Hele artiklen i PDF-format

VÆRFTSÆRA – ‘Glemmer du – så husker jeg,’ sang Liva Weel, og på Fanø har Christian Poulsen med sine bøger formået at ruske op i vores kollektive hukommelse. Senest med bogen ’Værftet der forsvandt’, som omhandler perioden fra 1766 og frem til den sidste fiskekutter forlod beddingen i 1948. Den danner nu basis for den nye særudstilling på Fanø Skibsfarts- og Dragtsamling i Nordby.

”Et samfund, der glemmer sin egen historie – lokalt eller i større sammenhæng – er et fattigt samfund”, siger forfatteren, mens han fra udestuen i privaten skuer direkte ud på ’gerningsstedet’ for hans seneste værk. Langelinje, landgangsbroen ’Svenskeren’ og hele området syd for boligen i Nordby, danner den fysiske ramme for bogen.

I dag er alle værfterne væk. Men går man en tur langs med Langelinje, kan man jo prøve at forestille sig en havnefront uden Langelinje – hvor stranden nærmest gik op til boligerne, og hvor adgangen til Nordby foregik fra opkørslen ved Havnekiosken og via de små stræder og slipper nord for denne. Det er en svær øvelse, da alle tydelige spor fra denne tid jo nærmest er væk – og det er ærgerligt mener forfatteren.

”Man kunne jo forholdsvis nemt sætte plancher eller informationstavler op på udvalgte lokaliteter, som ikke ville skæmme bybilledet,” foreslår Christian Poulsen.

Og det kan være svært at forestille sig den hektiske aktivitet, der har hersket i området. Fra Danibo feriehusudlejning og hen til lystbådehavnen har der ligget tre-fire værfter, og området har genlydt af værktøjslarm, hårde ordrer, og den almindelige summen fra en hårdkogt arbejdsplads.

Skibsværftets gamle grund er her markeret med blåt på luftfotoet fra 1956 – Hovedgaden var stadig eneste vej ud af Nordby, når man skulle mod syd.

Her har det flydt med skibstømmer, diverse materialer og værktøj i alle slags afskygninger, som dog havde det tilfælles, at det hele kunne anvendes til at bygge skibe med.

Nutidens hyggelige promenade, hvor man kan betragte de dovne sæler på Søjorden, er milevidt fra datidens miljø. Det eneste rigtigt synlige bevis på denne svundne tid er resterne af ’Svenskeren’, hvis sorte, nedslidte stumper stikker op over vandoverfladen, som de halvrådne tænder i undermunden på en gammel kælling.

”Jeg har altid skrevet om mennesker i mine tidligere bøger – markante mennesker, så det at skrive om en fysisk lokalitet, en arbejdsplads var noget nyt, som jeg lige skulle vende oppe i hovedet,” fortæller Christian Poulsen.

Hans bog er en fremragende og historisk skarp gennemgang af en epoke i Fanøs historie, som måske ikke har fyldt så meget i den kollektive bevidsthed de sidste mange år.

Men stednavne, der præger vejskilte og pladser på øen, fortæller deres egen historie.

Og selvom det er fra en svunden tid, så er det altså i denne periode, at Fanø markerer sig på det nationale landkort som en samfundsnødvendig storleverandør af skibe til den danske handelsflåde.

Benhård industri

På denne tid er det ikke kurhoteller, sommerhuse eller turister, der gør Fanø berømt, men en benhård skibsbygningsindustri – der ikke er for sarte sjæle.

”Det er jo samtidig nærmest naturstridigt, at Fanø overhovedet skulle bygge så mange skibe – vi havde jo ingen træer på Fanø, som kunne anvendes til formålet”, påpeger forfatteren.

Træerne blev i stedet fældet i skovene omkring Gram. Derefter blev stammerne transporteret på vogne til Ribe og bundtet sammen. Herfra blev de udskibet via åen og trukket – som perler på en snor – op gennem vadehavet efter et skib med den rette størrelse. Derefter levering til værfterne i Nordby og Sønderho.

”Denne logistiske udfordring har jo været enorm efter datidens forhold”.

Men når først tømmeret var ankommet, så havde både den nordlige, såvel som den sydlige del af øen optimale forhold til bygningen af de bestilte skibe.

Brede, stejle strande, beliggende tæt ved halvdybe sejlrender.

Et tidevand, som hjalp til ved udskibning, og en arbejdsstyrke der kunne løfte opgaven.

Selvom det måske lyder som en klassisk overfortolkning af egen betydning, så er der ingen tvivl om værfternes værdi for den danske stat i denne – for småværfterne ’gyldne’ periode – som strækker sig fra 1766 til 1896.

Tæt kapløb med Ærø

Terrorbombningen af København i 1807, hvor Danmark mister det meste af sin flåde, er selvfølgelig en medvirkende faktor til behovet for opbygningen af en ny flåde, som ikke længere er baseret på de store krigsskibe, men mere på en handelsflåde af mindre og hurtigere skibe.

Og her er Fanø så allerede på banen, i skarp konkurrence med Ærø og værfterne i Marstal. De to småøer kæmper indædt om at levere flest skibe til handelsflåden. Carsten Jensen’s fantastiske roman ’Vi, de druknede’, handler blandt meget andet om denne periode – bare set fra Ærø. Men hvis man lukker øjnene for det faktum, at romanen er fiktion, så ligner de to øers historie altså hinanden på en række områder.

Største skib strandede

I gamle dage konkurrerede Fanø og Ærø om tonnage, udskibninger og uddannelsesinstitutioner – i dag er begge selvstændige småkommuner, der i stedet baserer deres indtægter på turisme.

”Fanø skibsværfters historie har måske ikke nydt samme opmærksomhed, som eksempelvis øens maritime historie”, lyder det fra Christian Poulsen.

Det er svært at forestille sig, men for bare små 100 år siden blev det største skib fra noget Fanø værft bygget. En firemastet skonnert, ’Helga’ på 360 registerton, løb af stablen fra området nede ved ’Svenskeren’.

Den gamle værftsgrund havde direkte adgang til vandet før kystvejen øst om Nordby blev anlagt.

Stabelafløbningen gik galt – skibet grundstødte – men blev dog trukket fri. Det var måske ikke det første varsel om tidernes skiften, men meget symbolsk.

En væsentlig epoke i Fanø’s historie lakkede mod enden, drevet ubønhørligt af forandringens vinde, hvor sejlskibene blev ofre for industrialiseringen, moderne teknologi og kravene fra rederierne om større tonnage, mere motorkraft og højere driftssikkerhed.

Et andet faktum, som besværliggjorde Fanøværfternes eksistens i denne afsluttende periode – og som stadig udgør et velkendt problem – var den øgede tilsanding af sejlrenderne. Der var ganske enkelt ikke dybgang nok til udskibning af større skibe længere.

Men bygningen af Helga var også historien om driftige Fanømænd, der med skibsreder Ditlev Lauridsen i spidsen investerede store summer i værftets fremtid. En satsning der skabte livsnødvendige arbejdspladser på Fanø, som ved afslutningen af Første Verdenskrig havde en arbejdsløshed på 20 procent og en galopperende inflation på mad og brændsel.

Men satsningen slog fejl. Helga var et dyrt bekendtskab for investorerne, som mistede mindre formuer, og efter en omtumlet tilværelse, flere ombygninger – den sidste til den portugisiske fiskerflåde – forliste Helga i Davisstrædet i 1952.

Men inden det kom så vidt, havde værfterne på Fanø bygget skibe i alle afskygninger: Everter, skonnerter, brigge, galeaser, dæksbåde og fiskekuttere m.m. blev bygget på Fanøs stolte værfter i Sønderho og Nordby.

I en tidsramme på 130 år – fra 1766 til 1896 – blev der fra Fanøværfterne leveret ca. 1100 skibe. Det sidste nybyggede skib, som forlod havnen, var fiskekutteren Eline Marie i 1948.

Tekst: Jeppe Wille
Maleri og fotos: Carl Frederik Sørensen/Fanø Kunstmuseum
og Nordby Sognearkiv

Værftsfolkene havde benhårde arbejdsforhold, men der optræder kun ét dødsfald, selvom en del af lønnen blev udbetalt i øl…

Barske arbejdsforhold

Den sidste periode for Fanøs skibsværfter – i hvert fald indtil 1920erne – var samtidig en tid uden nogen former for sikkerhedsnet, hverken sociale, miljømæssige eller sikkerhedsmæssige. Det var benhårde arbejdsforhold, hvor chefen var den ubestridte hersker.

”Arbejdsgiverne havde fuldstændigt styr på tropperne. Hvis en mand kom 15 minutter for sent, blev han trukket for en kvart dagsløn” siger Christian Poulsen.

Arbejdsulykkerne har været mange, og en skibstømrer med alle fingre i behold, har været et lige så sjældent et syn, som en italiensk krigshelt fra Anden Verdenskrig.

Men det er alligevel kun lykkedes Christian Poulsen at opsnuse et enkelt dødsfald i sin research, hvilket må siges at være imponerende. Især når man samtidig historisk ved, at en del af lønnen blev udbetalt i øl – da meget af vandet ikke kunne drikkes…