget at gøre med, og det tror jeg godt, man kan tillade sig at sige, at manden var lidt socialt handicappet. Det lyder mærkeligt om en mand, der i den grad har offentlige fremtrædender. Men der er forskel på at være den, der træder frem i offentligheden og repræsenterer et eller andet og så være den, der kommer i umiddelbar kontakt med omverdenen. Så selv om han er meget i Sønderho, hvor parret fra 1941 havde en sommerbolig nede ved Digevej, indtil de i 1968 flyttede hertil, var det hustruen, der etablerede kontakterne rundt omkring.”

Jørn Henrik Petersen har ikke manglet materiale om Bomholt.

Jørn Henrik Petersen har ikke manglet materiale til sin biografi om Julius Bomholt.

Kunne gå på vandet
”Julius går rundt med sig selv og udvikler med tiden en selvbevidsthed tangerende til selvtilstrækkelighed. Han bliver en stor mand. Han bliver radiorådsformand, undervisningsminister, socialminister, kulturminister og folketingsformand. Han har nok i virkeligheden følt, at han kunne gå på vandet. Godt nok gør han sig meget til af sin folkelighed, men er i virkeligheden nok lidt fjernt fra ’det almindelige menneske’. Som jeg kan fornemme her, så var det ’ministeren’, der var her, men han blev aldrig ’en af vor egne’.”
”Jeg fornemmer i højere grad, at Kampmann, hvis anden kone var en Brinch med ch og dermed havde rødder her, groede ind i byen. Det var ham, der gik til slagteren og købmanden. Det kunne Julius aldrig drømme om at gøre. Når han kom til sommerboligen på Digevej, satte han sig op i gavlværelset, der har en pragtfuld udsigt over Vadehavet. Der sidder han isoleret og skriver, og jeg tror, at det er gået hele vejen op igennem hans liv, at det, han i første omgang kalder for ensomhed, er en tendens til at isolere sig og have svært ved at etablere en umiddelbar kontakt, hvis det ikke er på officielt plan. Der er han til gengæld en mester til at være ambassadør, minister og fanden og hans pumpestok – der snor han sig som en ål i vandet.”

Ville noget stort
Biografien om Julius Bomholt er en udviklingshistorie om en politiker, der ville noget stort, og som stod bag reformer inden for socialpolitikken og var med til at udtænke det første danske ministerium for kulturelle anliggender, som han også blev minister for og idémand bag Statens Kunstfond. Men han var også præget af indre kampe, som introduceres i det første kapitel i biografien med overskriften ”Julius – en spændingernes mand”.
”Hele hans liv var spændingsfyldt. I barndomsårene er det den grundlæggende spænding mellem på den ene side almuekultur, som er ved at bryde ned, og den modernitet, som er under udvikling og den gryende socialistiske bevægelse. Det fællesskab, som han oplevede i sit barndomshjem og med sine bedsteforældre, og som prægede ham, det viger. Hvordan bygger vi et nyt fællesskab på modernitetens vilkår? Det er et grundproblem, som følger ham hele vejen op. Forholdet mellem det individuelle og det kollektive, forholdet mellem arbejdsklassen og folk. Det bliver også en spænding i hans sind, hvor han altid var splittet mellem, hvad vil jeg, vil jeg være politiker, vil jeg være digter? Og burde jeg ikke skrive en disputats?”.

Store forventninger
Jørn Henrik Petersen lægger i biografien ikke skjul på, at der var en mindre flatterende side af Julius Bomholt. Han og hustruen måtte gennemleve fem personlige tragedier i form af aborter, dødsfødsler og et enkelt barn, der blev født og levede i fire uger. Da de endelig fik en søn, der på et hængende hår overlevede, havde Julius Bomholt store forventninger til ham – måske også for store. Det bliver også antydet, at hans måde at omgås sin handicappede kone på ikke var for god.
”Jeg har skrevet om de fem tragedier mit vorsicht – med forsigtighed. Og jeg prøver ikke at skjule, at der er en side, der ikke er så flatterende, men jeg prøver at holde det nede på et plan, hvor det ikke bliver snagen og sensationelt.”

Læste teologi
Tilbage i ungdommen gjorde en lærer på Th. Langs Gymnasium i Silkeborg Julius Bomholt interesseret i begrebet livsanskuelse, og det var baggrunden for, at han begyndte at læse teologi.
Men da han i 1921 stod med det fine eksamensbevis, lagde han det ned i en skuffe, for præst ville han ikke være.
”Når Julius ikke vil være præst, er det fordi, der er for meget snak og for lidt handling. Kristendom bliver for ham noget, der skal forløses i en menneskelig dimension på en måde, som også teologen og filosoffen K.E. Løgstrup formulerede det. Julius åbner døren fra den humanistiske stue til den kristne humanisme, og det er sådan, jeg forstår ham og hele hans gøren og laden. Det er ligesom, når han sagde, at socialpolitik er kulturpolitik, og kulturpolitik er socialpolitik.”

Forstod de skabende
”Hele hans gerning er båret af tre små ord: For de andre. Jeg gør ikke det her for at vinde magt, jeg gør det sådan set for de andre. En anden formulering er: Kræv mere. Dermed siger han, at I skal ikke stille jer tilfreds med brød og skuespil. I skal forlange, at uddannelsessystemet skal give jer en forståelse af, at verden er større, end I tror. De to udsagn er meget karakteristiske for ham, og det er det, der gør, at jeg synes, han er helt speciel som politiker.

Jørn Henrik Petersen ved siden af det kendte billede af Bomholt og Kampmann i vandet.

Jørn Henrik Petersen ved siden af det kendte billede af Bomholt og Kampmann i vandet.

”Når man har siddet og arbejdet med sådan en som ham, er der godt nok tale om et åndeligt forfald i dag. Han holdt nogle taler af en beskaffenhed, hvor du kan spørge dig selv om, hvilken politiker anno 2020, der kan det. Han havde evnen til at få folk til at lytte. Han var en tænkende politiker,” siger Jørn Henrik Petersen og tilføjer:
”Jeg tror, at de fleste erkender, at Kulturministeriet var et ministerium, der ville noget i Bomholts tid. Derfor er det klart, at mange i kunstnerkredse i dag ser tilbage på en mand som Bomholt som en, der havde forståelse for den skabende del af kulturen og kom den i møde. Når kulturministeren i foråret sagde, at vi ikke kan tale om kultur, når der er corona, ville Bomholt have sagt, at han ville blæse på corona. Det er, fordi der i krisetider er et skrigende behov for åndeligt gods. Og det var han sig meget bevidst.”

Blå bog, Jørn Henrik Petersen

Født 1944 i Nørresundby i Nordjylland.
Kandidat i nationaløkonomi fra Aarhus Universitet 1968. Ph.d./lic. oecon. ved daværende Odense Universitet 1971. Professor i socialvidenskab 1974. Dr. phil. i historie 1985.
Prorektor for Syddansk Universitet 2002. Leder af Center for Journalistik ved Syddansk Universitet 1998-2004. Leder af Center for Velfærdsstatsforskning samme sted fra 2004-18.
Formand for TV 2’s bestyrelse 1988-94, formand for Fyens Stiftstidende bestyrelse 1980-86 og fra 2001 medlem af Menighedsrådet i Odense Domsogn. Har været medlem af flere offentlige kommissioner, deriblandt Socialkommissionen og Velfærdskommissionen.
Har skrevet en lang række bøger om samfund og velfærdsstat.
Gift med Birgit Klostergaard Petersen. Parret, der bor i Odense, har to voksne børn og fire børnebørn.

Blå bog, Julius Bomholt

Foto: Photography department Israel Government Press Office.

Foto: Photography department Israel Government Press Office.

Født i Alderslyst ved Silkeborg 1886 og
død i Esbjerg 1969
Cand. theol. 1921 og forstander for Esbjerg Arbejderhøjskole 1924-29.
Medlem af Folketinget for Socialdemokratiet 1929-1968. Formand for Radiorådet 1940-53. Undervisningsminister i 1950 og 1953-57. Socialminister 1957-61. Danmarks første kulturminister 1961-64 og idémand bag Statens Kunstfond. Formand for Folketinget 1945-50 og 1964-68.
Hans skønlitterære forfatterskab omfatter skuespil, digte, romaner og erindringer.
Julius Bomholt var gift med Anna Marie Bomholt (1904-1970), og parret, der fik en søn og adopterede en datter, boede i henholdsvis Esbjerg, Roskilde og Sønderho på Fanø.

Tekst: Dorte Remar
Foto: Keld Nissen
Layout af avisartiklen: Tina Foldager
Redaktion af web-artiklen: Finn Arne Hansen

Artiklen blev første gang bragt i Kristeligt Dagblad den 19. september 2020.

Tysk familie valgte Fanø til

Endnu en tysk familie har valgt at flytte til Fanø. Er glade for skolen, det velfungerende sundhedssystem og den nemme måde at blive iværksætter på

Hent hele artiklen som PDF

INDVANDRING – Fanø er blevet en tysk familie rigere. Sabine og Julius Simoleit, henholdsvis 37 og 43 år, har valgt Fanø til og valgt det travle liv i ’den lille by Lüneburg med 80.000 indbyggere’ fra. Nu skal livet leves på dansk sammen med deres tre børn, og Sabine har sågar kastet sig ud i at stifte sit eget firma efter en travl sæson som medarbejder på Sønderho Kro.
Det startede med, at de besøgte Fanø som turister. Julius har en tysk far og en dansk mor, der drev restaurant i Villa Nina på Fanø, så Fanø og Danmark er ikke ubekendte størrelser for ham. Han taler også fint dansk. Sabine er 100 procent tysk og knokler med det danske sprog hos FOF. Hun kom første gang til Fanø for 11 år siden, da hun skulle præsenteres for svigermoderen. Siden gik det hak i hak, og de endte med at blive gift i 2013 på stranden i Sønderho!
At være selvstændig, som Sabine nu er igen med Sabines Rengøringsservice, er ikke nyt for hende. Hun havde på et tidspunkt en børnetøjsbutik i Lüneburg, hvor hun solgte skandinavisk kvalitetstøj. Hun arbejdede også med professionel rengøring. Og her på Fanø har hun spottet et hul i markedet, hun mener at kunne udfylde.
Julis Simolet er uddannet ’Automobilkaufmann’ og var i Lüneburg filialchef i en bilforhandlerkæde med syv butikker. Her arbejdede han efter Sabines mening alt for meget. I dag arbejder han som indkøber for samme firma og kan arbejde mange timer fra hjemmet på Gammel Postvej i Nordby.
Huset besluttede de allerede for seks år siden, at de gerne ville eje. Købet skete i 2019, og så blev huset renoveret i stor stil.
”Efterhånden kender vi alle håndværkere på Fanø,” siger de i munden på hinanden og griner. De danske priser ’på alt’ griner de dog ikke af.

 Denne skønne solseng er hentet i Tyskland, hunden vist også. Huset købte de i 2019.


Denne skønne solseng er hentet i Tyskland, hunden vist også. Huset købte de i 2019.

Sabines indtryk af Danmark er, at tingene er mere afslappede, også i skolen.
”Klasserne er mindre, og alle er venlige. Der er en god stemning.”
Og når man møder op på et lægehus eller en klinik, er der ikke lange køer. Tingene glider bare bedre, mener hun. I Tyskland kan man dog selv vælge læge og specialist, påpeger Julius. Og så kan de begge lide, at Danmark så digitalt et land. Skal man stifte firma i Tyskland, skal man stille med en masse papirer hos Finanzamt, i Danmark går man bare på Virk.dk.
Mens far Julius arbejder og pusler om sin motorbåd, og mor Sabines knokler med det danske sprog og at lægge planer for sit firma, har børnene kastet sig ud i livet på Fanø. Datteren er begyndt i sejlerskole, og drengene har kastet sig over fodbold, svømning og klaverspil.
Vi siger velkommen hertil!

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Top