Redaktør arkiv: Finn Arne Hansen

Trolden Anker er her

Kunstneren Thomas Damsbo med ny trold skrevet kapitel syv i sin troldesaga

Hent hele artiklen som PDF her

TROLDERIER – Vupti. Så fik Fanø en kæmpestor trold og en ny turistmagnet, Han hedder Anker Drømmefanger, bor et hemmeligt sted på øen og kan findes ved at gå på ’skattejagt’ med en mobiltelefon i hånden og med trollmap.com åben. Anker er meget miljøinteresseret og vil gerne have, at folk samler affald i på stranden og naturen og bringer det til for eksempel genbrugspladsen.
Fanø Posten tog ud for at lede efter ham. Man skal åbenbart finde en lille bronzeplade på havnen i Nordby et sted, og man kan få våde fødder.
Det lykkedes ikke for Deres udsendte, som så begyndte at sendte nødråb ud til venner og bekendte. Svarene var lidt uldne. ”Hold til højre der.” ”Der er skilte hele vejen.”
Det var så bare ikke skilte til trolden, men noget andet. Det fattede redaktøren ikke. ”Det er i nærheden af, hvor dem og dem bor.” Ja, en rigtig Fanø-bemærkning!
Til sidst måtte en livline tages i brug, mens bilen holdt langt ude på øen på en øde grusvej. To vakse børn og deres mor fik Fanø Posten på sporet.
PS. Han er et flot syn!

Anker Drømmefanger sidder på en bakketop et par km fra Nordby, men det gør ham ikke let at finde.

Anker Drømmefanger sidder på en bakketop et par km fra Nordby, men det gør ham ikke let at finde.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Et sidste skud i bøssen

Planlagt opløsning af Nordsøbadets støtteforening blev aflyst i 11. time

Hent hele artiklen som PDF her

VANDPLASKERI – Det sidste år har man ikke hørt meget fra støtteforeningen til Nordsøbadet. Og det viste sig på generalforsamlingen fredag den 21. august, at foreningens bestyrelse faktisk også havde planlagt, at dette års generalforsamling kun skulle have ét punkt på dagsordenen, nemlig opløsning af Foreningen til støtte for Nordsøbadet Fanø.
De sponsorer, man kendte, skulle have deres penge tilbage, og det videre arbejde med at udvikle Nordsøbadet skulle overlades til ejerforeningen i den bygning, som badelandet er en del af sammen med 65 ferielejligheder ved Fanø Bad. Alligevel endte generalforsamlingen med at præsentere en bestyrelse med fornyede kræfter – dette i form af en række medlemmer med en bred palet af forskellige faglige profiler samt en plan om at give projektet ét sidste ihærdigt forsøg.
Per Svarre fortsætter nok som formand og har faglig erfaring fra fremtrædende stillinger i bankverdenen og fra professionelt arbejde som formand i diverse bestyrelser, og ud over det fortsætter Irene Martinsen, Jens Erik Jensen, Kristine Kaas Krog og Finn Arne Hansen.

Støtte fra Steen Lassen
Arne Blaabjerg Jensen valgte inden generalforsamlingen at forlade bestyrelsen, og i hans sted springer reklamemanden Gunnar Halldorsson fra Kolding til. Bestyrelsen er også blevet lovet hjælp fra Steen Lassen, som har stort kendskab til fundraising.

De fem genvalgte bestyrelsesmedlemmer: Jens Erik Jensen (tv.), Kristine Kaas Krog, Per Svarre, Irene Martinsen og Finn Arne Hansen.

De fem genvalgte bestyrelsesmedlemmer: Jens Erik Jensen (tv.), Kristine Kaas Krog, Per Svarre, Irene Martinsen og Finn Arne Hansen. Den nyvalgte Gunnar Halldorsson kunne ikke være til stede.

Alvorlige samarbejdsproblemer mellem støtteforening og ejerforening var længe en hæmsko for arbejdet, lød det i beretningen, og den 15. april udmeldte Slotsøbadet, som skulle have driftet badelandet, at de trak sig fra projektet. Støtteforeningen skulle ydermere bruge lige knap 6,4 mio. til at realisere projektet, der ved generalforsamlingen kunne præsentere en formue på kun 576.549 kroner fra indsamlede midler.
Formand Per Svarre forklarede, at projektet især gik skævt på grund af et aftalemæssigt tovtrækkeri mellem støtteforeningen og ejerforeningens bestyrelse. Først troede man, at modviljen til samarbejde lå i støtteforeningens tidligere bestyrelse, men siden fandt man ud af, at det drejede sig om én enkelt person i ejerforeningens bestyrelse, der agerede kæp i hjulet for hele projektet.

Bestyrelse væltet
Derfor havde støtteforeningen besluttet at opløse sig selv og overlade det videre arbejde til ejerforeningen selv. Men i 11. time kontaktede en række ejere i ejerforeningen støtteforeningens bestyrelse og bad dem udsætte generalforsamlingen. Således havde ejerne tid til at vælte den siddende bestyrelse i ejerforeningen på en ekstraordinær generalforsamling.
Den ny ejerforeningsbestyrelse ønskede nemlig et samarbejde med støtteforeningen på de vilkår, som tidligere ikke lod sig gøre. Den ny formand for ejerforeningens bestyrelse, Anita Flugt Petersen, deltog i nærværende generalforsamling og rejste sig for at tilkendegive, at ejerforeningen gav fuld opbakning til støtteforeningens arbejde.
Med fornyede kræfter foreligger nu en ny plan. De nu siddende medlemmer er enige om, at det simpelthen ikke kan være rigtigt, at et projekt, der står til at være rent win-win-situation for alle på Fanø, ikke skulle kunne realiseres, sagde formanden.
Støtteforeningens bestyrelse vil nu oprette forskellige arbejdsgrupper, som skal stå for arbejdet med blandt andet fundraising, folkeaktier, renovering af badelandet og en ny driftsaftale. Beskeden var klar: Dette er projektets sidste skud i bøssen, og al hjælp modtages med kyshånd.

Tekst og foto: Julie Frey

2020 ser ud til at blive et rekordår for Fanøs turisme

Her indleder bestyrelsesformand Jeppe Valbjørn mødet. Direktør Henning Balle ses til venstre.

Sparekassen Fanø har svært ved at  tjene penge, fordi deres kunder gør det

Hent hele artiklen som PDF her

PENGESAGER – Fanøs turisterhverv og håndværkerne på Fanø har så kronede dage her i 2020, at de slet ikke trækker på deres kassekreditter. Og det giver færre indtægter til Sparekassen Fanø.
Det var den sørgmuntre besked, som direktør Henning Balle kunne komme med på repræsentantskabsmødet tirsdag den 25. august på Ambassaden.
”Jeg talte forleden med en restauratør, der kunne fortælle, at de havde nået indeks 100 på et halvt år! Hele den forventede årsomsætning på den halve tid. Og håndværkerne har så travlt, at de ikke kan tage flere opgaver ind, for de kan ikke ansætte flere,” fortalte han.
Det gør det heller ikke bedre, at der nu er et indestående på 555 millioner kroner.
For at have et kontant beredskab har Sparekassen penge i Nationalbanken, men det koster en negativ rente på 0,65 procent. Så det holdes på et minimum. I stedet købes der realkreditobligationer med kort løbetid. De vil altid blive indløst til kurs 100 efter to-tre år og giver et lillebitte afkast.

Gebyrer sættes op
For at tjene penge, sættes gebyrerne og renter på udlån til erhvervslivet op. De private slipper. Hvorfor, ville Fanø Posten vide?
”Vi kan gøre det, når det er virksomheder. Når det er private, gælder der en anden forbrugerbeskyttelse. Så ja, det er fordi vi kan. Vi må skrue på de håndtag, der er,” sagde han.
Basisindtjeningen halter nemlig, hvilket et minus på knap 1,4 millioner kroner i første halvår vidner om. Så hvad kan man så gøre?
”Vi har købt amerikanske aktier i Spar Invest Value for 14,7 millioner kroner. Vi tror, det kan give noget, når amerikansk økonomi rykker,” sagde Henning Balle.
På mødet blev jurist Sussie Glud Viig nyvalgt til bestyrelsen. Jeppe Valbjørn, Henrik Christiansen, Dennis Thiesen og Sven Sørensen blev genvalgt .
Tre personer forlader repræsentantskabet, fordi de falder for aldersgrænsen på 70 år., nemlig Ove Gejl Christensen, Kirsten Nielsen og Marianne Müller Rasmussen. Deres afløsere skal vælges på generalforsamlingen.

 

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Lillian og Leos nyder deres unikke grund

På Tovtvej 17 ligger Fanøs smukkeste sommerhusgrund. Det siger skorstensfejeren da. Vi måtte ud for at tjekke det

Hent hele artiklen som PDF

IDYL – Vi kan lige så godt advare journalister og andre med nyheder og drama i blodet: Dette er en ikke-historie, som vi siger i journalistfaget. Der er ikke noget nyt, ikke nogen skandaler, ikke nogen kendisser og absolut ikke noget som helst politik i de følgende linjer. Men når Søren Ryge kan på fjernsyn, så kan Fanø Posten vel også på skrift. Bare fortælle en historie om nogle lykkelige mennesker, stille og roligt.

Skorstensfejerens dom

Lillian og Leo Truelsen på broen, der går over søens smalleste sted.

Lillian og Leo Truelsen på broen, der går over søens smalleste sted.

I dette tilfælde er det om Lillian og Leo Tuelsen på henholdsvis 79 og 80 år, der i 19 år har boet på Tovtvej 17. Det er et sommerhus, men de har kunnet gøre det på grund af pensionistreglen. Og de har Fanøs skønneste sommerhusgrund.
”Det siger skorstensfejeren. Og han har jo set dem alle oppefra,” smiler Leo Truelsen, som dukker op, da den halvgamle redaktør har brugt den solide messingklokke på væggen for at annoncere sin ankomst. Egentlig er redaktøren lige så forstokket som sine kolleger og er ikke til ikke-historier – men Leos overtalelsesevner var store, vejret var skønt, og nysgerrigheden var stor.

Egen sø med egen ø

Leo Truelsen kan aldrig blive træt af at nyde synet fra broen over den lille sø.

Leo Truelsen kan aldrig blive træt af at nyde synet over den lille sø.

Og når man går rundt om hjørnet, forstår man Leo og Lillians lykke. En skøn sø med en ø i midten slynger sig rundt på deres grund, og i huset bag øen på søen er deres udlejningssommerhus, skråt over for deres eget, der er stort nok til at rumme de to børn og deres fire børnebørn også.
Nabohuset er lige nu lejet ud til at tysk par, der har besøgt Fanø 45 gange! En bro fører derover, og under den buede bro, som er bygget af tømrermester Paaskesen fra redaktørens fødeby Skanderborg, løber vandet videre til den anden halvdel af søen.
Den gode kaffe, kransekagen, småkagerne og de blå druer af egen avl er på bordet. Og de fortæller, at de er fra Hjerting, og at Leo var speditør på DFDS-bådene til England og Island. De flyttede hertil, da de gik på efterløn. De købte den store grund i 1968 og byggede første gang i 1972, sidste gang i 2001.
”Den gang var der frit udsyn helt ned til plantagen. Der var bare ingenting, det var fantastisk,” fortæller Lillian, der er uddannet klinikassistent, men som har arbejdet i forretning det meste af sit liv.

Træer og buske gav læ

I baggrunden ses deres udlejningssommerhus, som ofte lejes af samme tyske familie.

I baggrunden ses deres udlejningssommerhus, som ofte lejes af samme tyske familie.

De fik plantet træer og buske for at få læ, der kom masser af andre sommerhuse, og halvøen ude i søen blev til en rigtig ø med hjælp fra entreprenør Brinch, fortæller Leo. I dag må de intet gøre med søen uden at spørge kommunen. Søen eksisterer i øvrigt kun på grund af grundvand og regnvand.
Deres vinkelsommerhus er siden 1972 blevet udvidet i flere omgange, og nu er det på 154 kvadratmeter, hvis man tæller to disponible rum med. Naturen har i mellemtiden krævet sin adgang til søen. Især fuglene er glade for stedet. De har talt 53 forskellige fuglearter, deriblandt mange trækfugle, fiskehejren og isfuglen.
”De er de smukkeste med deres stærke blå farve. De er fantastiske at se på, når de kommer om eftermiddagen og suser rundt om øen,” siger Leo.

Drama og mord i søen
Men der opstår også dramaer, for eksempel plyndring af reder. Og mord:
”En krageunge sad på en kvist, som pludselig knækkede, så den røg i vandet. To blishøns kastede sig over den og druknede den,” fortæller Lillian, der især ikke bryder sig om at se helt små ællinger blive hapset af rovfugle.
Også når det er efterår, vinter og forår har de glæde af søen. Stuen er indrettet med et stort hjørnevindue ud mod den.
”Hver morgen sidder jeg og læser avis i tre timer og ser ud,” fortæller Leo, inden redaktøren vender snuden hjemad.
Det må være den skønneste måde at nyde sin pensionisttilværelse på, er der en stemme, der siger inde i hovedet.

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Sønderho set fra oven

Avisens Claus Brinch-Danielsen blev sendt på dronekursus – og se nu der!

Hent hele artiklen som PDF her

LUFTFART – Nyt legetøj er altid det sjoveste. Sådan er det også med den drone, som Fanø Posten og Hjerting Postens freelancer Claus Brinch-Danielsen har erhvervet sig. Men den kræver et dronekursus og et dronebevis, så afsted med ham.
Tilbage fra kursus skulle det summende, elektrisk drevne uhyre med fire rotorer prøveflyves. Aftaler med poltiet kom på plads, og vi startede med at fotografere færgekøen en af de første dage, da billetterne kostede 50 kroner for biler. Det lod sig kun gøre, fordi en strimmel jord ved kajkanten ikke er ramt af Natura 2000-forbud.


Turen gik herefter til Sønderho, hvor vi fik fantastiske billeder og videoer af Sønderho Mølle og byen samt Kåveren. Nyd dem på Fanø Postens hjemmeside.

Tekst: Finn Arne Hansen
Foto: Claus Brinch-Danielsen

Du kan også bestille dronefotos af din gård, din virksomhed eller noget helt anden. Skriv blot til mail@fanoeposten.dk – så giver vi et tilbud. Der er dog mange restriktioner på Fanø.

Nationalparken længe leve!

Vadehavets Mediecenter ApS, som udgiver  Fanø Posten og Hjerting Posten, er nu udnævnt til partner for Nationalpark Vadehavet. Det er vi faktisk lidt stolte af. Det skete efter en introduktionsdag i nationalparksekretariatets hovedkvarter på Rømø.

Bare det, at hovedkvarteret er lagt derude, hvor mågerne skriger og tidevandet sætter døgnrytmen, føles godt. Efter års centralisering i Danmark er det rart at kunne se, at man sagtens kan have et sekretariat her.

Det får redaktøren til at tænke på dengang, han var en ung og slank journalist på Fyns Amts Avis i Svendborg, der var en Venstre-avis (i avisen står der er en Venstre-avis, men de har ændret vedtægter siden, red.). Da glødede debatten om en sydfynsk nationalpark. Avisens og bøndernes holdning var, at det var en idyllisk drøm, der ville skade landbruget. De skulle se, hvordan de fem nationalparker i dag har løftet deres områder. 24 procent af borgerne er i dag ligefrem stolte af Nationalpark Vadehavet.

Ni arbejdspladser på Rømø, et årsbudget på 16 millioner kroner, som mest dækkes af staten og donorer, trofaste partnere, masser af aktiviteter. Hvad er der ikke at kunne lide?

Nationalparken fylder 10 år i år, og det vil blive fejret så godt som muligt. Men vi siger allerede nu:
Nationalparken længe leve!

Fanø Posten 29. august 2020

Læs avisen som E-paper her

Auch diesmal mit deutscher Sektion! Lesen Sie über Arno Jungs Taj Mahal, den Troll Anker und die Autorin und Tausendsassa Stinne Berg

Læs bl.a. om:

  • Anker Turistfanger – Thomas Damsbos nyeste trold er allerede blevet en turistmagnet
  • Et sidste skud i bøssen – om Nordsøbadets genåbning
  • Sønderho set fra oven
  • Fanø Sparekasse: 2020 ser ud til at blive et rekordår for Fanøs turisme
  • Lillian og Leo nyder deres unikke grund
  • Fanø Natur: Blå mosaikguldsmed
  • Sommerhusbrand, vejvrede, groft hærværk på bil – politiet har haft travlt
  • Stort mandefald i Fanøs menighedsråd
  • Leder: Nationalparken længe leve

…. og så er den store forårs- og sommerkampagne med for sidste gang. Husk, at I kun kan deltage med én kupon pr. husstand, og at de skal afleveres i enten Bygma, Spar, Nybolig eller SuperBrugsen i deres åbningstid.

Klub Vadehavet har aflyst turen til Faaborg den 13. september på grund af corona og for få tilmeldinger. Men den tilbyder stadig fire flotte Mette Elimar-kunstpostkort fra Sønderho. De kan købes i Fanø Bolsjer i Sønderho eller bestilles her: hjertingposten.dk/klubvadehavet

Husk: Du kan også sende kryds og tværsløsningen som et foto til mail@fanoeposten.dk. Men postkassen på Hovedgaden 75 i Nordby er der stadig.

Trafikmillioner skal bruges nu

Erik Nørreby (V) fik en bunden opgave: Brug 13,2 mio. kr. på færgefart på to måneder

Hent hele artiklen som PDF her

TURISME – Aldrig tidligere har viceborgmester Erik Nørreby (V) prøvet at råde over 13,2 millioner kroner, som skulle ’brændes af, på højest to måneder. Men det har han prøvet nu. Det skyldes at han som fungerende borgmester i midten af juli sammen med turistchefen og kommunaldirektøren skulle tage stilling til, hvordan et ekstraordinært statstilskud skulle bruges.
Det blev til den rabatordning, vi har nu og frem til 30. september. Fra 10. august har bilister kunnet købe en returbillet til Fanø for sølle 50 kroner. Gående og cyklister kan desuden fortsætte med at komme gratis over. Det har fra dag ét skabt lange bilkøer i Esbjerg, og da vi har hedebølge, har det skabt en livlig strandturisme. Om det også gavner erhvervslivet, er det store håb. For pengene for ordningen, 13,2 millioner, kan ikke spredes over resten af året.
”Jeg får pludselig at vide, at der er en sommerpakke. Og Molslinjen kom hurtigt med et forslag om, at man skulle give en ukendt rabat, og så fik man pengene tilbage i oktober. Men den troede jeg ikke på, og da vi selv bestemmer, hvordan færgetilskud skal bruges, gik jeg sammen med turistchefen og kommunaldirektøren hurtigt i gang med at se på overfartstallene for samme periode 2019 og regne på tingene,” fortæller han.

Fanø får 26,4 procent
”Det er mange penge. Vi får 26,4 procent af det, som 53 danske småøer skal dele. Det var nærmest bibelsk: Den har der, skal mere gives. Vi var vildt overraskede. Generelt får vi 24 millioner kroner til takstnedsættelser for et helt år, så 13,2 millioner er meget. Og de skal bruges på to måneder. De må ikke gemmes eller overføres,” tilføjer han.
”Vi valgte først og fremmest, at taksterne skulle nedsættes den 10. august, for de skulle de alligevel ifølge sejlplanen. Det ville være fjollet at ændre den 1. august, da der ikke var kapacitet på færgen, og da vi så skulle ændre taksterne to gange på kort tid. Og så valgte vi at sætte biltaksten til 50 kroner. Vi forventer, at det vil øge trafikken med 20 til 30 procent, og vi forventer at bruge 55 procent af pengene. Ærø har sat deres biltakst til fem kroner, men vi kommer til at betale selv, hvis vi overskrider de 13,2 millioner, så det gør vi ikke,” fortæller Erik Nørreby videre.

Får testet landevejsprincippet
Der er også en anden grund til at lande på 50 kroner:
”På den måde kan vi få afprøvet landevejsprincippet. For det er cirka det beløb, man skulle betale, hvis vi havde landevejsprincippet, et grundbeløb på 20 kroner og så statens takst på 3,52 kroner per kilometer. Alle partier i Folketinget går jo inde for landevejsprincippet, men sjovt nok kan de aldrig lige finde pengene til det,” smiler han, mens vi ser de første dagsturister i biler rulle fra borde på havnen.
”Så nu kan vi få testet det, og bagefter kan vi så bruge det som evaluering,” tilføjer han.
Han er godt klar over, at nogle af hans politiske kolleger vil tage sagen om hans borgmesterbeslutning op på byrådsmødet den 17. august, men det tager han ganske roligt.
”De kan de jo gøre, men sommerpakken skal jo rulles ud, og jeg måtte som fungerende borgmester tage en beslutning på to dage. Og vi løber ingen risiko ved det,” slutter han.

Rabatordningen

1. august – 30. september: Handicap-rejsende, gående, gående pendlere, cyklister, knallerter og motorcykler rejser gratis
10. august – 30. september: Alle biler, Ø-kort, Grundejer/Fastliggere, autocampere og campingvogne rejser til 50 kroner.
Erhvervsrejser og godstransporter er ikke omfattet
Man kan se mere på fanoelinjen.dk/sommerpakke

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Romantrilogien er resultatet af et tæt samarbejde, fortæller de to forfattere, Lise Ringhof og Erik Valeur.

Sønderho-forfatterpar bag ny romantrilogi

Lise Ringhof og Erik Valeur har skrevet slægtsroman med drengen Erling Brink fra Sønderho som hovedperson

Hent hele artiklen som PDF her

LITTERATUR – Som hun sidder der, Birkerød-pigen Lise Ringhof, i en have bag et hyggeligt, stråtækt Sønderho-hus, forstår man, hvorfor hun smiler om kap med solen. Hun har fundet prinsen på den hvide hest, sin Erik, hun har det privilegium at bo det meste af sin tid i skønne Sønderho, og nu er hun også romanforfatter sammen med den Cavling-prisbelønnede journalist Erik, der bærer efternavnet Valeur.

Udkom 13. august
Torsdag den 13. august udkom første del af deres slægtsroman Det er de danske som flygter. Den handler om den kejtede og sammensatte figur Erling Brink, der er ni år, da romanen letter nytårsaften 1899 i Sønderho. Han er søn af en skibsfører, men han er mere boglig end søstærk, mister tidligt sin lillebror i en ulykke, han bebrejder sig selv for, får sig en hemmelig, vanskabt ven på fattighjemmet og bliver den første student fra det splinterny gymnasium i Esbjerg. Han står forrest i køen til eksamensbeviser på grund af sit efternavn. Han drager ud i verden, bliver læge i København og bosætter sig i Vejle, inden der sker noget dramatisk. Vil man vide mere, må man købe bogen.
Men hvorfor går bogen ikke en generation længere tilbage i tiden, så man får mere af Sønderhos historie med, vil den spørgelystne interviewer vide, mens vi får kaffe og druer i forfatterparrets hyggelige baghave.

Forfatterparret Lise Ringhof og Erik Valeur nyder at bo i Sønderho.

Forfatterparret Lise Ringhof og Erik Valeur nyder at bo i Sønderho.

Dels skyldes det, at der er skrevet utroligt meget om tiden lige efter nederlaget i 1864, forklarer Lise Ringhof.
Men det har også andre årsager:
”Det var en brydningstid, den moderne tid, hvor det er tid til opbrud. Og så er det et pænt rundt tal, 1900. Og det passer med, at vi vil lave en trilogi, der går op til vore dage,” fortæller Erik Valeur.

Alt er fiktivt
I deres arbejde har de talt meget med ’indfødte’ fra Sønderho, men de besluttede sig for, at den baggrundsviden, de fik, ikke skulle bruges til handlingen i bogen. Så alt er fiktivt, også alle personerne, Og her var hovedpersonen Erling Brink meget velovervejet.
Han skulle være fra det yderste hav, hvor man ikke kan komme længere ud, pointerer Erik.
”Vi ønskede en person, som rummer alt det, Danmark rummer: Ængstelighed, at være lidt anderledes, lidt sky, som ikke kan se det gode ved sig selv. Og som hen ad vejen får fordomme,” forklarer Lise.
De har lavet romanen sammen. De har fået ideer sammen, de har researchet sammen, og de er blevet enige om handlingen. Da Erik er et B-menneske, og Lise er at A-menneske, så starter hun om morgenen med at læse, hvad han har skrevet.
”Jeg står tidligt op, og så skriver jeg scener og skitser, som Erik så skriver videre på,” forklarer hun.
”Og når jeg er færdig, passerer jeg det over til Lise, der læser korrektur og kommer med kommentarer,” tilføjer Erik, der landede i Sønderho efter egen vilje, men ved lidt af en tilfældighed.
”Jeg boede i en landsby på Djursland, og da jeg så blev skilt, ringede jeg til Tom Heinemann i Sønderho og sagde, at jeg havde brug for noget at bo i, og at det godt måtte være i Sønderho. Så var jeg så heldig, at familien Kampmann ville udleje dette hus til mig,” fortæller han.
I forbindelse med et bogprojekt på Politikens Forlag mødte han så Lise, inviterede hende til Sønderho, og så var hun solgt og ville ikke hjem til andelslejligheden i København igen!

Blå bog Lise Ringhof og Erik Valeur


Lise Ringhofs forældre stiftede forlaget Lindhardt og Ringhof, hvor hun da også efter endt boghandlerlære startede sin karriere i forlagsbranchen. Hun blev på forlaget, efter at Lindhardt og Ringhof var blevet solgt til Bonniers, men hun sluttede sin forlagskarriere som salgs- og marketingchef på Politikens Forlag i 2017. Nu er hun medforfatter på den ny romantrilogi med udspring i Sønderho.

Erik Valeur er uddannet journalist, har fået Cavling-prisen to gange plus flere andre priser for sit arbejde i pressen. Han sprang ud som romanforfatter i 2011 med Det syvende barn.
I 2015 udgav han Logbog fra et skibsforlis.
Han har modtaget adskillige litteraturpriser gennem årene, blandt andet Debutantprisen og den nordiske Glasnøglen. Han bor i et lejet hus i Sønderho.

Om romanen

Titel: Det er de danske som flygter.
Forfattere: Lise Ringhof og Erik Valeur.
528 sider, 299,95 kr. Indbundet.
Som lydbog og som e-bog: 169,95 kr.
Udgivelsesdato:
13. august 2020.
Første del af en trilogi.
De to næste, Det er de oprørske der svigter og Det er de unge som forsvinder, følger i 2021 og 2022.
Roman nummer to er skrevet halvt færdig.

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Møllejubilæum i Sønderho

Stork Ejlænder Shantykor underholdt med karske sange fra møllens balustrade, da Sønderho Mølles 125 års jubilæum blev fejret.

Sønderho Mølle fylder i år 125 år, og det blev fejret med en flot jubilæumsfest

Hent hele artiklen som PDF her

Humøret var højt ved jubilæumsfejringen.

Humøret var højt ved jubilæumsfejringen.

LOKALHISTORIE – Omkring 100 gæster deltog, da der søndag den 2. august blev fejret 125-års jubilæum for Sønderho Mølle. Det skete med taler, musik, Fanø-kringle, kaffepunch, en ny hvedeøl fra Fanø Bryghus og spontan dans.

Hjemmebagt fanøkringle var der også.

Hjemmebagt Fanøkringle var der også.

Der var en frisk vind, så både Dannebrog og de snurrende møllevinger tog sig helt rigtigt ud.

Formanden for fonden, Susanne Winsløw, Sønderho, bød velkommen.
”Kære Sønderho Mølle. Hjertelig tillykke med de 125 år. Du er en fornem gammel dame, og du holder dig godt. Da du blev til for 125 år siden, så verden helt anderledes ud. Sejlskibstiden var endnu ikke helt ovre, men som dine forgængere, havde du nu ikke længere den fornemme opgave at vise vej til Sønderho for søfolkene. De store skibe kunne ikke lægge til i Sønderho. Du vedblev med at male korn for bønderne i Sønderho, men i 1923 var det også forbi. Kornproduktionen i Sønderho var så sparsom, at det ikke mere kunne svare sig,” sagde hun.
”Og hvad skal der så ske med sådan en smuk dame på 28 år? Hjælpen kom fem år senere i 1928, da Fonden Gamle Sønderho blev stiftet med henblik på at skaffe penge til at opkøbe dig og møllegården. Det lykkedes, og du kom igen til ære og værdighed efter en kraftig opstramning både her og der. Siden 1932 har Fonden Gamle Sønderho afholdt Sønderhodag hos dig og følt sig velkommen. Når dine vinger drejer mod den blå himmel, findes der ikke noget smukkere syn.”
”Vi er stolte af dig, og som vartegn for Sønderho føler vi en tæt samhørighed med dig, sønderhoningerne og de gæster, der besøger dig. Nu kan du igen male mel, som giver det dejligste brød og er en eftertragtet souvenir. Det må vel kaldes klimavenlig og bæredygtig produktion,” bemærkede hun og afslørede, at Jørgen Bjørslev havde komponeret en ny melodi til møllesangen. Hun takkede møllelavet og fik forsamlingen med på et trefoldigt længe leve.

Fondsbestyrelsens formand Susanne Winsløw udråbte et gjaldende, trefoldigt længe leve.

Fondsbestyrelsens formand Susanne Winsløw udråbte et gjaldende, trefoldigt længe leve.

Da Tove de Fries og hendes medmusikanter spillede en sønderhoning, opstod der spontan dans.

Da Tove de Fries og hendes medmusikanter spillede en sønderhoning, opstod der spontan dans.

Møller fra Nordstrand
Herefter fortalte forfatter Jeppe Brixvold om møllen og dens otte-ni forgængeres historie.

Forfatter Jeppe Brixvold fortalte om møllens - eller møllernes - spændende historie.

Forfatter Jeppe Brixvold fortalte om møllens – eller møllernes – spændende historie.

”En af de første møllere hed Hans Hansen, han kom fra den tyske vadehavsø Nordstrand, som slet og ret var forsvundet fra jordens overflade i stormfloden i 1634. Han havde, siges der, i sin båd reddet en rig ung kvinde ved navn Muncke fra druknedøden, han giftede sig med hende og slog sig ned på Fanø, og de er det første møllerpar, som vi har navne på. Hvor deres mølle stod, ved vi ikke,” fortalte han.

Hele hans tale, som der ikke var plads til i avisen, er her:

Sønderhos møller
Fonden Gamle Sønderho har bedt mig sige et par ord om møllerne i Sønderho i anledning af den nuværende mølles 125 år.
Igennem tiden har der vel i alt stået ni til ti forskellige møller i byen, og de første af dem har uden tvivl været illegale. Fra gammel tid, måske helt tilbage til det 14. århundrede havde man møllepligt hos Kongemøllen i Ribe, dvs. man havde faktisk ingen ret til at male sit korn på Fanø. Alligevel har der været møller, de såkaldte skvatmøller, primitive vanddrevne møller, som man forholdsvist enkelt selv har kunnet bygge og tage ned igen, hvis det behøvedes. De vinder ikke mindst frem, efter at en såkaldt ‘manddræber’, en voldsom stormflod i oktober 1634 har ødelagt Ribes Kongemølle. Herefter bygges også nye større vejrmøller på Fanø, i Nordby i 1635, i Sønderho formentlig i 1638, og selv om de altså ikke er lovlige eller officielt anerkendte, tolereres de, for hvad skulle fannikerne og sønderhoningerne ellers gøre?
En af de første møllere hed Hans Hansen, han kom fra den tyske vadehavsø Nordstrand, som slet og ret var forsvundet fra jordens overflade i stormfloden. Hans Hansen havde, siges der, i sin båd reddet en rig ung kvinde ved navn Muncke fra druknedøden, han giftede sig med hende og slog sig ned på Fanø, og de er det første møllerpar, som vi har navne på. Hvor deres mølle stod, ved vi ikke. Den første møller, som vi med sikkerhed ved, virkede her i Sønderho, hed Jens Jensen, fra samme periode midt i det 17. århundrede.
Møllepligten til Ribe har formentlig ofte været omgået eller bestridt, og situationen forværredes efter endnu en stormflod i 1696, som ødelagde flere møller i Ribe. Det får i 1701 sønderhoningerne til at indsende en ansøgning om selvstændig mølleret til Stiftbefalingsmanden i Ribe, som fortjener at blive læst op i dagens anledning.
”Saasom vi fattige Fiskere saa hjertelig ønsker her i Sønderho Sogn en Vejrmølle maa opsættes, efterdi de fleste af os ingen Heste og Vogne har og derfor med stor Bry eller Godvillighed maa forskaffe os Korn til vor fattige Underhold ved at henage til Nordby Mølle, hvortil er 1½ Mil, og tidt naar vi dér enten med Baade eller Vogn henkommer, Møllen ikke kan kværne, og vi saa maa lade Kornet blive umalet, naar vi mest trænger derfor, og vi ej for vort Fiskeri kan faa Tid med vore store Baade at rejse længere Vej hen, og om Vintertid mangen Gang ingen Baade derhen kan komme, saa den Fattige mange Vintre derover har været i stort Betryk for deres og deres smaa Børns daglige Brød, saa bønfalder vi for Eders højgrevelige Ekscellence i allerdybeste Ydmyghed, at dersom vi vor Sognepræst til en liden Vejrmølle at opsætte kunne formaa, og han den ej alene uden nogen Paatale eller Forhindring maa lade opsætte, men endog at vi denne Mølle maatte søge og dér vort Korn lade male, saa vil den store Naade og Barmhjertighed mod os fattige Fiskere den naadigste Gud Eders Højgrevelige Ekscellence rigelig belønne, hvorom vi ogsaa ved vor andægtige og inderlige Hjertens Bønner Nat og Dag den gode Gud vil anraabe.
Som tilforn forblivende Eders højgrevelige Ekscellences allerydmygste og ringeste Tjenere.
Sønderho, den 30. maj 1701.”
Underskreven af 44 fiskere med forbogstaverne til deres navne.
1701, altså længe før det Sønderho vi kender i dag findes, før de store skipperhuse, endnu godt 150 år før sejlskibenes storhedstid, hvor man sejler fragt til alverdens havne. Her omtaler sønderhoningerne sig selv som ‘fattige Fiskere’, så hårdt spændt for, at de ganske enkelt ikke har mulighed for at gå til Nordby eller Jylland med deres lille høst af fortrinsvis rug.
Man får sin tilladelse til en egen mølle, og sognepræsten, hr. Christian Engelstoft, bliver den første officielle mølleejer i Sønderho. Hans mølle stod formentlig lidt længere inde i æ land, altså tættere på den nuværende by. Det blev i øvrigt en forretning, som pastor Engelstoft formentlig flere gange senere har fortrudt, at han indlod sig på, for sønderhoningerne var ikke de letteste at samarbejde med. Man var enedes om en fast mølletold og skæppepris for melet, men det blev tilsyneladende for dyrt alligevel. Eller sønderhoningerne ønskede sig simpelthen – trods deres ord i ansøgningen – den frihed at kunne male deres korn i de møller i Nordby eller Jylland, hvor den aktuelle pris var bedst eller tilgangen til møllen hurtigst eller mest uproblematisk. Pastor Engelstoft derimod mente, at han havde opnået monopol på at male for alle i Sønderho Sogn, og det kom der mange stridigheder ud af. Ofte havde folk andre økonomiske udeståender med præsten, og så kunne han presse dem til at holde sig til møllen her. Andre gange måtte han gå rettens vej, og der er eksempler på enkelte år, hvor præsten har haft stævnet 7 eller 10 forskellige sønderhoninger for Fanø Birketing. For det meste vandt han sagerne, men det fik ikke sønderhoningerne til at ophøre med deres ureglementerede aktiviteter, og de fandt på, når de fx kørte kornet til Nordby, at drille Engelstoft ved at tage Strandvejen lige forbi den daværende præstegårds vinduer.
Mølledriften har også flere gange senere været omstridt. Omkring tidspunktet for frikøbet af øen fra det danske kongehus i 1741 er det fx som om møllerne i Ribe pludselig vågner op og opdager, at de har mistet deres gamle privilegium. To Ribemøllere, Johan Hansen og Thomas Claussen fra den gamle Kongemølle fører i årevis proces imod mølleejerne på Fanø for at gennemtvinge den gamle møllepligt og bundetheden til Ribe. Den ene af dem, Thomas Claussen foreslår til sidst den mægling i konflikten, at han da kunne overtage de daværende møller i Nordby og Sønderho. Derved afsløres jo, at motivet er rent kommercielt, og ved kgl. afgørelse i 1748 legitimeres Fanømøllernes selvstændighed.
Møller i Sønderho på det tidspunkt er Sonnich Jensen Møller, daværende sognefoged, en af hovedmændene bag Sønderhos frikøb og berømt for at have drukket Nordbys repræsentant fuld og gradvist skubbet ham ud af kurs, da den første sognegrænse mellem syd og nord skulle trækkes. Sonnich Jensen Møller fik simpelthen sit andet efternavn for sit erhverv og har været en betydningsfuld mand i byen.
Men selv han fik problemer med sønderhoningerne, også han fordi han ønskede monopol på at male kornet. Mens de, sønderhoningerne, som sædvanlig ønskede at male det, hvor det passede dem. I deres trods begyndte de endda nu at frekventere Ribes møller. Og dermed er sagen vendt fuldstændig på hovedet.
Når man læser i de gamle kilder om den slags tvister, får man en fornemmelse af møllen som et datidigt magtsymbol, som ikke altid har været lige velset hos menigmand. Eller: man har nok haft brug for møllen, men dens status som en kontrollerende institution i det daglige liv, helt konkret den institution der bestemte, hvornår der kom brød på bordet, har været omstridt. Fra et moderne synspunkt kan det være svært at forestille sig, men møllen i en landsby før i tiden var også et eksempel på en industri og en teknologi, som i sig selv kan have forekommet truende – de flaksende vinger og den tunge murren fra kværnstenene. Det er ikke tilfældigt, at den spanske ridder Don Quijote i sin galskab tror, at de tredive vindmøller i Montiel-dalen er ondsindede kæmper, som han må angribe med fældet lanse, og den engelske digter William Blake skrev om de grønne enge og ”The dark Satanic mills”.
De gamle sønderhoningers tvetydige forhold til deres mølle minder os også om en skyggeside i vores foretagsomhed og industri. Og dén handler ikke kun om forholdet til de naturskabte omgivelser, et med god grund aktuelt emne i dag, men i virkeligheden et længe aktuelt emne for et landbrugsland som Danmark. Den handler også om selvstændighed og om frihed. For naturligvis skal vi have brød på bordet, men det bør nødigt ske igennem en fuldstændig underkastelse under de betingelser som den til enhver tid gældende industri og de til enhver tid gældende magter sætter.
I dag er det selvfølgelig noget andet, vi ser i Sønderhos mølle. I dag er møllen netop ikke længere en produktiv faktor, mens den har bevaret andre kvaliteter. Den er stadig det pejlemærke for byen, som i gamle dage ledte søfarende sikkert herind, og som stadig står og byder velkommen. For ethvert barn i Sønderho er det en fornøjelse at få øje på møllen, når man kommer hjem.
Den forrige mølle fra 1770, en såkaldt stubmølle med roterende møllehus i træ på en stub af en bjælkekonstruktion, brændte ned i 1894, og den var den første, der lå her på den nuværende møllehøj. Herefter opførte den daværende mølleejer styrmand Julius Svarrer denne hollandske mølle i 1895, og det har været et stort og bekosteligt byggeri. Rent funktionelt fik møllen her en kort levetid, bygget kort før den store affolkning af Sønderho, da søfarten måtte søge andetsteds hen i starten af det 20. århundrede. Møllen her var i brug til og med 1923, og Fanøhistorikeren Niels Møller Kromann fortæller, at den var næsten faldefærdig i 1928, da den købtes af Fonden Gl. Sønderho.
Om dét siger Kromann i sit værk Fanøs Historie fra 1933, at det nu ”… er Fondens Mening, at den skal bevares for Fremtiden i Brugs-Skikkelse som et Minde om en nu næsten forsvunden Industri.” Og det må man sige, at Fonden Gl. Sønderho har levet op til siden da. Og det skal Fonden have tak for. Vi skal også i dag, synes jeg, takke de mange frivillige arbejdskræfter, som igennem årene har givet sved og blod til Sønderho Mølle, det gælder i de seneste år ikke mindst Møllelauget. Møllen står smukkere og vel i virkeligheden også mere funktionsdygtig nu end den har gjort i mange år. Den er besøgt i sommermånederne, men tager jo i øvrigt hele året rundt imod skoleklasser fra Fanø skole og andre steder, og det er kort sagt en fornøjelse at se lys i den også midt om vinteren. På den måde er den virkelig i ordets bedste betydning et vartegn for Sønderho og byens historie. Tak for ordet.”

Tekst og foto:
Finn Arne Hansen

Top